Det er længe siden at jeg har været her. Der er sket så meget at jeg ik aner hvor jeg skal begynde. Og behøver jeg fortælle det hele?
Jeg har mistet min datter.....Hun har valgt at skære hånden af mig. Det smerteligste en mor kan komme ud for. Hun ved hvilken smerte hun påføre mig. Alligevel har hun valgt som hun har gjort. Det værtste er at jeg ik ved hvorfor. Eller om hun vender tilbage. Hvis det var for at finde sig selv. Finde ud af livet, på egne ben. Så kunne jeg kapere det i mit hjerte....Men jeg ved intet. Hun har bare lukket mig ude.

Jeg selv er lige gennemgået en stor operation og ligger her i min seng og skriver. Som du kan læse i mine dagbogstekster så har jeg haft celleforandringer og de fandt så for 3 mdr siden en knude på størrelse med en tennisbold. En muskelknude. ufarligt siger de. Svaret kommer om en uges tid. Men de valgt så at fjerne hele mit underliv....Det skulle jo alligevel ik bruges. Jeg har det ik skidt med det. Heller få det fjernet og slippe for spekulationerne. og jeg skulle kunne få et normalt sexliv igen......hmm ja det er så nok der skoen trykker. Kommer jeg nogensinde til at elske igen?

Jeg har datet mange. Ikke de sidste 3 år. Har opgivet. Gider ikke forholde mig til fremmede mænd på en date om det kunne være den store kærlighed. Jeg syntes det er svært. For alle de ting som jeg har oplevet de 4 første år jeg var singel har ladet en vis skeptiskhed vokse i forhold til at lære nye mennesker at kende. Alle de gange jeg er blevet naret i den tro at det var kærlighed jeg følte og det de sagde var ærlighed. Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på mine egne følelser eller det andre siger.

Når jeg så endelig møder et ærligt og reelt menneske som vil mig og mit det bedste så føler jeg intet. Ingen tiltrækning intet begær.

Kan man virkelig få ødelagt de følelser? Er jeg virkelig så kold og tom?

Når min fornuft taler så er jeg jo lykkelig som jeg har mit liv nu. Min selvstændighed og frihed. Økonomisk overskud og økonomisk frihed til at gøre som jeg vil. Hvorfor så hænge på en mand som vil begrænse mig og stille mig overfor nogle pligter som jeg hadede som pesten da jeg var gift. Jeg blev taget for givet i de 20 år og mit liv var at servicere min familie. Nu er jeg jo fri hvorfor så ik nyde det i fulde drag?

Og er det ik typisk for menneskeheden? Aldrig tilfred. Når vi er singler vil vi ha en partner. Når vi er i forhold så drømmer vi om friheden. Når vi har huset på landet så drømmer vi om storbyen.

Er det bare det dilemma jeg står i?