Kære dagbog, torsdag d. 18/4 2024,

jeg blev udsat for seksuelle overgreb begået af min pædofile, i dag afdøde moder, fra jeg var 5 år gammel, og indtil jeg blev 8 år. Hun blev aldrig tiltalt eller dømt for overgrebene, men indrømmede dem overfor mig, og delvist over for resten af min familie, uden dog nogensinde at tage ansvar for det - hun skød skylden på mig, da jeg som vistnok 19-årig, efter kort tid i terapi, konfronterede hende.

Hun stoppede med overgrebene, da hun hørte at hun havde sygdommen Huntingtons - dén nyhed gav hende dels en massiv depression som udviklede sig til voldeligt raseri, og dels tror jeg at hun blev delvist impotent. Jeg husker en episode i Indien, hvor vi var i 7 måneder, da min moders søster pludselig ringede til hende i Indien og sagde at DNA var blevet opfundet, og at hun burde blive testet for familie-sygdommen Huntingtons. Min moders søster blev vistnok aldrig selv testet... Jeg husker en episode i Indien, hvor vi gik forbi nogle indiske tiggere, og at en smuk og myndig indisk kvinde kiggede ondt på min moder da hun så hvordan min moder opførte sig over for mig, hvilket hylede min moder ud af den. MEN dén episode KAN være ønsketænkning, eller kan være et andet minde der spiller ind; erindringen står i hvert fald ret uklart, og alligevel... klart.

Min moder begrundende sin pædofili med at jeg som 5-årig havde set hende og min far have sex, og derefter skulle have sagt til hende, at jeg "ville være med i legen", og at jeg "kom med så stor en kraft, at jeg (hun) ikke kunne sige nej!"... Jeg har hørt lignende historier om total ansvarsforflyttelse fra pædofile over på børnene, fra andre overlevere - og igennem andre overlevere af overgreb i barndommen har jeg i gruppeteapi hørt, hvordan jeg ikke er den eneste der til en hvis grad købte forklaringen og påtog sig ansvaret for overgrebet. Altså dengang jeg var 19 - fordi at en forældres grooming/manipulationsevne over for sit barn er så stærk og effektiv.

Desuden spiller køn og kønsroller i min historie en stor rolle - jeg havde dengang aldrig hørt om pædofile kvinder, og tænkte dengang at jeg som dreng MÅTTE have haft et medansvar, inden ydeligere terapi og research om emnet gjorde den åbenlyse sandhed mere klar. Da hun, da jeg var 19 og konfronterede hende, lagde ansvaret over på mig, og fik det til at lyde som om at det var MIG der som 5-årig havde voldtaget HENDE, blev jeg RASENDE, men vendte som altid raseriet indad, på mig selv, omend jeg også bandede af hende og svor at hun var død for mig. Men stadig påtog jeg mig dengang gerne et medansvar.

Jeg havde trods alt altid været syndebukken i familien, der fik skylden hver gang nogen havde spist al pålægschokoladen (min storesøster - engang gemte hun endda chokoladen under min hovedpude, og "afslørede" det for min far, der altid troede på hende og hendes uendeligt mange løgne, og som desuden delte hendes glæde med manipulation (..)). Jeg fik skylden hver gang min fars computer lavede problemer ("Hvad har du NU lavet Ansu?!", råbte min far aggressivt ugentligt), trods jeg i en ung alder hurtigt vidste mere om computere og om Windows 95 end ham, ganske enkelt fordi at han insisterede på at læse enhver ligegyldig detalje, og enhver tekst på skærmen, uanset hvor ligegyldig den var - han kunne ikke se skoven for bare træer ift. computeren, og gav mine besøg på spil-hjemmesider skylden for at computeren crashede, og ikke hans egen installation af alverdens ligegyldige programmer. Jeg vil gætte på at hans "skrivebord" på computeren stadig er ét stort rod, eftersom han nok aldrig lærer at "less is more". Jeg har dog også selv svært ved dén disciplin, som mine lange tekster og kommentarer illustrerer. Men ift. computere har jeg, og min generation, en mere intuitiv forståelse for computere end de ældre generationer. Så kort sagt - jeg var det sorte får i familien, den evige skuffelse, og som andre der har haft den rolle nok ved, så internaliserer man som barn den rolle, og bliver vant til at påtage sig ansvaret for alverdens ulykker.

