Ja, er det nu? Er det nu jeg skal smile? Nu jeg skal græde? Nu jeg skal le? Glæde mig? Kede mig? Drømme mig væk? Falde hist op og her ned? Skal jeg lade mit humør, min sjæl opsuge forårsglæden? Skal jeg klæde mig i lyst, luftigt og alligevel varmt tøj? Stærke pastelfarver? Mintgrøn? Solskinsgul? Ildrød? Gløder? Er det nu? Eller er det for tidligt? Eller forsent? Er det okay at ønske noget andet, noget mørkt og dystert? Er det nu jeg skal vise min uafhængighed og klæde mig i sort, lægge en overdrevet make-up, lade håret hænge og måske tegne noget der næsten ligner ar på håndledet? Er det nu, jeg kan mærke mit ønske om mere? Mere smerte og der med mere glæde? Mere sorg og dermed støre fred? Støre savn og der med større kærlighed? Eller er det noget pis? Er det ikke helt relevant at jeg keder mig? Jeg lever i et velfærdssamfund, og det eneste det fører med sig er en hverdag så GRÅ, så keeedelig, at jeg føler misundelse ved tanken om krisbørn! Er det sygt? Er det forkert? Noget man ikke burde? Noget JEG ikke burde? Men hvis jeg nu gør? Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Det er da klart. De har det jo forfærdeligt. Aldrigglad er ligeglad. Men du er aldrig altidglad. For det er umenneskeligt. Men derfor kan man jo godt.. Nej, selvfølgeligt ikke. Hvis lovene er menneskelige er det jo ikke menneskeligheden der skal laves om! Eller er det? Og nu tabte jeg tråden, fordi jeg ikke har vendet mig til mit tastatur. Men det kan I selvfølgelig ikke se. Måske er det på tide at jeg smider min computer ud og i stedet bliver lidt social. Får noget ud af livet. Men jeg synes altså også at jeg er blevet meget god til at lave aftaler af forskellig slags. Det var åbentbart nu. FOr hvornår skulle det ellers være? Jeg mener, næste år.. Om et halvt år, om MINDRE end et halvt år skal jeg til Peru og det er vel nu, jeg skal se mine venner? Ja. Det er nu. Men hvad med alt det andet? Er det nu?