Samfundsstrukturen med de royale og statskontrol giver mig ret klare cyberpunk-vibes. Jeg tror historien ville vinde hvis der var knapt så mange big-brother referencer, så du gjorde den mere til din egen. Men jeg blev nysgerrig efter at høre mere om samfundet og disse menneskers liv.

NICE tillykke du ramte plet det godt og temaet er jo altid dejligt.

Hej Tukk
Sikke en fin lille poetisk beskrivelse.
Den nød jeg at læse
Tak for ordene fra Ulla

Ideen om en katastrofe for et insekt, der er en normal dag for et barn fungerer godt. Jeg synes dog at formuleringen " slog uden tilløb det underste af pinden mod jorden" noget forvirrende, for der er vel ingen anden del af pinden, der kan ramme jorden?

Jeg synes den fungerer. Jeg kan lide de sanselige beskrivelser: Hun ler, vandet mærkes mod hendes nøgne krop, hendes ankler er våde, der er en knude i brystet og så videre. Alt det fungerer virkeligt godt. Sætningen i starten af historien ændrer mening på den måde at månen går fra at være en genstand til en person. Men følelsesmæssigt synes jeg ikke sætningen ændrer mening. Den rørte mig ikke anderledes i slutningen end den gjorde i starten, og det synes jeg er ærgeligt når nu historien er så smukt sanselig og følelsesladet.

Din tekst er så god til at fortælle om menneskets natur, hvor dilemmaer, ikke mindst dilemmaer og tvivl, fylder så meget. Snowfrog

Det er fortalt med sanserne, så man kan mærke det, og kan se indre billeder af de situationer du beskriver. Det er rigtig fedt når teksterne kan gøre det. Snowfrog

Ja det er skrøbeligt sådan noget samliv, især når man har svært ved at acceptere, at der har været et sam-liv før det nuværende. Men kan man lægge låg på sin fortid? Vi lille sekvens, velskrevet, man mærker stemningen.
Poul.

Hold da op en kontrast. Jeg blev omgående fanget af din evne til, med ordet, at få mig til at læse videre. Du kan få min bedømmelse her, på skrift; F E D T... jeg er vild med din slutning.

Bjørn

Orj Ansu

Den gik lige i hjertet. Især nu, hvor din historie nemt kunne være virkelighed.

Bjørn

Hej Ansu

Super fin skriveøvelse når det gælder vendepunkter.
Jeg få øje på to, måske tre.

Selv om det er den første sætning, får du fortalt lige fra start, at noget er blevet afbrudt. Altså at situationen er vendt.

- Billedet blev afbrudt.
TV'ets signal var pludseligt blevet til flimmer,

Og så igen ...

Men netop som hun bevægede sig i spillet gik strømmen endeligt

Og hun går hen og ser ud af vinduet. Hvilket nok også er et vendepunk. Ihvertfald afvigende fra hvad der er normen, fordi hun er blevet advaret imod det.

Så ang. vendepunktet, så fungerer det fint og ovenikøbet flere gange.

Et lille forslag til forbedring ( Jeg ved ikke om du er begrænset af hvor mange ord du må bruge. ) men ...

- af en nyhedsvært hvis ophidsede ansigt talte hurtigt og voldsomt, med skræmmende fotografier blivende vist ved siden af værten.

Det kunne være spændende med show don't tell

fx. af en nyhedsvært hvis ansigtskulør var ved at ændre sig til sammen farve som ketchupflasken i køleskabet. Han fægtede med armene, inden skærmen gled over i billeder af mennesker der råbte og skreg på gaderne.
"Som I kan se, er situationen kommet helt ud af kontrol," sagde værten. " Det er så... så..."
Maryna gik tættere på fjernsynet mens nyhedsværtens stemme fortsatte; "Jeg må advarer om stærke billeder," sagde han, idet hun var nået helt tæt på skærmen. Fotografierne lignede en scene fra det spil...

Men alt i alt. En rigtig fin øvelse, synes jeg :-)

God medrivende tekst som er detaljeret, intim og uhyggelig men aldrig ligegyldig plat eller vulgær. Rigtig god effekt at bruge spejlet til fremmedgørelsen af sig selv.

;-) Rud

Hej Cath,

sikke en historie. Fra allerførste sætning, ja næsten fra første ord, får du mine parader som læser op. Fra start får du vækket gru, effektivt. Chok. Aristoteles sagde at god kunst først chokerer, så vækker sympati og endelig solidaritet.

Med paraderne oppe hos mig er det nemmere at læse den forfærdelige historie om Fie, hvor stemningen er sat fra start og ikke afviger, præcis som det skal være. Jeg forestiller mig en scene hvor fyrens smil der får Fie's blik ned i gulvet fortæller meget om hans karakter, og om Fies, og de efterfølgende scener foran spejlet, kiggen i glasset og ordvalget i resten af teksten løber en koldt ned af ryggen, uden at det dog bliver for meget, og afslutningen gav kuldegys sådan som de bedste tragedier gør.

At du ikke udpensler at det var rohypnol/roofie men stadig hinter det med pillen i drinken og spørgsmålet om det var bobler fungerer glimrende, ligesom resten af teksten. Der er et par småfejl her og der, men det er absolut bagateller, og ikke noget der hiver min karakter på 5/5 ned.

