Puhh, timerne i dag har virkelig sneglet sig afsted..
Jeg er opløst, opløst af min egen gråd. Min hjerne bliver ved hvert åndedrag trykket sammen om mine tanker.. Der er mange kan jeg godt sige jer.. Altså tanker. Og de er viltfartende, flyvske og umulige at holde adskildt.. Jeg har kvalme, og min lyst til mad svinger, ligesom mit humør. Jeg skal ud i morgen, det i sig selv er en stor ting.. Jeg skal væk fra min rede og min værge, ud blandt andre sjæle.. Der ud hvor jeg er uden forsvar, bare Ayah.. Jeg er så bange, så bange for at knække.. For jeg er ikke knækket længe.. Men den der frygt, den sidder så dybt i min sjæl, frygten for at jeg knækker, blotter mine indre dæmoner, for et uskyldigt publikum. De vil ikke ane om de skal trøste mig eller lade mig lægge i mørket.. Bare lægge der alene, mig mod verdenen.. Jeg prøver, at være stærk, både for mig selv, men også for at de uskyldige sjæle ikke skal lide overlast af min udbrændte og fortabte sjæl.. Gode råd er dyrer og jeg ville ønsker, at jeg bare kunne spille cool, hvile i mig selv, og lade værd med at tælle timerne ned, til det som jeg frygter som dommedag. Hvad nu hvis intet sker, hvad hvis jeg bare bløder op og smiler verdenen i møde.. Det ville være rart, hvis jeg kunne overbevise min underbevidsthed om det... Jeg håber bare på, at jeg overlever og ikke knækker