Overordnet set en god historie. Desværre synes jeg, at det er en lidt vag slutning og der er lidt for mange småfejl, der forstyrrer øjet undervejs.
Når det er sagt, så har jeg stadig lyst til at læse videre for at finde ud af, hvad der sker videre i historien :)

Sikke en tragisk oplevelse. Min søster oplevede noget nær det samme.

Du formår, helt nøgtern at beskrive en så ulykkelig situation - men jeg savner nogle følelser. Det er meget svært at sætte sig ind i at miste et barn, hvis man ikke har prøvet det. Der er mange ting, man ikke forstår og jeg ville ønske, at det var belyst noget mere.

Udover det er du super godt til at opbygge en stening med dine brug af punktum. som er meget beundringsværdigt.

Meget gribende drabble.

Jeg er vild med sidste sætning. Så dejligt, at du har opråb og direkte tale her. Der er en fin spænding i teksten og jeg måtte læse den to gange, da de lige skulle gå op for mig, at vi har moderens perspektiv her. Så sejt!

'undtagen for det lille cykelforhjul, der langsomt drejede rundt i luften, som søgte det efter den asfalt, der så brutalt var blevet taget fra det.' virker noget snøvlet for mig. Det andet er så godt skrevet, at dette kommer til at virke som om, "nu skulle jeg lige prøve at være lidt poetisk" og det faldt desværre til jorden, efter min smag. Når det er sagt, synes jeg det er en meget vellykket tekst!

Meget veludført beskrivelse af en ulykke.

Jeg er vild med de staccato-agtige beskrivelser. Din brug af punktum er helt i skabet. Jeg bliver generet af, at du pludselig skal antage andre menneskers følelser og jeg havde ønsket, at du blev i din egen verden, men når det er sagt. Rigtig flot!

Sikke en fin skildring af en situtation, som førnævnt - vi hvis alle kan nikke mere eller mindre genkende til.

Jeg savner nogle adjektiver og verber på dine følelser. Jeg kan snildt sætte mig ind i, hvilke følelser denne oplevelse har sat sig i HP., men jeg har kun fornemmelse for disse, fordi der er en oplevelse jeg kan nikke genkendende til. Det er så fint at du skriver "Det gav et sug i min mave", men mere af det. f.eks. "Jeg stod lidt. Alene på dametoilettet, med hjertet i underlivet og længsel efter mere."

Jeg savner, at du er eksplicit i dine beskrivelser af dine følelser. Det må gerne være korny og direkte. For ellers kommer det til at være en følelsesmæssigt lukket fest for dine følelser - og en anden fest for mine og det kunne være fedt, hvis vi kunne forene dem og lave et fyrværkeri.

Det er et spændende udgangspunkt. Mig og min nabo.

Jeg synes du har nogle rigtig fine pointer. Jeg savner at kunne mærke dine følelser. Jeg kan sagtens læse dem og forstår udmærket din frustration osv. men det er som om, jeg ikke rigtig kan mærke det. Det bliver desværre, for mig, en meget objektiv gennemgang af nabostridigheder og det er ærgerligt, for der er masser af potentiale her.

Og så forvirrer det mit hovedet lidt, at du springer sådan i dine tidsklasser. Så er vi i nutid, så er vi i datid, så er vi sørme også i før nutid og så er vi i datid igen. Og det kan have sin effekt, det kan være virkelig flot og gennemtænkt, men jeg synes desværre det kommer til at virke en smule rodet her.

Ingen onde følelser fra min side, men blot et lille eftertænksomt notat om din ellers potentialerige tekst.

Udover blot at være en dobbelt-cliffhanger kan jeg mærke hvordan at mit indre barn begynder at finde en masse teorier allerede i starten af teksten og man bliver bestemt grebet.
Først føltes det lidt som at læse om en mand/ Arne, der måske ikke var så sikker på livet pludseligt og sin identitet.
Efterfulgt af at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om Arne var et dækkenavn for døden, eller en form for død, eller måske en sygeplejerske, eller om Arne var død, og at man i slutningen ser hans sjæl springe fra altanen, er der hvor han endeligt har forladet kroppen.

Så fantastisk en tekst :-)

Dejlig som du får tiden til at stå stille, hvorefter det hele eksplodere.
Det er så fint med formuleringen: det lille cykelforhjul, der langsomt drejede rundt i luften, som søgte det efter den asfalt, der så brutalt var blevet taget fra det.
Det er så smuk en tekst i alt sin ondskab.
Mvh. Hans Ib

Sikke en sød tekst, jeg frygtede helt den ville ende dårligt til at begynde med.
Men det er sådan en sød lille fortælling, der gør man får et lille smil på læben :-)

Sikke en mavepuster at få af sådan en læsning.
Man kan helt mærke hjælpeløsheden, og hvordan smerten spreder sig i ens krop endda.

