Tja, så er weekenden gået stille og roligt er den gledet ud af hænderne på mig... og det har sådan set været OK: afslappet og uden de helt store gøremål.

I fredags fik jeg skrevet min første jobansøgning efter barselsorloven... på en måde savner jeg virkelig at komme ud og beskæftige mig med noget, som jeg er god til... men jeg véd også udmærket, hvor mange ansøgere, der er til hver enkelt ledig stilling, så chancerne er små... også selv om jeg har erfaringen til lige netop denne stilling... Vi må vente og se.

Jeg har ikke fået skrevet noget de sidste par dage - selvom jeg ellers har haft god tid til det.
Tværtimod har jeg gået med spørgsmålet om, hvorvidt det nytter noget at ribbe op i hele den fordømte historie med R.

Det stjæler mit overskud, gør det!
På den anden side set, ligger det bare og fylder i mit sind, hvis ikke jeg får det ud... så jeg prøver igen:

Første gang vi skændtes rigtigt, var da tvillingerne blev konfirmeret... Årsagen var, at min ex-mand fik lige rigeligt at drikke og sluttede dagen af med at låne en 50'er af mig.
Det var i grunden ikke noget, jeg bed så forfærdeligt meget mærke i. Jeg var gennem årene vant til, at han og jeg lånte penge af hinanden... men da vi kom hjem, var der lagt op til ballade: R. var sikker på, at jeg havde "noget kørende med min ex-mand" og
skældsordene fløj gennem luften - grovere end noget, jeg før havde oplevet - jeg prøvede at glatte ud, mens alle mine 4 unger og hans ene barn stod og så måbende til...

Næste dag var han een stor undskyldning, så jeg afskrev episoden med, at han nok havde haft nerver på over at skulle møde hele min familie for første gang..

Nå vi fortsatte og jeg lånte ham penge, så han kunne begynde at tage det kørekort, der ville blive nødvendig for ham, når han skulle i gang med den praktiske del af sin uddannelse.... få uger senere blev han bortvist fra det åbne fængsel, hvor han afsonede pga. stoffer i urinprøven - dermed røg han også ud fra Teknisk skole.... samtidigt viste det sig, at de 15.000,- jeg indtil videre havde indbetalt til kørekort var blevet brugt.... og endnu engang, lykkedes det ham selv at fortælle det, før jeg fik besked om det fra anden side.... han var nu stoffri og fortrød (selvfølgelig) bitterligt - og eftersom han havde søgt om overflytning på en narkofri afdeling, fandt vi atter ud af det (og jeg betalte de 5000,- han yderligere havde i narkogæld)....

Det halve år, han afsonede på den åbne narkofrie afdeling, var pragtfuld... afdelingen fungerede næsten mere som en familie end et fængsel, R. fik arbejde udenfor - og et løfte om en læreplads efter afsoningen og han blev meget aktiv i NA (anonyme narkomaner).

År 2000 var det første år, hvor vi kunne fejre jul og nytår sammen som familie - og julen gik da også rigtigt godt.... Nytårsaften var en lidt anden historie, da R. og min ex-mand forsvandt et par timer lige efter middagen og var stangstive, da de dukkede op igen... men det VAR jo nytårsaften - og selvom jeg normalt nøjes med en øl til maden og champagne kl. 00, er det vel OK, at andre vælger at feste på en anden måde... og de var begge to fjollede og glade, så det gik jo nok...

Det gjorde det også helt indtil midnat, hvor vi skulle fyre raketter af - at fyrværkeri og spiritus er en dårlig kombination, så vi ved selvsyn, da R. på én eller anden måde kom til, at holde en stor raket i hånden, da den sprang... der gik ild i hans tøj og han fik brandsår på en del af kroppen og den ene arm.

Jeg fik ham ind og rensede sårene så godt, jeg kunne... men han ville ikke på skadestuen - han ville bare sove... så det fik han lov til..

Næste dag tog han til vagtlæge og fik gået sårene efter og da han ikke måtte tage smertestillende udover Pamol (pga. de urinprøver, han skulle aflevere på afdelingen), valgte han at købe en halv flaske snaps til at tage smerterne med.

Skulle jeg have opfattet skråplanet her?.... Ja, det burde jeg utvivlsomt have gjort... men det gjorde jeg altså ikke - ellers også var jeg allerede på det tidspunkt blevet SÅ god til at lukke øjnene for alle faresignaler, at det var blevet en livsstil... I hvert fald sidder jeg lige nu her og er forfærdeligt bag-klog...