I går var jeg træt efter en lang arbejdsdag.
Afsted kl. 8:00 og hjemme ca. kl. 21:00.
En dag med meget mødeaktivitet. Skulle også udarbejde et logo til fagforeningen Danske Psykomotoriske Terapeuter. Synes selv det endelige resultat blev noget nært genialt.

Det var også dagen hvor jeg fik min skønne datter Catrine for 22 år siden.
Jeg kan ikke give hende et kram og et kys. Jeg bliver tung om hjertet på grund af denne afstand, der er mellem København og Odense. Det er ikke sådan lige at komme forbi til en kop kaffe.
Hun har liget fået lejlighed i Odense. Hun skal læse spansk på Odense universitet efter sommer. Hun er god til spansk.
En dag bliver afstanden meget større, kan jeg tænke mig.

Midt under en pause i møderne, går jeg på mit kontor. Laver en lille stumfilm til hende.
Starter optagelsen med ordene; "dette er en stumfilm, altså uden ord".
På tre ark papir har jeg skrevet. Tillykke - Catrine - Kys fra Far, jeg tager dem op, et efter et. Bagefter vifter jeg med armene, som en slags HURRA!
Lægger den lille stump film på Facebook.

Hendes svar: "Du er bare den bedste, Far".
Og jeg bliver varm om hjertet og tænker på dengang jeg stod med hende første gang, gav hende den første klud på kroppen. Og hendes storebror Casper tager forsigtigt hendes lille hånd i sin.

Tiden flyver. Jeg er ved at blive et gammelt sentimentalt fjols, sidder og kniber en tåre.
Savner at være en del af mine børns liv, ihvertfald tættere på dem.

En ny lang dag venter.