"Men alt var tomt"... stærk læsning, trods den tragiske afslutning. Men netop tragedier kan være både healende at skrive og læse, selv hvis man intet kender til bylivet. Gudskelov tror jeg, eller håber i hvert fald, at unge såvel som ældre forstår hvorfor det er at man aldrig skal tage imod en drink der ikke kommer direkte fra baren, og hvorfor man ikke må forlade drinken og skal holde øje med den. Skarpt øje, for det er uhyggeligt almindeligt med disse drug-voldtægter, som ofte er langt sværere at helbrede de åbne ar fra end regulære voldtægter, idet kroppen husker torturen mens selve hændelsen står tomt, som et gabende ormehul, opslugende al energi.

Tak for at dele din tekst her! Jeg håber at det er fiktion, og håber at den ikke var et helvede at skrive. Du rammer i hvert fald plet ift. hvad der må være en af de værste oplevelser muligt at opleve, bogstaveligt talt. Besiddelse af rohypnol burde give fængsel på livstid, uanset mængde.

mvh Ansu

Livskunst. Symbolik. Avantgarde. Nærværende hyldest til fordybelsens kraft.

Hej Jannik, du rammer plet med at beskrive den følelse, man typisk rammes af i et venteværelse, især den måde man bliver reduceret til et nummer i rækken af lidelser, en slags helvedes forgård. Godt skrevet. Bh Louise

Hej Eris, du rammer spot on med din beskrivelse af magtesløsheden. Som jeg læser det tilhører denne følelse en plejehjemsbeboer der er overladt til sig selv uden tilstrækkelig hjælp - det er hjerteskærende godt beskrevet, også det med at man ikke vil beklage sig eller være til besvær da andre også har behov. Bravo, godt skrevet! Bh Louise

Hej Ansu

Jeg skulle lige ind og læse, hvad skriveøvelsen gik ud på.
Man skal bruge den samme sætning, først og sidst i historien, med det tvist, at slutsætning har været igennem en udvikling.

Der synes jeg, at din fortælling er rigtig fin.
Du går fra, at HP føler sig uduelig og har en masse negative tanker om sig selv. Hun ligger nok med følelsen af, at være den eneste der har det på den måde, for så til sidst at høre stemmen i det fjerne, at hun ikke er alene om den følelse.
Så jeg synes at du lykkedes med opgaven. Med et fint lille budskab.
Vi er ikke alene her i verden om at føle smerte. Eller for så vidt mange andre tanker. Men følelsen af at vi er alene fylder hos de fleste.

Lidt skriveteknisk nørderi i teksten ;-)

Du skriver

frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme...
frosset panisk og ordet chok er lidt en gentagelse af den samme ting, altså du kan sagtens sløjfe et af ordene, så teksten står stærker.
eller du kan gøre noget andet og bruge show don't tell, så jeg ser hende for mig, i stedet for at få fortalt hvad hun føler.
fx. hun pressede læberne sammen, overrasket over at hun havde ladet ordene forlade sin mund. Som om tankerne nægtede at forblive i fangeskab, men ville sættes fri...
hvis det giver mening ... men så jeg fornemmer og ikke får fortalt at hun er panisk eller i chok, men at jeg kommer ind under huden på hende.

En anden lille detalje mere i samme sætning

Hun tiede straks igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet netop slukket havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af, frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme, uventet

her kommer nogle tillægsord som du snildt kan fjerne for at give mere kraft i teksten.

Fx. Hun tiede igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet slukket, havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af. Hun pressede læberne sammen, overrasket over at hun havde ladet ordene forlade sin mund. Som om tankerne nægtede at forblive i fangeskab, men ville sættes fri...

Bare mit eget lille nørderi. Jeg ved ikke om det giver mening og om du kan bruge det til noget. Men ellers en lille fin historie, som slutter med en følelse af ikke at være alene.

Er det begyndelsen på en krimi, eller hvad gik skriveøvelsen ud på? Jeg følger spændt med.

Hvor er det dejligt at have livet for sig med mulighed for at kunne gøre noget ud af det. En ting har jeg lært hjemmefra, ikke at gøre de fejl de andre gjorde. Bitterhed har ingen høst.

Julen er i bund og grund god nok. Der er samlet meget godt i sådan en dag, at det burde være en smuk, nærværende og tænksom aften... men det har vi ødelagt for længe siden...ræs...gaver...forventninger... stramme sig an... jeg husker mine enkle, smukke juleafner
da jeg var barn... men nu er jeg ældre, går på arbejde hver jul, hjælper dem der ingen har, ligesom jeg har mistet mine... holder basic jul med fokus på lyset.
Jeg kan nu godt forstå dig.
Poul.

Hej Aida. En lille rap fortælling som piller glansen af julen, der nok ikke er lige sjov for alle. Præcise iagttagelser, også af betragteren. Jeg kan godt li din tekst. Vh Niels

Hård læsning. Det må siges at det rammer! Synes det er virkelig godt beskrevet. Måden hvorpå fortælleren, trods børnene er døde, viser deres kroppe omsorg en sidste gang, rører mig dybt.