Det her er noget af en tekst, som bestemt gør man står på tæer, og tænker hele tiden på hvad der egentlig foregår. Selv kan jeg ikke lade være med at tænke på filmen "Joker" og Arthurs dans på et usselt toilet i Gotham City, og hvordan at den her stank, gør han isolerer sig selv i sit hjem, og at huset, måske ligesom ham, er i forfald, fordi hus og mand er oppe i årene måske.

Samtidigt med det, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på slutningen, om det er en slags "slagterdrøm" som er gået galt. Noget ala "de grønne slagtere" på en måde.
Samtidigt tænker jeg meget at zinkvaskens, som han er så stolt over, måske er noget han er så stolt over, netop fordi at den måske har været terapeutisk overfor ham.
I forhold til stemmerne i huset, tænker jeg stadig "slagter drøm" og at han måske står og renser store kødknive efter de har været i brug, og at måske i mandehulen, er der hvor "den dårlige lugt" er fra.
Alt i alt fantastisk tekst, som har så mange dimensioner, at jeg kunne blive ved :D

"Idet jeg trådte indenfor i spåkonens telt...", læste jeg med fornemmelsen af et fantasy-univers. Så nåede jeg til "og den sødlige duft af popcorn og blomstrende syrener veg brat til side for en kvalm aroma af røgelse og noget andet, der kunne være spidskommen, eller måske sved..." og jeg fornemmede straks tivoli-universet. SÅ fedt, hvordan det er ORDENE, der i sig selv sætter stemningen - god gammeldags showing vs. telling. FEDT.

Jeg var interesseret i handlingsforløbets udfald - hvad spåkonen havde at byde på, hvad ordene "vidste jeg, at min skæbne snart ville blive afgjort" lægger op til - men det er netop friheden ved en skriveøvelse; det behøver ikke være færdigt, og der behøver ikke være en afrundende aha-følelse. Ordene skal blot flyde.

Mange tak for læseoplevelsen. :-)

Jeg har selv været ude for to bil uheld, og jeg kan bestemt helt selv mærke at være tilbage i det. Det er ikke som sådan en traumatiserende oplevelse længere, men til gengæld er mere rart at se en mildere tekst, som har lidt humor i det hele til sidst. Jeg nød virkelig at læse denne tekst

Jeg er meget vild med den. Selvom den ikke helt handler kun om den ene nabo men du ligesom "kalder ens bullshit" ud som man på moderne dansk siger, så er den vildt fed.
Jeg nød at læse den. Jeg synes selv din tekst fortæller om en slags "ringe i vandet" effekt for hver gang den der nabo gør noget.

Sikke en rutsjebane! Denne her historie er bestemt noget enhver uanset situationen kan kende til, og man mærke hvordan man selv har stået der engang med hele "os to" komplekset.
Stor ros!

Du lægger godt fra land med naboen. Der er stof nok i ham til at fylde hele fortællingen. Men han fylder kun en lille tredjedel, skønt titlen er 'Mig og min nabo', (og ikke naboer) så resten at teksten bliver mere kaos end stærke følelser. Teksten begrunder stærke følelser, men viser dem ikke rigtigt.

Beskrevet rundt om hændelsen virker godt og stærkt. Tænker på overgrebsoplevelse.

Nærbillede på en tragisk, men litterært frisk måde.

En meget, meget fin beskrivelse. Med tilstrækkelig mange ord, ikke for mange og ikke for få, får du fortalt din baggrund for at tage til spåkone. Det øger mit engagement i historien.
Beskrivelsen af stemningen i teltet er også meget præcis, det er let at se for sig, hvordan der er derinde. Du levendegør lænestolen og beskriver bordet, så jeg føler jeg også er der. Jeg er spændt på at 'se' spåkonen og høre hvad hun har at sige, eftersom det har så stor betydning for dig - og nu også mig. Ligesom Gitte tænkte jeg også øv, da jeg alligevel ikke fik det at vide, men det viser jo hvor medrivende den er.

Jeg kan godt lide din historie. Den er sympatisk og menneskelig, forstået sådan at jeg selv kunne have tænkt som du tænker - jeg kan identificere mig med jeg-fortælleren. Indimellem de sårvæskende billeder du beskriver, er der en humor, som får historien til at balancere.

Hej Rasmus
Det er dog en forfærdelig historie, fantastisk godt beskrevet med få ord og meget stærke billeder.

Venlig hilsen
Sanne53

Det du skriver
giver et glimt
af tidløshed.
Når sandkornet stopper
midt i timeglasset
står tiden stille.

Dejlig bitter/sød - sjov og menneskelig, flot fremdrift i teksten...

Det små i det store - dejlig afslutning. Så fint beskrevet hvordan livet kan blive uvirkeligt..