Sårbarheden var skøn

Tilrettet sofabord
Peter
9 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
15 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
9 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
15 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
9 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
4 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
9 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
6 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
2 måneder, 20 dage siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
11 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
7 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
11 år siden
Tredje Bog started
JesperSB
3 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
8 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
9 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
11 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
11 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
Hva så Stella, er du ved at komme dig over alt hvad du nu har lavet.
Mor skrev en besked til mig i morges "verden er næsten normal igen:-) dit buskort er fundet"
Verden er næsten normal igen.... Hmmm ja næsten normal.
Føler mig ikke længere så ufattelig dum. Jo lidt. Det er mest C's ord... Om at hun ikke føler hun kender mig længere.
S skrev idag, da jeg skrev "man kan jo aldrig vide", "nej ikke når det er dig"
Min uforudsigelighed skræmmer mig lidt. Et pludseligt indfald med at nu kunne jeg lige tage op til LM, det at vi gjorde det, at jeg siger til mine forældre hvad der skete, at jeg tager tilbage og lader en anden fyr lægge an på mig, at TL spør "fik du så noget pik(eller et eller andet)" og jeg bare åbentlyst svarer JA. Alt det hele, det er små ting, men de skræmmer mig, for det er hele tiden.
Jeg chorkerer mig selv, og det er jeg ikke vant til. Jeg er en af dem der kan planlægge hvad jeg vil gøre, hvad jeg vil sige, og så sker det faktsik, nogenlunde. Nu gør jeg ingenting. Lader hver en ting ske. Og det er ikke rigtigt med vilje. Hvis jeg så bare havde tænkt "nu skal du ikke have nogen kontrol over dig selv. GIV SLIP" så vidste jeg hvad jeg havde gang i, men det er ikke det.
Det er ike noget jeg har tænkt over. Det er noget der bare kom. Det var der bare. Pludseligt.
Som om jeg er løbet fra mig selv, fra min egen skygge og mit eget liv. Nu står jeg her, på kanten, uden mig selv og uden andre. Jeg har ingen at hive med herud, og her er temligt tomt. Emsomt. Det er som om jeg ikke har styr på noget. Jeg burde gå igang med mine lektier. Koncentrere mig lidt, men kan ikke. Tænker kun på Lm... Ved ikke om jeg kan li ham. Det tror jeg jeg kan, lidt i hvert fald, hvis han kan li mig. Håber han skriver i aften, når han kommer hjem fra arbejde, om vi skulle ses i morgen eller hvad vi skulle... Eller skriver at vi ikke skal. Et eller andet, så jeg ikke er så forvirret. Burde nok stoppe lidt op, emn jeg kan ikkke. Hele tiden skal jeg bare videre, og så videre derfra. Fra A til Å for så igen at starte forfra. Burde stoppe op og tænke. Tænke om det nu er det her jeg vil. Men har ikke tiden til det. Som om jeg skal dø imorgen. Begyndt at tvivle på de budhistiske tanker, og svæver lidt rundt uden at vide hvad jeg skal gøre af mig selv. Vil ikke dø nu. Har ikke tid til at dø nu, men det FØLES som om jeg snart skal. Det har jeg ikke lyst til. Jeg ved ikke hvor tanken kommer fra, men den er der bare. I baghovedet. Og hvis jeg sidder helt stille, uden at røre en finger, uden noget som helst, helt stille i stilheden, så dør jeg. Indeni.

Glemmer ikke hvordan det var at sidde sammen med LM efter vi havde gjort det. Det var vildt fantastisk. Følte at jeg havde følelser. Følte at jeg var noget værd, og det var som om at ja... Jeg var sårbar og blottet. Et menneske. Det er jeg ikke vant til. Altid overmennesklig, altid usårlig, gemt væk under mit jern skjold, hvor ingen ser mig, hvor ingen kender mig. Men der, nøgen kun med ham, var det som om han havde taget mit hjerte ud, og sad med det i hånden, og aede det. Passede på det, mens jeg kyssede ham og kiggede ham i øjnene.
Jeg vil føle det igen. Igen igen. Sårbarheden. Bare være det. Sårbar. Det er jeg ellers ikke sammen med andre mennesker. Tror heller ikke han følte at jeg var det, men det gjorde jeg.
Han skrev igen i går aftes. Om jeg havde fået det ordnet, med pillen...
og jepper... det havde jeg jo...
Men ja, verden er næsten normal igen.. bliver nød til at få lavet lidt af de lektier...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Sårbarheden var skøn er publiceret 22/10-2005 15:43 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.