Jeg vil tilføje at mit barndomshjem var voldeligt, på en ugentlig basis som minimum - mine forældre sloges fysisk, med knyttede hænder og spark, hvor min moder altid startede det mens min fader afsluttede det (...), hvorefter min søster og især jeg skulle trøste min moder, og hendes gule, blå og lilla mærker - altid under halsen, selvfølgelig. Min søster gentog mine forældres vold, og brugte mig som boksepude, bogstaveligt talt - åh hvor jeg hadede hende dengang! Hun fortsatte med sine alvorlige tæsk, der bogstaveligt talt flækkede flere af mine tænder, indtil en dag hvor vi stod på skøjter på den lokale tilfrosne sø. Jeg faldt igennem isen, og hun risikerede sit eget liv ved at løbe ud på isen og få mig op, og hjem i varme - derefter slog hun aldrig igen. Fysisk (...). Jeg følte dernæst, vel indtil tidligere i år, altså her i 2024, at hun havde reddet mit liv dengang på isen, og at jeg skyldte hende aldrig at fortælle nogen hvor modbydelig hun var som barn, og desværre i perioder også som voksen, hvor hun den dag i dag udøver psykisk vold - imod mig, forhåbentlig ikke imod andre.. Jeg har mange gange i livet sagt farvel for altid til hende, og til resten af familien, men er hver gang blevet ramt af dårlig samvittighed og en overbevisning om at de har ret - at det er mig der er skør og led, og har derefter genoptaget kontakten. Indtil i år... måske.

Engang ville jeg hellere dø, end lade nogen som helst vide hvad der var sket - at min moder havde tvunget mig som barn til at bruge mine hænder som hendes dildo, alt imens hendes egne hænder befamlede mig.

Det var først som 18 eller 19-årig at jeg, efter en række nervesammenbrud, opsøgte det gratis terapitilbud Kvisten, og dér for første gang fortalte en voksen, hvad der var sket. Jeg havde dog som barn, i en alder af 10 år, fortalt det til min bedste ven, Z, men da han dengang var lige så gammel som jeg, var hans respons bare "ad!", og jeg talte ikke med ham igen om det før mange, mange år senere.

Jeg har skrevet om alt dette herinde på Fyldepennen siden vistnok juni 2019 eller juni 2020 - jeg husker ikke det præcise år hvor jeg for første gang nedskrev og offentligt delte det, men husker at det var i et digt kaldt "Graffiti Farvelæk", hvor jeg forsøgte at gøre det indirekte. Efter at jeg havde lagt digtet op herinde på Fyldepennen, føltes det dog forkert at gøre det på den måde.

Imens jeg skrev digtet stod tårerne ned, og jeg husker undervejs i skrivningen at tænke "der MÅ da være en anden måde at fortælle min sandhed på! Det gør for ondt det her! Jeg kan ikke få mig selv til at skrive ordene!!!" - selv da jeg skrev det enormt indirekte og måske slet ikke registrerbart for læseren (hvilket heller ikke som sådan var pointen - pointen var at få det ned på skrift, så jeg kunne begå selvmord velvidende at sandheden ikke døde med mig; ikke for at få hævn på min moder, som på dét tidspunkt, i 2019/20, lå på plejehjem dødeligt syg med Huntingtons Chorea/Sygdom og var uden for pædagogisk rækkevidde, men for at fortælle min sandhed). Håbet var vel at min familie en dag skulle læse digtet, og lægge 2 og 2 sammen. Det at skrive det ned, selv i digtform og indirekte, er noget af det hårdeste jeg har gjort i mit liv, såvel fysisk som psykisk.

Fysisk fordi at det undervejs i skrivningen føltes som om at mit hjerte gik i stå - bogstaveligt talt. Jeg gik i chok/PTSD-frys/dissociation, og følte ikke at jeg kunne trække vejret undervejs. Og samtidig rystede jeg, som fik jeg stød, og frøs som sad jeg på en isblok og skrev. Men undervejs var fingrene mod tastaturet et anker i stormen af følelser - og fingrene mod tastaturet tror jeg gav en slags jordforbindelse, og en påmindelse om at jeg styrede narrativet, og ENDELIG kunne skrive dét, jeg altid havde haft lyst til og behov for at skrive, uden at jeg vidste det før jeg gjorde det - altså jeg vidste først, i selve processen, hvor meget det betød.

Psykisk var det helt vanvittigt hårdt, fordi tankerne larmede og føltes som skærene - som orme i barberbladsuniformer. Der var intet andet end overgrebene jeg i mindre grad gad tænke på, intet jeg hellere ville slippe for end nogensinde at skulle forholde mig til dem, og intet jeg hellere ville, inden jeg begyndte at skrive, end glemme alt om dem.

