Hele natten har bøjen holdt mit hoved klart. Jeg sad der, da jeg var ved kanten af fortvivlelse, da jeg troede, at jeg aldrig ville låse op for hemmelighederne bag din tankegang. Jeg sad ved kanten og så på den idiotiske bøjes blinken, hver gang min verden blev til dystopi. Han er stum, han er retarderet. Han har ingen andre tanker i hans metalhoved end at blinke, for hver en bølge, for hvert minut. Indtil morgenen kommer og han igen bliver blind og døvstum. På mange måder har vi meget tilfælles, vi er handlingslammede blandt elskede, trods omsorgen de viser.