Huntingtons chorea.

Chorea. Huntingtons. Gad vide om jeg kan sige det højt og få en reaktion? Måske hvis jeg skriger? Jeg kigger ned igen, og det er som om at de andre i dette rum forsvinder trods mit stivnede ansigt fortæller mig at jeg sidder her i venteværelset med flammende dæmoner. Djævle der alle kigger på mig og vil lave mig til sovs de kan hælde på flaske og blande med deres eget pis og lort.

Måske er det derfor at jeg føler mig gjort til en statue af sten, livsløs som havde jeg stirret i Medusas øjne? Gulvet foran mig er som lava jeg bare vil synke ned i, for aldrig at komme op igen. Jeg vil bade i olien der dræber planeten, jeg vil spise pingvinens næb og drikke isbjørnens blod, spildende hver en dråbe i havet med alle elskedes lig omkring mig, døde af tørst og med deres voldtagede lig i rester, mine rester. Jeg vil...

Hov, nu blev en dør åbnet, fortæller mine ører mig trods de endnu synger om lussinger og larm. Mine hænder sitre. Mine fødder danser op og ned, og min vejrtrækning overfladisk. Men hvis jeg slår mig selv nu, altså bare for at kvikke op, ser og hører dæmonerne det. Gid de følte.

Mit blik prøver at lægge lavagulvets puslespil sammen, med brikker der af sig selv klikker sammen ved lyden af en sygeplejerske der guider en dæmon ind i et andet rum. Sikkert en anden etage. Jeg selv bor i skyerne.

Jeg kigger fortsat ned, med en hvirvelvind af tanker der danser tekno til øredøvende stilhed. En anden i rummet hoster, og et kort øjeblik er det som om at min krop af magma løsner lidt. På en overraskende behagelig måde, hvor det normalt er en yderligere stivelse af statuen her.

Lige inden jeg gik ud af døren og tog her til neurologi-klinikken på Rigshospitalet havde jeg gjort løkken klar til når jeg kom hjem igen, men da jeg læste manualen havde jeg inden læst de første linjer af en avisartikel om epigenetik der handler om at nogle arvelige træk er reversible, og ny forskning herom.

Gid de for en gangs skyld skrev om Huntingtons. Eller om barndommen underlagt en der er ramt af den uhelbredelige, dødelige sygdom. Hvordan arv og miljø spiller sammen.

En stemme råber mit navn, og dæmonerne i venteværelset får pludselig slukket deres flammer. Testresulatet er klart.