På trods af at jeg tænkte "okay, jeg skriver dette, og så skærer jeg håndledene over bagefter", så tror jeg dog også at der, inden jeg begyndte at skrive digtet hvor jeg afslørede min moders pædofili, må have været et håb om at det kunne føre noget med sig - at min familie ville læse det, og endelig for alvor tro mig. I 2019, da jeg delte det herinde, havde min familie vidst hvad der var sket i mange, mange år, men sagde at "det er en ting mellem dig og XXXXX". Selv min far. Bragte jeg emnet op, sagde både min far og søster ofte "ej, kom nu videre i livet mand! Stop nu det fucking fortidstrip (hader det ord), og se fremad i stedet for bagud! Tag dig nu sammen mand... har du fået dig en kæreste endnu? Nej? Er du droppet ud af HF IGEN?! Nå. Nå, men kommer du ikke snart og besøger din mor på plejehjemmet? Du kommer aldrig videre i livet hvis du ikke tilgiver hende!"

Jeg skylder dog min søster og min fader at sige, at de begge gik med til én times familieterapi, hvilket var en af de bedste timer i mit liv - fordi at jeg for første gang følte at min søster tog mit parti, f. eks. da hun vredt spurgte min far "hvorfor gjorde du ikke noget?!". Min far sad og surmulede i hele terapitimen, mens min søster gjorde sig til for terapeuten (...). Jeg har aldrig, aldrig, aldrig vidst hvor pokker jeg havde hende, min søster - hun kan være støttende det ene sekund, og anklagende det næste. Det føles det ene øjeblik som om at hun elsker mig, og det næste som om at hun hader mig - det har altid været vigtigt for hende at vise omverdenen at hun er en succes, med sunde rødder, og i dét billede har jeg aldrig passet ind; på hendes sociale medier har hun billeder af vores pædofile moder, men ikke ét af mig. Min straffeattest er altså ren, og jeg har aldrig gjort hende noget, andet end som barn at forsøge at slå tilbage når hun slog mig, forgæves. Men jeg ved også at hendes adfærd er 100 % normal - at familier hvor der er foregået incest, som i vores, desuden altid indeholder et hav af usunde dynamikker = måske har hun som barn været jaloux på at vores sindssyge moder var forelsket i mig, bogstaveligt talt. I hvert fald ved jeg at hun skammer sig over sin pædofile moder, selvfølgelig, og over sin taber af en broder - knapt så selvfølgelig. Jeg kan ikke tro at jeg ville være sådan over for hende, hvis rollerne var omvendt. Det HÅBER jeg i hvert ikke! Desuden -

jeg gik fri for vores moders sygdom Huntingtons, den mest forfærdelige sygdom som du, kære læser, sikkert aldrig har hørt om. Som 25-årig fik jeg at vide at jeg ikke har den arvelige sygdom, og da jeg fik det at vide, på Rigshospitalet, var min søster og fader med. Min søster brød i gråd da lægen sagde "du har IKKE anlægget for sygdommen Ansu", og løb ud af rummet og hen til rygearealet, for at trække vejret panisk igennem en smøg, stortudende. Hun sagde undskyld igen og igen for hendes reaktion, og forklarede at hun følte at når jeg var så heldig ikke at have sygdommen, som er 50 % arvelig, så måtte det betyde at HUN havde den, for vi kunne umuligt begge være så heldige ikke at arve den. Jeg tror jeg havde reageret på samme måde, og tilgav hende øjeblikkeligt - altså tilgav hende at jeg slet ikke nåede at reagere på lægens nyhed, inden at alt igen igen igen drejede sig om hende. Da jeg blev testet for sygdommen var jeg 99 % sikker på at jeg havde sygdommen, og havde inden gjort klar til at tage livet af mig selv, når jeg kom hjem fra KBH og fra Rigshospitalet - altså, løkken var bogstaveligt talt klar derhjemme, og nyheden om at jeg ikke havde sygdommen føltes som et tab = fordi at jeg mistede min berettigede grund til at kunne tage livet af mig selv med ren samvittighed, vidende at min familie ville tilgive mig når nu min fremtid hed Huntingtons. Min søster reddede på en måde endnu engang mit liv, fordi jeg blev bevidst om at jeg måtte være der for hende, når/hvis hun blev testet for sygdommen, og i tilfælde af at hun havde den. Hun gav mig den dag på en måde en grund til at leve, og desuden havde jeg dengang aldrig set hende så sårbar - hun har en voldsomt stærk facade, og er da også på nogle områder i livet utroligt, utroligt stærk.

Desværre fandt hun ud af at hun har sygdommen, i december 2023 (hvilket hun skrev til mig at hun ville offentliggøre, så jeg skulle ikke tænke på at holde det hemmeligt - jeg tror ikke hun har offentliggjort det endnu, men ved det ikke). Og desværre var hun modbydelig overfor mig, både da hun fortalte mig om den forfærdelige nyhed, og i månederne efter. På en måde jeg ikke ved om jeg nogensinde kan tilgive. Jeg ved heller ikke om hun nogensinde tilgiver mig, for at have kaldt hendes adfærd, i de måneder og generelt, for psykisk voldelig og sadistisk - overfor mig, så vidt jeg ved ikke over for nogle andre. Igen - jeg ved ikke præcis hvorfor, men jeg er ikke i tvivl om at hun hader mig, og har gjort det siden jeg fortalte hende om vores pædofile moder - hvilket hun i øvrigt forsøgte at overbevise mig om ikke var sket, og at det måtte være noget jeg fantaserede om.

