Jeg synes egentlig ikke Anne Linnet synger smukt. Jeg synes hun er stærk og sej og har været modig i sit liv. Og så er hun også en Århusiansk rejekælling engang imellem. Men i 'en sang synger hun decideret smukt. Og jeg har den på repeat fra YouTube idag.

'De evige tre'. Omkvædet bryder jeg mig ikke om, svundet ind i voldsomme mængder af tidlig 90'er lyd ... men i versene synger hun skrøbeligt fint og klokkeklart, og akkompagnementet er minimalt. Jeg elsker det.
'Den anden gav mig sit liv og fik aldrig en time igen' - sådan, i en enkelt vejrtrækning, ingen vibrato på stemmen, glasklart og følelsesfuldt og forladt på en gang.

(Og tak til Tove for livslangt melodrama udspillet i 12 små ord).