I dag har jeg talt med en mand i telefon. Det var en vigtig telefonsamtale, for det var den endelige bekræftelse på, at jeg har et sted at bo pr. 1/5.

Jeg har længe søgt efter andet bolig, men når det skal være i Roskilde, så er det ikke nemt – for nu at sige det mildt. Man skal kende en, der kender en, som kender en osv. Jeg bor pt. i en bolig fremlejet i 2 år, og det udløber altså om 5 uger. Jeg har søgt… og søgt… og søgt… og haft en på hånden, som forsvandt alligevel osv.
Når man har 2 unger, så er det altså noget, der tærer lidt på nattesøvnen. Mig, der ellers sover som en sten, så snart jeg befinder mig i vandret leje, har nat efter nat vendt og drejet mig, mens tankerne myldrede rundt. Hvad-skal-jeg-gøre? Tik-tak-tiden-går-og-jeg-har-STADIG-ikke-fundet-noget-at-bo-i.

Surt show, og det gik mig altså mere på, end jeg lige ville indrømme. Så i forgårs talte jeg med min far, som kendte en, som kendte en, som måske osv. I går ringede min far tilbage og sagde, at nu havde jeg en lejlighed, men jeg kunne ikke tro det. Først i dag, hvor jeg selv havde mulighed for at snakke med manden, faldt jeg lidt til ro. Jeg er typen, der har det bedst med at tingene er på skrift. Så ved man, hvad man har at regne med, selv om et ord er nok så meget et ord – og en mand er nok så meget en mand. Men… da jeg lagde røret, sagde jeg til ungerne, at NU kunne jeg være glad, for nu var det sikkert, at vi fik et sted at bo. Og tænk… så kunne jeg ikke være glad.

Det tænkte jeg en del over. Til slut kom jeg i tanke om noget, jeg læste i en bog, da jeg var ganske ung. Det var en mand, der havde så store økonomiske problemer, at han til slut blev indlagt med nervesammenbrud. Dagen efter vandt han den store gevinst i lotteriet, men han måtte stadig blive en tid på hospitalet, hvilket hans omgangskreds ikke kunne forstå. Til slut var der en, der sagde: Det kan sammenlignes med at brække benet. Man kan ikke gå på det med det sammen, bare fordi man fjerner den sten, man snublede over.

Og sådan er det. Jeg har ikke haft nervesammenbrud, men jeg har været så meget oppe at køre over mine boligproblemer, at det tager lidt tid at geare ned. Jeg kan ikke bare svinge over i total glæde, for det kræver, at jeg giver slip på alle de bekymringer, jeg længe har haft.

Nu er dette jo en glædelig historie, og det er jo ’luxusproblemer’ ikke at kunne være glad med det samme over noget glædeligt, så jeg giver det bare lidt tid. Men… det er nok værd at tænke over, for det gælder jo i alle livets forhold. Forhistorien udviskes ikke, bare fordi slutningen er lykkelig.

Lone