Kære dagbog, torsdag d. 21/3 2024,

jeg er i gang med at forsøge at gøre min digtsamling "Stiløst Land" klar til et udgivelsesforsøg hos Gyldendal. Når/hvis de afviser, så forsøger jeg et andet forlag, men Gyldendal er nu engang drømmen.

Jeg synes at det er en sindssygt svært proces - dels at samle digtene, at finde en rød tråd i dem og i samlingens opsætning, og endelig at skrive en synopsis samt et følgebrev hvori jeg sælger samlingen til forlag, og mig selv som forfatter.

Det er svært, fordi at størstedelen af min digtsamling er dybt, dybt personlig, og fordi at det føles som om at jeg sælger mig selv, og min sjæl. Desuden har jeg svært ved at finde motivationen til hele processen, idét at jeg er ligeglad med penge og med status - jeg drømmer IKKE om at se mit navn i boghandleren, og hverken kunstlegater eller udgivelseskontrakter tiltaler.

Derimod drømmer jeg om at kunne lægge et billed op på Tinder af mig selv og af noget der viser at jeg ikke bare er førtidspensionist, med skrivning og kunst som hobby, men faktisk er seriøs forfatter/kunstner med noget på hjerte, og med en naturlig kampiver for at gøre verdenen bedre (hvilket selvfølgelig kan siges at være status-præget - men når nu ingen gider date en taber som mig, så må jeg jo vise at også jeg kan producere).

Romantisk kærlighed er nu engang det eneste jeg har tilbage at leve for - det eneste håb der holder mig i live. Altså, at møde én jeg vil kæmpe og leve for, tage på eventyr med og føle, at der da i hvert fald er én i eksistensen, hende, som kæmper på samme hold som jeg. Én der også vil fred, kærlighed og have det sjovt. Én at drømme med, og én at vågne op sammen med, til virkeligheden. Desuden én kvinde der uundgåeligt vil inspirere - ikke en muse (et udtryk jeg ikke kan udstå - det klinger i mine øre klamt, som brugte kunstneren en anden som et objekt), men blot én at skrive for, til og om.

Jeg håber selvfølgelig at min bog ville kunne gøre noget for andre, og at jeg en dag kunne sidde og drikke en kop kaffe med en læser, og høre om hvad personen har på hjerte ift. min bog, og derfra føre snakken videre - uanset personen ville dén person jo være uendeligt mere spændende at tale om, end min skide bog - fuck objekter, intet objekt er mere værd end sjæl. Desuden kunne det være fedt at blive inviteret til digtoplæsninger og debatter, eller at blive hyret til specifikke skriveopgaver (!). Så... jeg må hellere få købt en printer, så jeg kan få sendt den skide digtsamling afsted til Gyldendal (der kun tager imod manuskrifter tilsendt på papir), og måske endelig komme i gang med den roman jeg altid har haft lyst til at skrive (et romantisk, sensuelt og filosofisk værk - der jo dog er liiiidt svært at skrive, når man har så lidt erfaring med kærlighed som jeg har!), og de sensuelt-erotiske akvarelmalerier jeg drømmer om at male, endnu mere end jeg drømmer om at skrive. Malerier ala Tina Maria Elena Bak's.

Anyways, her det foreløbige synopsis-udkast - hvis du, kære læser, skulle have interesse i at tage et kig på digtsamlingen, så send mig din email-adresse, og jeg sender dig en gratis kopi; jeg tager hjertens gerne imod konstruktiv, hudløst ærlig kritik, især da jeg selv er ude af stand til at vurdere de enkelte digtes værdi - der er med garanti nogle digte i samlingen som ikke er gode nok til udgivelse: men generelt har jeg herinde på Fyldepennen erfaret, at min egen smag i digte er ret anderledes fra andres, og at de digte jeg var mest stolt af, ofte var dem der fik færrest kommentarer herinde :-)

--

"Stiløst Land"
- en digtsamling om at finde sin vej,
i både det indre og det ydre landskab.

Synopsis:

Stiløst Land vil tage dig med på en rejse du aldrig vil glemme - en rejse ind i poesiens mystiske land, hvor hvert eneste værk er skabt i variationens og originalitetens ånd. Digtene omhandler alle følelser uden omsvøb, og er skrevet både som korte, fiktive historier fyldt med symbolik, observationer af forskellig karakter, såvel som selvbiografisk, aftabuiserende poesi, der hudløst ærligt fortæller om traumer, overlevelse af disse og om dét at finde mening i absurditetens vold.

