Jeg ved sgu ik’ rigtigt…

På dage føler jeg mig tæt på at give op! Jeg tænker mig et godt års tid tilbage, hvor jeg boede alene og var følelsesmæssigt uafhængig.

På disse dage synes jeg simpelthen, at det er for hårdt at have en kæreste. Kærligheden gør for ondt…måske endda mere ondt end den gør godt.

Andre dage tænker jeg det hele nok skal gå. Jeg husker mig selv på hvor højt jeg elsker ham. Jeg tænker at han med tiden vil få det bedre…at VI vil få det bedre. Måske kunne jeg også selv gå til nogle møder for pårørende? Måske vil det give mig større forståelse og tålmodighed?

Sagen er bare, at jeg ikke tror jeg er i besiddelse af at være mere tålmodig, lige meget hvor meget forståelse jeg så fik! Jeg har vist en verden af tålmodighed. Jeg gør det hver evig eneste dag.

Hvad hvis nu, jeg IKKE havde vores baby i maven? Hvad nu, hvis jeg ikke var gravid? Ville det være anderledes? Ville min tålmodighed være sluppet op for måneder siden?
Jeg tror ikke det ville gøre den store forskel. Jeg er klar til at klare det her alene, hvis det var det som blev udfaldet. Ja, der er endda dage hvor jeg tænker det ville være nemmere.

Det hviler en afstand mellem os. Ofte tror jeg, at hvis det ikke var for min stædighed, ville vi falde langt væk fra hinanden. Han gør ikke noget ved det men lukker af alt for tit.

Jeg føler mig generelt mindre betydningsfuld for ham. På de fleste dage, føles det som om han lægger al sin positive energi alle andre steder end hos mig. ”At være efterladt med lorten” kunne være passende at sige. Han kommer hjem, er fyldt op af dagen og der er ikke rigtig noget tilbage.

Jeg savner ham. Savner at føle mig bare lidt tryg sammen med ham…eller bare ved tanken om ham. Mest af alt, savner jeg at være glad og rolig inden i. Frygt og usikkerhed af dagenes mest dominerende følelser. Jeg er træt af det.

Et forslag kunne være at flytte lidt fra hinanden. Måske bare i hverdagene også ses i weekenderne når man virkelig havde lyst. Jeg kan ikke mere af det her. Det river mig virkelig langt ned og gør mig sort i tankerne. Der er intet ved noget mere. Jeg må tvinge mig selv til at se folk og komme ud. Er jeg så ude, føler jeg med det samme lyst til at komme hjem…men til hvad? Herhjemme vader jeg uroligt rundt og kan ikke finde ud af at tage mig til noget. Venter…venter på at dagen skal slutte.

Min mave vokser. Det går stærkt nu og jeg vil så gerne bare…være glad og spændt. Men jeg kan ikke lade det komme frem. Min krops forandringer skræmmer mig men alligevel er spejlbilledet det første jeg higer efter hver morgen. Med spænding står jeg og betragter min mave. Mon det er vokset lidt i nat? Men det er i det skjulte…det er når jeg er alene.

Alene…tanker om at være alene, giver mig en styrkende fornemmelse. Jeg føler mig så svag sammen med ham.

Jeg håber p åen ændring men ved ikke hvorfra den skulle komme. Jeg ved ikke hvad mere jeg selv kan gøre…for vores vedkommende. Håber på mirakler…eller bare et eller andet.