Jeg tror at det først var dengang hvor jeg brød grædende sammen til en middag hun holdte, en middag for familien hvor vores mor også var inviteret - i en periode hvor jeg forsøgte at tilgive hende, hvor jeg stortudende sagde at jeg ikke kunne sidde ved samme bord som den pædofile mær af en moder, at det gik op for hende at jeg, i hendes evigt fornægtende system nok kun muligvis, talte sandt. Nogle gange kan kun tårer trænge igennem..

Anyways... jeg har jo allerede delt alt dette herinde, på mine 2 forrige profiler. Den ene af de profler blev slettet af Fyldepennens redaktion, uden at de nogensinde har forklaret hvorfor, trods jeg har skrevet til dem utallige gange. De svarer aldrig. Forestil dig at du havde delt sådanne hemmeligheder på en offentlig hjemmeside, og hjemmesiden så slettede din profil, sammen med tekster der var blevet skrevet direkte ind på FP, uden backup...

Min profil nr. 2 slettede jeg selv i februar 2024, fordi at en jeg holdt enormt meget af misforstod mig så groft at jeg tænkte, at ingen nogensinde vil kunne forstå eller tro mig - og at det ikke bare er anonyme kommentatorer, men alle der før eller siden tror at min historie betyder, at jeg må være enten skør, seriemorder, voldtægtsforbryder, stalker, pædofil eller voldelig, eller bare at jeg lyver om det hele.

Jeg slettede dog også min profil i februar, fordi at jeg tænkte at jeg havde "udtjent min værnepligt" - jeg har ikke ord for hvor stressende det er at have så sårbar information liggende fremme offentligt, og jeg har fra dag 1 haft lyst til at lukke ned for det hele igen.

Men det er tvetydigt, for samtidig er der en trang, stadig, til at kravle op på et bjerg og derfra råbe højt, til hele verden, at jeg er overlever af overgreb, at det var min mor der gjorde det, og at nej - gu var det ej min skyld! Eller mit ansvar, hvordan det tages imod idag, når jeg står frem.

Men... jeg havde godt nok aldrig troet at jeg kunne skrive om alt dette, som jeg gør lige nu, uden nævneværdige kropslige reaktioner af angst, depression, dissociation osv. - jo flere gange man gør det, jo nemmere bliver det, ligesom det gør når man siger det højt i levende live; "Jeg blev som barn udsat for seksuelle overgreb... af en kvinde, og det var min mor der gjorde det." Det bliver nemmere for hver gang - det lover jeg dig, af hele hjertet, til dig der har oplevet noget lignende. Det bliver nemmere at påtale, jo oftere du gør det. Den gamle forbandelse mister sin magi, jo mere fokus der er på den. Den pædofiles magt bliver mindre og mindre, jo mere lys der skinner på mørket - din krænkers handlinger bliver mere og mere ynkelige, og det bliver mere og mere krænkerens handling, og ikke DIN handling, jo mere du taler om det. Ved at tale højt om det jeg engang næsten ville dræbe for at holde hemmeligt, mister det dets potens, dets kraft og styrke, og krænkeren forvandler sig fra en almægtig dæmon, til et ynkeligt lille menneske. Ikke et menneske der fortjener ynk, men blot et menneske - jeg tror at enhver der har været udsat for overgreb, hvadend det har været som barn eller voksen, nemt kan komme til at gøre krænkeren til djævlen selv, almægtig, glemmende at det var kujoneri og magtsyge der drev dem til deres afskyelige handlinger. Også de der begår overgreb på voksne - jeg tror at det er meget af den samme psykologi der er på spil; ønsket om at dominere et andet menneske totalt, og kortvarigt føle sig som øverst i hierarkiet, eller højere end offeret i hvert fald.

