Jeg har rigtig meget lyst til engang at kunne lide mig selv. At kunne se på mig selv uden at føle, at alverden skal ændres. At kunne se på mig selv, eksisterende dér på den anden side af spejlet - uden at ønske, at det kun var der, jeg åndede.

you figured me out
like a leaf in the wind
i try to find who i am
but wind up lost in the end
sometimes its hard to know whats real when your not

Det er egentlig sjovt. For i bund og grund kan jeg godt lide mig selv. Det er bare indgroede vaner. Efterveer efter for mange års opkastninger og nervøsitet og angst for at være god nok. Kan undre mig over, at jeg nogen sinde har ladet nogen komme tæt på.

Men min mur er høj og ikke til at rive ned. Og der er glasskår i cementen, så man river sig til blods, hvis man vil forcere den og mig.

cause you know i change myself to impress whoever happens to be next to me
but i'm sick of trying so hard
waste all your time with me
i know i'm a mess right now
dont give up believe
i'd wait it out for you

Ingen ord kan nå mig, når jeg har det, som jeg har det nu. Ingen hænder - og kan fristes til at spørge, hvor de hænder skulle komme fra. Jeg vil bare gerne holde af mig selv. Det er så ensomt nogle gange. Som om, at der ikke er sammenhæng mellem mig.

Er dårlig, fordi jeg har spist for meget. Ville ønske, at det var almindelig fuldskab. For så kunne jeg undskylde trangen til at kaste op. Men jeg gør det ikke. Jeg vil lægge mig ind i min seng og være alene. Har snart glemt, hvordan det er at være to. Og det værste er, at det mest af alt er, fordi min tro ligger i fortiden. Dér er min fejl... at tro på en fortid, som har gjort mig så ondt? Hvorfor?

(citat fra Armor for Sleep: Remember to feel real)