7 år siden

Selvfortrængelse.

Den søde.
Ruth Christe...
6 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
10 år siden
Jeg ser dig, og du fascin...
Ansu Orheim ...
23 dage siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
6 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
3 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
5 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
10 år siden
Tidligt i seng om fredage...
Ansu Orheim ...
1 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
8 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
8 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
6 måneder, 10 dage siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
8 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
6 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
8 år siden
Jeg er så bange for, at det hele lige pludselig overvælder mig, eller, det ved jeg det gør. at jeg lige pludselig trevler op som en gammel og slidt bomuldssweater, at jeg med ét går op i limningen og bare smuldrer. Lige nu har jeg gemt et eller andet væk, så langt væk, gravet det så dybt ned, at jeg ikke kan finde det og deale med det. Og det kommer bare ikke automatisk op, når det burde. Det ligger og samler sig et eller andet ubestemmeligt sted jeg ikke engang kan placere eller mærke, men jeg ved bare, at det er der. En let lille bobbel der pludselig brister og sprøjter betændt puds ud over det hele. Jeg mærker små stik, små øjeblikke af ubehag indimellem, men en slags intens og inderlig ubehag, som man kan mærke bor dybt i en og aldrig vil forsvinde, hvis man tror den er forsvundet, er det i virkeligheden bare fordi den har fortrængt sig selv og spundet en muggen puppe om sig selv. En puppe spundet af råddent, vådt glemselsuld, med noget levende og fugtigt indeni. Noget, der damper, sætter sig som et fugtigt lag på indersiden af mig, som i en grotte, med grotteklima, sender tunge dråber ned med et hult plask i takt med at det gradvist fordamper. Med samme konsistens som det søvn der bor i min øjenkrog, bare større og med en lummer, pre-tordensvejrsagtig temperatur. Lugter af sommerregn, bare tungere og fugtigere, lumrere, dæmpet men stadig kraftig et sted derinde. Ubestemmelig ubehag. Hvor skal man gøre af det, når det ikke automatisk gør af sig selv? Jeg kan ikke finde det mere, hive det frem og undersøge det, men jeg er sikker på, at det stadig er der, at jeg bare har projiceret det over på noget andet, selvom det sommetider føles meget overbevisende og som om det ikke er der. Men det er ikke engang mig selv der har gjort det. Det har gjort sig selv automatisk. Og nu går jeg i bad for anden gang idag. Måske tror jeg et sted, at jeg bare kan skylle det af mig? Hvis det nogensinde forsvinder, er det som et tykt lag plast, der slider sig selv af. Langtidsnebrydeligt, hvis overhovedet nedbrydeligt. Det er flyttet ind, det bor der bare. Og jeg kan ikke fjerne det, eller i det mindste erkende det, når det aldrig viser sig i sin sande og oprigtige form. Hvis det da har sådan én.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Selvfortrængelse. er publiceret 21/04-2015 16:26 af Rebeccarebecca.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.