Ift. min moder besøgte jeg i januar 2023 Osho RISK, det ny-buddhistiske miljø hvor jeg voksede op. Min moder var død et halvt år inden, og der var blevet holdt en mindeceramoni og fremvisning af hendes lig på kollektivet/behandlingscenteret (Osho RISK er et terapeutisk sted som dels er et kollektiv, og dels et behandlingssted/et sted der tilbyder alverdens former for meditationer). Jeg husker ikke hvorfra, men jeg havde hørt at min søster havde fortalt folk dernede, om vores moders pædofili. Min søster blev aldrig selv udsat for overgreb, men var til stede under ét af dem, ét af de sidste; hvilket hun siger at hun ikke husker. I min sidste samtale med min søster, hvor jeg sagde farvel for altid (igen), og kaldte hende en sadistisk sociopat, da nævnte jeg for første gang den episode, hvor hun kiggede på imens at jeg gav vores moder finger/hånd, i Indien i den første lejlighed vi boede i - en lejlighed med rotter og firben på væggene. Under et af overgrebene kiggede jeg imens på et firben, noget som jeg af en eller anden grund aldrig har kunnet glemme. Og så har jeg aldrig kunnet glemme overgrebet hvor min søster var der, og hvor hun kiggede på imens min moder bortforklarede det med at hun gav seksual-undervisning, og viste os hendes klitoris ("se børn, den ligner en lille tissemand!"), inden jeg så skulle give hende finger. Jeg har aldrig før nævnt det for min søster, fordi jeg tænkte hurra hvis hun aldrig kom i tanke om det..

Anyways... pyyyh jeg har skrevet længe!

Jeg hører lige nu, her kl. 18:28, Nujabes, en japansk DJ kendt for jazzede, asiatiske hiphop-beats, der er vidunderligt afslappende at skrive til. Hans bedste album er efter min mening "Never Ending Nujabes", som egentlig er et hyldestalbum, gratis på youtube.

Anyways... min søster havde vistnok fortalt folk på Osho RISK, hvad vores moder havde gjort, til hendes begravelse. Jeg havde på det tidspunkt været "offentlig" med det i 4 år ca, og har selvfølgelig altid håbet på en reaktion fra Osho RISK. Eller bare fra nogle af de mennesker, der virkelig betød noget for mig i barndommen. Desværre er den dernedefra der betød mest for mig i barndommen, Murai, død for en del år siden; jeg nåede lige at sige farvel til ham, inden kræften åd ham op.

Jeg besøgte selv Osho RISK, i en ret så manisk tilstand - jeg havde det som om jeg drog i krig, forberedt på at jeg skulle forsvare mig imod anklager. Grunden til at jeg besøgte dem, var at jeg havde mødtes med den tidligere leder af stedet, A, til en kop kaffe på en café i Århus, hvor hun og jeg havde aftalt at jeg kom forbi RISK et par dage senere. Hun og jeg talte på caféen om min moder og hendes forbrydelser, og om hvordan A og min moder engang havde været tætte veninder, hvilket jeg udmærket huskede. A var den totale modsætning til min moder - hun er den dag i dag elegant og reserveret, værdig og observerende, forsigtig i sin omgang med andre = sensitiv. Min moder var grænseløs og konstant grænsesøgende, for nogle helt sikkert charmerende og sjov, men for andre, såsom A, for meget, og jeg husker hvordan de i min barndom mistede kontakten. Det føltes som om, den dag i dag, at A ikke bare troede og tror på mig, men at hun endda støttede mig, da jeg kortvarig på Facebook delte historien. Jeg er ikke på Facebook i dag, da jeg er for skør, for ensom og deprimeret, og for ustabil til at være derpå; desuden bliver jeg konstant trigget af ord og farver derinde, og der er alt, alt for mange indtryk = måske er jeg autist; i hvert fald bliver jeg lynhurtigt manisk og dernæst drænet, af at være på Facebook. Hvilket får det værste frem i mig, såsom mere og mere bastant overbevisning om at alle ignorerer mig, på trods af at et opslag dagen inden, om overgrebshistorien eller om et af de andre af mine traumer, måske fik respons. Facebook's opbygning, og mit sind der ofte er som en guldfisk der kun husker de sidste 30 sekunder, er et farligt og dybt usundt match.

Da jeg tog på RISK, havde jeg ikke et gran angst i mig - som sagt føltes det som om jeg drog i krig, men en retfærdig og sand krig = at det var en god kamp jeg skulle til at kæmpe. Det skulle så vise sig, at det kun var én enkelt dernede, der ikke lod til at tro på mig. Altså, nogle af de gamle hoveder var enormt akavede over for mig, nok splittet af deres loyalitet til min far, der vist aldrig har nævnt det dernede og som sikkert har fortalt alverdens løgne om mig - det sidste er noget jeg gætter på, eftersom jeg kun én gang, siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, har hørt fra nogen fra RISK, trods jeg voksede op dér, hvorimod min søster f. eks. har kontakt til flere. "It takes 2 to tango", selvfølgelig, men jeg har alligevel altid følt mig svigtet af Osho RISK. Jeg delte for 2 år siden på Instagram, hvad jeg havde været ude for, og hvad min moder havde gjort, og blev dengang ignoreret af alle, som i ALLE, fra Osho RISK. Som jeg husker det.

