Vågnede kl 3.

Det har jeg gjort de sidste par dage, men er faldet i søvn igen.
I dag måtte jeg give op og lave en kop kaffe, fodre katten og muntre mig med fjernsynet.
Der er altid en ulækker krimi et sted, eller en reportage fra det virkelige og meget uhyggelige liv - eller en serie hvor folk skændes konstant.

Jeg har det betydelig bedre end da jeg startede med at skrive her igen, men lige nu er jeg i en spøjs tilstand hvor jeg godt ved at mit liv ikke fungerer optimalt.
Det er selvfølgelig sørgeligt og ærgeligt - og samtidig nærmest overskudsagtigt at kunne indse det i stedet for at bo nede i et dybt sort hul.

Mit problem er overvejende at jeg savner inspiration og støtte fra andre mennesker.
Jeg mangler nogle der kan lodse mig lidt i røven når jeg kører fast, og som jeg selv tilsvarende kan gøre glade og gøre en forskel for.

Jeg har selvfølgelig A, der altid løfter mig op og får mig til at være mere positiv, men han er her bare ikke på daglig basis.
Der er også nogle veninder.
Både her og i Kbh.

Nu lod jeg mig lige distrahere af at der irriterende nok går en mus inde i væggens isolering.
Faktisk vågnede jeg denne gang ved at jeg synes der var noget der rørte ved mit hår, og jeg er helt sikker på jeg så en lille mus pile væk.
Det kan også have været indbildning lige der i grænselandet mellem søvn og bevidsthed.
Er lidt i tvivl om hvad jeg synes der er værst.

Mærkeligt nok hidser det mig ikke helt vildt op.
Det er jo bare en mus, som jeg håber katten kan ondulere snarest.
Måske kan oplevelsen få mig til at holde op med at sove på sofaen.
Sætte et par fælder op.

Gøre en indsats for at få flere mennesker ind i mit liv.