Et lille lys i mørket
Gittepigen
11 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
9 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
6 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
11 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
11 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
9 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
10 år siden
Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
5 år siden
Lidt af det ene og det an...
Michala Esch...
16 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
11 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
7 år siden
I nat var jeg vågen hele natten.
Om natten er universitetet et stort og tungt sovende dyr i mørket, fuld af lyde, fodtrin og gardiner der blafrer i blæsten i mørke sale fulde af tavse bøger. Falder en bog ud af reolen og åbner sig på gulvet, vil den uden tvivl begynde at læse højt af sig selv. Sådan gør mørket i mørket på læsesalene.

Jeg forsøgte at læse, og jeg forsøgte at holde mig vågen hele natten. Når jeg læste, sov jeg; når jeg holdte mig vågen, holdte jeg mig vågen.

Sammen med mørket sneg søvnen sig ind i rummene og lokalerne på universitetet som en nautral rengøringsansættelse, der ikke udelader et hjørne. Og mørket kunne jeg holde væk fra mig ved at tænde for lyset, men søvnen kunne jeg ikke holde væk, og den sad på mine skuldre, så snart den så sit snit til at gribe fast. Og der sad den til jeg blev mør af dens beroligende bevægelser. Alligevel var det ubehageligt. Den indtog min krop og bedøvede mine sanser. Halvt vågen sad jeg så som en grøntsag i soja, og jeg vajede i mørkets lydstille blæsevejr, mens min krop ætsede op og faldt ind i sig selv, med bevidstheden i behold men uden at være i stand til at røre mig og slippe ud og væk.

Alligevel vil jeg mene og samtidig for fremtiden forsøge at efterleve,at det som princip er sundt at leve om natten engang imellem. Erkendelsesevnen vendes på hovedet. Da jeg i morges så en horde af mennesker på vej over et fodgængerfelt gik det op for mig, at mennesket går i seng, når det bliver mørkt, og sover imellem 6 og 10 timer af døgnet væk. Har vi virkelig brug for al den søvn? På gaden så folk udhvilede ud, men jeg kunne ikke lade være med at gøre mig selv opmærksom på, at de har været igennem den kamp, det er at stå op om morgenen. At rive sig selv ud af søvnen for at trodse en kold vind i ansigtet?

I morgen tidlig vil jeg måske prøve at tage det seriøst at stå op og ud af sengen. Så finder jeg måske ud af, hvordan det føles at rive sig selv ud af søvnen, noget jeg helst ikke har gjort siden min barndom...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Nattetimerne er publiceret 10/02-2011 19:20 af Thomas Glud (gambi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.