MEN!!!

Da jeg besøgte Osho RISK, i januar 2023, følte jeg mig troet på, og støttet. De betalte for mit ophold, og var helt ufatteligt søde og nysgerrige - og et par af dem undskyldte endda for ikke at have set noget dengang. Jeg får tårer i øjnene lige nu, i skrivende stund, fordi retfærdighed er en smuk ting - "Justice is what love looks like in public"; citat af dr. Cornel West. Eller ej, jeg ved ikke om det er retfærdighed der giver tårer, men det betød under alle omstændigheder meget, at blive troet på, OG at blive spurgt om alt muligt andet, også, uden at overgrebshistorien blev tabuiseret. Trods en enkelt mand forsvarede hende, en mand der altid hadede mig som barn og nu også som voksen, uden at jeg aner hvorfor. Andet end at min moder engang var hans terapeut, og at han sagde at han følte at hun havde reddet hans liv (ikke direkte citat af ham).

Og her kommer noget interessant =

Han fortalte nemlig at han følte at hun havde gjort noget livsforandrende for ham, i hendes terapi. Han havde fortalt hende om sin indre konflikt angående sin homoseksualitet, og sin skam tilknyttet hertil, og at hun derefter havde bedt ham og en anden mand, en mand der var heteoseksuel, om at ligge sammen, med tøj på under et tæppe. For at den homoseksuelle skulle erfare, hvor ufarligt og hvor trygt det var at ligge sammen med en mand - og hvordan noget så ufarligt og trygt som kærlighed mellem 2 mennesker aldrig kunne være noget at skamme sig over. Han omfavnede vist sin homoseksualitet mere efter det.

Og fair nok - hun hjalp ham. Hurra. MEN - i mine ører lyder det præcis som min moder = en terapeut der leger gud og som eksperimenterer med sine medmennesker, et eksperiment der i dén omgang åbenbart lykkedes, men hvad hvis det var mislykket? I mine ører lyder det som en dybt uprofessionel terapeut der gør sådan, og om ikke andet så var det rart at blive mindet om hendes magtsyge lege, og hendes grænseløse og grænsesøgende adfærd, hvor hun så hvad hun kunne få andre til. Det var knapt så rart at føle mig hadet af den mand, men han hadede mig også som barn, så c'est la vie - hans grund rager mig en papand, for jeg ved at jeg aldrig har gjort ham noget - han hadede alle børn, men mig især tror jeg. Og altså også mig som voksen - hvilket giver mere mening, min moder in mente.

Anyways...

jeg vil runde af.

Jeg havde egentlig med denne profil, herinde på Fyldepennen, tænkt at jeg nu ville forsøge ikke at skrive om overgrebshistorien og holde den hemmelig, dels fordi at jeg ved at den skaber så mange illusioner, at en potentiel kæreste skræmmes væk - og nogle kvinder på Tinder googler nu engang mit navn inden dates.. Og dels af førnævnte grunde.

MEN... jeg tænker på selvmord konstant. Jeg er ekstremt ensom, og jeg har absolut ingen energi - hverken til de daglige gøremål, som dog bliver gjort hvorefter jeg kollabser i sofaen eller sengen og bliver dér resten af dagen, eller energi til... at arbejde på at få et liv. Mit værested, et værested for voksne overlevere af overgreb, har jeg været på tvungen pause fra i flere måneder, fordi jeg havde en konflikt med en dernede, hvorefter vi begge fik en "time-out", og nu er væretedet gået på ferie indtil starten af maj måned, fordi de flytter lokaler. Så jeg ser ingen, udover min vidunderlige bostøtte som jeg holder enormt af - jeg har ikke styr på hvor mange gange hun har hevet mig op af kviksandet og ind i lyset igen.

Så... hvad har jeg at miste?

Altså, jeg holdte mig fra at date, indtil for 4 år siden - sjovt nok fik jeg lyst til dét, i samme omgang som jeg fik lyst til at dele min historie herinde, og på samme tid som jeg for alvor fik lyst til sex igen. Det var pga. en gruppeterapi, hvor en kvinde en dag, hvor jeg var vred på min fader, sagde at jeg ikke skulle holde igen med at dele vreden, og at hun ikke var ikke bange for mig - "Kig på mig imens du fortæller det, jeg kan tage det, jeg er ikke bange for dig Ansu,". Jeg var desuden tiltrukket af hende, trods jeg vidste at der aldrig kunne, eller burde, ske noget. Dén oplevelse fik mig til at tro på, at andre mennesker kunne rumme mig - hele mig, alle mine følelser, uden at blive bange for mig.

