Det spørgsmål plager mig overordentligt meget for tiden - på den ene side set, véd jeg godt at, på grund af mig, er mine stakkels unger blevet tynget med nogen erfaringer, som de helst skulle have været sparet for - og at der under det meste af deres opvækst ikke har været råd til alle de ting og fornøjelser, som de burde have haft...("hvorfor skal VI aldrig holde ferie, mor?")... på den anden side set, ved jeg også godt, at de et langt stykke hen ad vejen har haft min fulde opmærksomhed mere end andres børn, at der altid har været tid til pjat og gåture i regnvejr med tilhørende varm kakao bagefter..

Jeg elsker dem så forfærdeligt højt alle fem... og jeg ville bare så gerne kunne give dem mere, end jeg gør!!!

Men alligevel giver de jo alle udtryk for, at de elsker vores tilværelse sammen, med de mangler, den nu engang har....

Måske findes den perfekte barndom slet ikke... faktisk generer det mig også, at jeg ikke kan huske andet fra min egen barndom end enkelte brudstykker og en følelser...

Var jeg lykkelig?
Ingen tvivl om, at jeg havde alle de TING, som mine egne børn har måttet undvære - men hvorfor husker jeg så så tydeligt fornemmelsen af ensomhed - af at være så forbandet "anderledes"??

Videre med historien, som sætter så meget igang i mig:

R. blev indsat i almindeligt lukket fængsel og mit besøgsmønster ændredes - efterhånden besøgte jeg ham hver eneste weekend - og af og til, var nogle af ungerne med.

Børnene accepterede ham uden indvendinger og brokkede sig ikke engang over, at jeg brugte så meget af min tid på ham.

Efterhånden nåede vi dertil, hvor han kunne begynde at få orlov hver tredje weekend... hvor var vi glade allesammen!

De weekender, hvor børnene var hjemme, blev brugt til at hygge os sammen; spille spil; gå ture; lave mad sammen - vi var som en lykkelig familie...

De weekender, hvor børnene var hos deres far, var vi to sammen på den bedste måde: Vi gik ture langs havet; elskede dybt og inderligt; jeg introducerede ham for bekendte - og alle som én blev de charmeret af ham... han roste mig til skyerne overfor dem og ville efter al sandsynlighed gøre ALT for mig og ungerne....

Vi fik genoptaget kontakten til hans barn fra et tidligere forhold og det gik fint i forhold til mine børn.
Han fik igen kontakt til sin familie.. og de modtog både mig og børnene med åbne arme.

Verden VAR lys og alting syntes at lykkes. Han blev overført til et åbent fængsel og der blev lagt planer, så han kunne påbegynde en håndværksmæssig uddannelse under afsoningen.

Jobmæssigt gik det godt for mig - jeg afsluttede min vikar-periode og fik fast arbejde på en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg virkelig fik lov til at vise, hvad jeg duede til - og blev bakket op såvel af kolleger som chef og fra politisk side...

Jeg fik ovenikøbet mulighed for at deltage i et quizshow på TV, hvor jeg vandt en større præmiesum... så bilen blev skiftet ud med en større model og ungerne fik nye cykler og tøj i bunkevis osv... resten af pengene blev brugt til at dække den gæld, jeg havde fået med mig fra mit ægteskab og resten blev sat hen til konfirmationerne, der fulgte...

Men den ekstra frihed, R. fik, da han begyndte på Teknisk skole, syntes faktisk at påvirke vores forhold negativt: Når jeg besøgte ham, virkede han sært rastløs og fraværende... det frustrerede mig - og jeg begyndte så småt at overveje, om vores forhold var ved at køle af...