Hey dagbog, ifrygt for at nogle skulle følge med, skriver jeg til dig på mit kode sprog.

- Maskernes dans er forstumet. tilbage er den tavse sandhed. Jeg har ikke noget energi, folk og resten af livet gør mig træt. Klovnens malede tårer bevæger sig ned af hans kind. Det er svært at beholde sminken på, når ansigtet løber ud i andre folder.

Jeg går imod verden uden at have den røde næse, derfor er sandheden altid nærværende. Tankerne flyver ned på skærmen, men de sorte prikker jeg modtager tilbage, gør mig kun træt. Hvis jeg slukkede alt, ville det være lettere. Jeg samlede engang på fornærmelser, det var meget ufrivilligt. Nu samler jeg på ensomhed, flere timer af gangen. Pest og kolera evig eksisterende.