Det er nu, jeg skal huske mig selv på, at selvom jeg er rasende på x og har lyst til at hakke ham i små stykker og putte ham i en blender,så må jeg også godt mærke sorgen.
Det er ok at føle tristheden. Bare lade den komme ligeså stille og rense ud.

Har været så vred siden alt det skete, at jeg nærmest spruttede. Alt er slut, intet kan nogensinde blive som det var, for tilliden er væk. Jeg skrev en arrigt brev, men sendte det selvfølgelig ikke. Bagefter skyllede sorgen ind over mig. Græd så meget og så længe, at jeg fik katar i øjnene og måtte have medicin. Nu er smerten mere rolig og blød.

Men jeg er godt nok vred....