Så, nu skriver jeg om det igen, og igen prøver jeg at lægge drømmen om kærlighed til side. Den gamle plade, for nogle herinde.

For jeg vil ikke gå i døden, vidende at jeg ikke gjorde alt jeg kunne for at gøre mit for, at det fucking tabu brydes. Jeg vil ikke dø uden at vide, at jeg gjorde alt jeg kunne, med de ressourcer jeg nu engang har, for at gøre det nemmere for en anden mand eller endda en dreng, måske først om mange år og måske aldrig, at skrive om dét at blive udsat for overgreb af sin egen moder, og føle at man ikke kan tale højt om det - og at HVIS man endelig taler eller skriver højt om det, så kommes man i kasse sammen med de typer mennesker man foragter mest på jorden = overgrebspersoner og lignende, der nyder at se andre lide. Samt at hvis man siger højt "jeg er mand, og jeg blev udsat for overgreb af en kvinde", at så er man diskvalificeret fra nogensinde at date en kvinde. Og endelig at man SKAL være en succes, for som mand at dele noget så sårbart, og så tabuiseret - jeg kan ikke komme i tanke om et større tabu end en pædofil kvinde = det strider imod alle sexismens normer om kvinden som den underdannige, og manden som den dominerende - SELV når det er en voksen kvinde, og en lille dreng. Desuden er både danske film og Hollywod vilde med fortællingen om en ældre kvinde der er sammen med en teenager, et forhold som i filmen så fordømmes, SAMTIDIG med at filmen tvetydigt intet fortæller om hvor ødelæggende det er for teenagedrengen der vokser op i skyggen af et forhold hvor magten er så vanvittigt ulige fordelt - herhjemme tænker jeg f. eks. på filmen "Dronningen", som jeg ikke har set og nok aldrig kommer til at se, fordi... ville man lave samme forside som den lortefilm har, med en granvoksen mand og en ung teenagepige kyssende?! Nej sgu da, gudskelov, men når det er en ældre kvinde og et barn... så er det pludselig "en forbudt romance" (Politiken-citat angående en anden film, amerikansk, med samme tema). Fy for helvede.

Altså helt ærligt...

I mine skøreste stunder tænker jeg, at det sgu da for helvede ikke siger noget negativt om mig, at jeg står frem med min historie - at det sgu da kun vidner om karakterstyrke - ikke om mod (!!), for selvmord har jo altid været en følgesvend til at gøre det - der er intet modigt ved at gøre det, når man samtidig ikke tager ansvar for eftervirkningerne. Men der ER sgu da karakterstyrke ved at gøre det - det KRÆVER sgu da noget at overleve sådan en omgang, for helvede, og det kræver sgu da noget at indsamle de filosofiske og psykologiske ressourcer der skal til for at skrive om det - det kommer sgu da pokker ikke bare af sig selv; jeg kunne ikke gøre det, hvis jeg ikke havde læst Malcolm X's selvbiografi, og Maya Angelou's, og Kurt Kyed der har meget den samme historie som jeg - dog med væsentlige forskelle også, på godt og ondt, og jeg havde ikke kunnet gøre det uden at lytte til utallige modige hiphoppere, både mandlige og kvindelige rappere, der bryder tabu og som står ved sig selv, og ved at man selv fanme er værd at kæmpe for, uanset hvad samfundet siger.

I mine skøreste stunder har jeg tænkt, at en kvinde kunne se et potentiale i mig - at når jeg kan dele sådan en hemmelighed, og stå ved det som jeg gør, så kan jeg også være en god fader til hendes børn, og en god partner for hende - en soldat, og en elsker.

En kvinde jeg var vild med i over et år, indtil vi havnede i en større konflikt, sagde inden da til mig, at hun kunne ønske for mig at jeg en dag lagde geværet til side og stoppede med at kæmpe (ikke direkte citat). Mange andre har sagt noget lignende til mig, også min ekskæreste.

Men altså...

jeg kæmper ikke engang for andet end et liv - mit eget. Jeg håber da at inspirere, men det er mere en kamp for at overleve, og for at kunne få lov til at være i verden med MIN sandhed, uden skam og skyldfølelse og med STØTTE, end det handler om at jeg kæmper for en sag - dét gør jeg ikke rigtig. Eller jo, jeg ønsker at kæmpe for MANGE sager, men drømmen er bare et forhold, hvor vi er KLAR til at kæmpe for hinanden, men da forhåbentlig aldrig skal kæmpe igen. Alle kvinder jeg nogensinde er faldet for har været "stærke typer", krigere, men også sensitive. Selv med verden omkring i ruiner, så kan man da stadig få et lykkeligt liv, hvis bare selskabet er elskværdigt.

Så...

