Kære Hr. Rasmussen

Ligger i min seng, herover i USA.

Uden at være det, har jeg det som om, at jeg har vågnet op fra den absolut vildeste fest.
Jeg tænker: " Hvad fanden har jeg dog lavet, de seneste par måneder ? "

Det et sundhedstegn siger man. Jeg er blevet rask igen.
Undre mig lidt over, om det betyder, at jeg er blevet nedkaldt til 'mainstream' igen? ... Det åbenbart farligt at være sig selv.

De prøver at: "beskytte mig". Det venligt af dem, men jeg vil vel helst bare gerne lege med ilden. Det farligt og skadeligt for mig selv ... men jeg har brug for at mærke, at jeg er i live.
Misforstå mig endelig ret: for når man kommer fra det mørke dyb, som jeg nu engang kommer fra ... Så bliver man nød til at gøre noget for det.
Jeg vil leve!

I virkeligheden ... Så havde jeg bare brug for at kæmpe.
Det var på ingen måde rationelt, men sådan er kærligheden vel aldrig? ... Jeg ved det ikke ... Jeg bliver meget sjældent forelsket.

Uanset hvad, så fik jeg nedbrudt rigtig mange mentale barriere. Det jeg taknemmelig for.
Jeg er endnu mere taknemmelig for, at jeg skriver med 'Hende'.
Jeg har et håb om, at vi om 4 år finder sammen. Gør vi det, så vil jeg helt sikkert satse på hende.

Men lige nu, ligger jeg med enten en første- eller andengrads forbrænding.

Jeg lever min drøm ud i USA.
Hun er hjemme i Danmark.

Hun oplevet mine 'problemer' ... jeg står dog til at 'reddes'. Egentlig er jeg meget bedre rustet end nogensinde. Alligevel når jeg tænker på Hende, så føler jeg mig knust, og kan ikke lade være med at føle sorg af ensomhed.

Jeg trøster mig selv ved at sige, at dette er historien mellem:
Værtinden & Hjælperen

Men jeg er jo FUCKED!