Emner der poetisk tages op inkluderer kærlighed, had, håb, håbløshed, meditation, eskapisme, holistisk eksistentialisme, døden, traumer og healing heraf.

--

Digteksempel =

"Rigid solidaritet"

Forestil dig,
at noget sker som allerede er sket

En ubeboet planet,
ganske from, fri for parasitter men også ensom

Forbi stormer en isholdig komet, af destruktion afledt
Kun udefra tom, som alt i bevægelse Big Bang's afkom

Indeni er en del af opskriften på liv, ligesom en brudgom
Ligesom en brud, absurditet hvis ikke indeni sig selv tilbedt
Kun udefra gjort til religion, ægteskab og trolddom

Kometen ramler ind i planetens klitoris, muligvis gentagen
Ramler ind i planetens inderste lag; sort magnesium, mangan
Kometens is fusionerer med manganet, i farten nedslagen
Temperaturen stiger til et plan, isen smelter medtagen,
og planetens første vand opstår, som sved skabt under et lagen,
og senere har vi første lag i livs-lagkagen, det første organ

Den sorte mangan i planetens inderste er nu aktiveret
Som en kvindes seksualitet kræver det tålmodighed, dedikeret

Manganet brages ud i atmosfæren af kometen, og ilt opstår
Langsomt gøres alt blødere og sensitivt, kærlighedens vilkår

På havbunden eller omkring gejsere sker kemiske samlejer
Den præbiotiske periode er slut, den kemiske evolution sejrer

Uden valg eller tanke bliver encellede organismer til flere
De udvikler sig alle, trilliarder af arter der alle absorberer
Evolution sker lige nu i alt levende, i planter, svampe og mere
Den kropslige intelligens i evolution opleves i det at meditere
Den kropslige intelligens kræver kun afkontrolleren at acceptere


Hverken meditation eller evolution kan forklares,
det skal opleves uden en betinget oplever bag
Ikke erfares, ikke vurderes eller huskes, bevares,
det er altid nyt og friskt, disse ord blot nag og plag

Disse ord blot ment som en lysestage, ikke ilden selv
Hvem ved hvad der har skabt hvad, kun en skurk tror sig helt

Kun den dumme tror sig klog, den kloge tror sig dum
Enhver der ved noget ved at de intet ved, uden ego i centrum

Uden ego i centrum, umuligt for enhver ideolog og religiøs
Ingen religion helliggør virkeligheden, med nysgerrigheden løs


Ingen religion eller ideologi uden hierarki, uden regression
Troen bliver til viden, til ego, til kun solidaritet med nogen
En rigid solidaritet, ethvert sprog er konstrueret fra Tronen
Enhver tanke er betinget og begrænset, en bremse for dialogen

Kan vi kigge i hinandens blikke og ænse at vi alle er én?
Som tornadoer på havet danser vi adskilt men er samme fænomen

For alt falder tilbage til Den Store Orgasme,
tilbage til Big Bang, dets ekko i bevægelse, i enhver spasme,
trods det ikke skete men sker lige nu, som alt måske en fantasme

Så...

Hvad var der før Big Bang? Hvad var der før guddomme?
Når universet stadig ekspanderer, kan vi det samme imødekomme?

Der fødes nye planeter, nye galakser og nye dimensioner uendeligt
Nye neuroner, nye kometer og planeter, nyt liv ugenkendeligt
Det smukke nu er jo smukt da det er forgængeligt og derfor unikt
Fælder vi træet for frugternes skyld går vi glip af naturens digt
Så længe vi lovpriser tænkning vil der altid være konflikt
Så længe vi definerer og evaluerer vil vi aldrig ekspandere på sigt

Så næste gang vi møder hinanden,
så lad os mødes som fremmede, nysgerrige på afstanden,
uden frygt, uden drømme og fordomme, og måske bygge bro,
ikke for at få ro, ekspandere eller reduceres til tro,
men måske for at se hinandens pupiller mindske og gro,
og i hinandens blikke se hele universet,
i solidariteten føle os ét med værelset,
allerkæreste skygge, lad os starte en dialog, tåreperset,
ubehersket.

--
(Værk i billede lavet af mig selv, givet væk)