Jaja, så skrev jeg endnu et indlæg om mig mig mig. Jeg håber at det ved min død engang kan læses som også omhandlende dig, dig og dig - for overgreb er SÅ almindelige!! Af alle overgreb i DK anslås det i en rapport fra 2003, fundet via en anden rapport, "Det Erobrede Køn" via Landsforeningen SPOR, at 26 % af alle overgreb imod børn begås af kvinder. 26 fucking procent!!! Og med tanke på hvor almindelige pædofile overgreb er - hvor er alle overleverne henne? Hvorfor skal de ties ihjel af dig, dig og dig? Ikke at jeg selv er meget bedre - jeg aner da heller ikke hvad jeg skal skrive, når jeg læser en tekst om overgreb, eller ved hvad jeg skal sige hvis jeg hører en fortælle om det (på værestedet jeg kommer, for voksne overlevere af det).

Men jeg stoler på, at ordet ikke er ordet - tingen er ikke tingen. Bare tænk René Magritte's maleri "Dette er ikke en pibe". Du kan ikke som sådan sige noget forkert til en der siger til dig, at vedkommende har været ude for overgreb, hvis bare du lytter først. Hvis bare du dropper enhver tanke og illusion om, at du har NOGEN som helst idé om hvad dét vil sige - SELV hvis du selv har været ude for det!!! Alle historier er unikke, ikke 2 er ens!

Overlevere af overgreb er sårbare, ja, men også overlevere af helvede - vi er fucking hardcore! Ift. visse aspekter af livet.. Det er så fucked at "sårbar" nærmest er blevet et skældsord i Danmark, som var sårbarhed ikke den ENESTE vej til kærlighed! Det er så fucked at vi kalder de mest udfordrede for "de svageste", når de udholder en hverdag som ville brække ryggen på de såkaldt stærkeste!!! Det er så fucked, når overlevere af overgreb bliver privelegie-blinde, og glemmer at ikke 2 historier er ens, og glemmer deres egne privelegier.

Det håber jeg inderligt at jeg ikke gør - mit privelegie som mand, som "etnisk dansker", som relativt dannet trods lav uddannelse, som relativt rig på førtidspension ift. dem fanget på kontanthjælp, mit privelegie som ædru ift. de endeløse horder af overlevere, der selvmedicinerer med druk, stoffer og arbejdsnarkomani, og sidst men ikke mindst mit privelegie som dansker - i at kunne skrive om alt dette, uden at blive klynget op i et træ, for "overgreb avler jo overgreb" (gu gør det røv).

Ikke mere herfra - tak for at have læst helt hertil, hvis nogen har gjort det. Jeg besvarer næppe mails, da jeg er helt ude i tovene, trods tonen måske ikke virker sådan. Men jeg får besøg af min bostøtte imorgen fredag - endnu et af mine privelegier. Og som mit livs ekko nok ville være, mit livsmotto, så... skal alt nok gå. Eller humpe. Måske hiphoppe.

En skøn sang er Ansu - 9 to 5. Han er en tysk rapper, der desuden er overlever af overgreb (ifølge en tysk artikel - mit tyske er ikke det bedste i verden, så måske har jeg misforstået artiklen). Ansu - 9 to 5, også en fed musikvideo. Og nej, jeg er ikke ham, medmindre at individualitet er en illusion, og vi alle er enten planetens eller universets bevidsthed der vågner til realiseringen af, at vi alle er én. Alle lige, og ingen mere lige end andre, med Kant's kategoriske emperativ in mente - d'uh.

(Værk i billede lavet af mig selv. Dette indlæg lægges også op som en tekst herinde mandag d. 22/4 - for at tilføje muligheden for relativt offentlige kommentarer - jeg ledte i årevis ANONYMT efter nogen der skrev om overgreb, begået af kvinder mod drenge, forgæves, udover Kurt Kyeds vanvittigt vigtige arbejde, og VED at der er en mulighed for, at en forpint sjæl derude, fattigere end jeg, læser med; en STOR sandsynlighed, endda, al statistik in mente...)

PS: Forhåbentlig kan vi en dag finde et andet ord for overgreb på børn end "seksuelt misbrugt", for der er absolut intet seksuelt ved det for barnet, eller for et voksent voldtægtsoffer. Ved at kalde det f. eks. tortur, eller vulgær tortur, eller seksueliseret tortur, kunne man altså måske skabe en kulturel forandring, hvor alvoren i det blev gjort klar, og hvor pædofile og overgrebspersoner fik den straf de fortjener - enten dødsstraf, eller livslang behandlingsdom, og ikke de 3 år i fængsel, som er noget nær den maksimale straf pt, og som er en hån af ethvert offer, hvert evig eneste gang endnu et svin fældes og får en dom der er sådan til grin.