Der er noget galt. Indeni. Udenpå. Sådan i det hele taget. Det er det hele. Jeg har ikke penge nok. Jeg har det skidt. Jeg dyrker ikke motion nok, er ikke så pæn, ikke helt så sød som jeg kunne, og spiser for usundt.
Jeg er en idiot. For jeg ved jeg er det. Folk siger jeg er det. Jeg er sød, smuk, klog og sjov. Men det er ikke nok. Er bange for alverdens møgirriterede ting. "Kan jeg mon godt sætte mit hår sådan, kan jeg mon gøre det? Har jeg råd til det her, og hvad med det? Mon det, mon det, hvad hvis..."

Jeg hader det. Alle de latterlige lorte tanker om ingenting. Og herinde. Hvem læser mine tekster? Hvem finder min dagbog interesant, og hvorfor?"
Åndsvage tanker. Trænger til bekræftelse. Af en eller anden slags.

Og th. Er døn bange for alt muligt. At han ikke så godt kan li mig og sådan noget, selv om jeg GODT VED at han kan. Selv om jeg er 100 på at han er drøn forelsket i mig. Hvorfor bliver jeg så ved med at spekulere i det?
Er lige som om det hele har ramt en spids. Som om tiden har været inde for længe, og nu er det for sent at sige stop. Det hele er forbi det punkt hvor jeg kunne nå at rede mig selv. Ved ikke hvad jeg skulle redes fra og hvorfor og hvordan. Jeg ved bare.... Ingenting. Ved ingneting. Kan ikke.
Det hele føles bare underligt. Som om jeg ikke er tilstrækkelig.