Klatreplanter

Der var engang

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie med valgfrit tema. Historien skal påbegyndes og afsluttes med samme sætning, og sætningen skal have en vis relation/funktion til historiens indhold. Øvelsen går ud på at få sætningen til at ændre mening i løbet af historien - og forudsætter naturligvis en vis portion opfindsomhed. "Der var engang..." må ikke benyttes i sætningen - du skal selv være lidt kreativ.

"Jeg er uduelig," hviskede hun til sig selv.

"Jeg er uduelig, og ingen vil nogensinde elske mig. Jeg er så dum," Ordene var de første hendes stemme havde sagt højt i lang tid, trods det blot var en hvisken. Hun tiede straks igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet netop slukket havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af, frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme, uventet. Hun havde blot ment det som endnu en brik i puslespillet af tanker, det usynlige indeni, ikke som forstyrrelse af naboen, overboen eller underboen.

"Jeg er så fucking dum!" tænkte hun til sig selv, "Og nu er min forstand sgu også skredet, ligesom alle andre! Jeg er så tudegrim at jeg selv nu er den eneste hvis øre kradses i af min afskyelige og ynkelige stemme! Jeg burde...,"

En rystelse fra maven bredte sig på et splitsekund til hele hendes krop, og mens skuldrene trak sig sammen gjorde hendes ansigt det samme, i en dyb sorg hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med - den var evigt til stede men begyndte hun først at føle den, begyndte hun først at trække luft helt ned i maven var det som at blive mindet om hvor tom maven føltes, hvordan hendes krop var ubeboet og nyttesløs, hvordan hendes sjæl blot en dag var skredet, uden at smække døren i.

Hun lå med armene om sig selv på sofaen men hænderne føltes svedige og klæbrige, med et hårdt greb om de trætte muskler. Duede hun til noget var det disciplin, følte hun.

Tanker om hvad naboerne mon tænkte hvis de hørte hende græde fyldte hende op til bristepunktet, og rystelser og kulde fik hende til at stramme grebet om sig selv. "Alt jeg gør er så fucking forkert, jeg kan ikke engang tænke rigtigt, kan ikke føle rigtigt. Så de mig ville de grine hånligt, og pege og slå. Og sparke. Og spytte, og,..."

"Og græde!" hørte hun pludselig en knækket stemme råbe højt - alle hendes tanker og følelser af afmagt frøs, og hun lå stille.

Det sidste ord sagt slog ekko, og trods lynhurtig spekuleren i hvem der havde sagt det, råbt det, fik de næste ord hendes tårer til at flyde, stille og roligt, kærtegnende hendes kinder, forløsende som en orgasmisk vibration. "Du er ikke alene! Også jeg er uduelig!"

Skriv kommentar

Besvarelsen Klatreplanter er publiceret 18/02-2022 10:47 af Ansu Orheim (Ansu) under skriveøvelsen Der var engang.
Version 1 - 18/02-2022 10:47
Besvarelsen er på 400 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

4 måneder, 10 dage siden
#1 Cath Brown
Hej Ansu

Jeg skulle lige ind og læse, hvad skriveøvelsen gik ud på.
Man skal bruge den samme sætning, først og sidst i historien, med det tvist, at slutsætning har været igennem en udvikling.

Der synes jeg, at din fortælling er rigtig fin.
Du går fra, at HP føler sig uduelig og har en masse negative tanker om sig selv. Hun ligger nok med følelsen af, at være den eneste der har det på den måde, for så til sidst at høre stemmen i det fjerne, at hun ikke er alene om den følelse.
Så jeg synes at du lykkedes med opgaven. Med et fint lille budskab.
Vi er ikke alene her i verden om at føle smerte. Eller for så vidt mange andre tanker. Men følelsen af at vi er alene fylder hos de fleste.

Lidt skriveteknisk nørderi i teksten ;-)

Du skriver

frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme...
frosset panisk og ordet chok er lidt en gentagelse af den samme ting, altså du kan sagtens sløjfe et af ordene, så teksten står stærker.
eller du kan gøre noget andet og bruge show don't tell, så jeg ser hende for mig, i stedet for at få fortalt hvad hun føler.
fx. hun pressede læberne sammen, overrasket over at hun havde ladet ordene forlade sin mund. Som om tankerne nægtede at forblive i fangeskab, men ville sættes fri...
hvis det giver mening ... men så jeg fornemmer og ikke får fortalt at hun er panisk eller i chok, men at jeg kommer ind under huden på hende.

En anden lille detalje mere i samme sætning

Hun tiede straks igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet netop slukket havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af, frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme, uventet

her kommer nogle tillægsord som du snildt kan fjerne for at give mere kraft i teksten.

Fx. Hun tiede igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet slukket, havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af. Hun pressede læberne sammen, overrasket over at hun havde ladet ordene forlade sin mund. Som om tankerne nægtede at forblive i fangeskab, men ville sættes fri...

Bare mit eget lille nørderi. Jeg ved ikke om det giver mening og om du kan bruge det til noget. Men ellers en lille fin historie, som slutter med en følelse af ikke at være alene.
4 måneder, 10 dage siden
4 måneder, 10 dage siden
#2 Ansu Orheim (Ansu)
Hej Cath,

woauw, sikke en vidunderligt lang kommentar fra dig, tusind tusind tak for at bruge tid her og tusind tusind tak for hvert eneste ord og bogstav og alt midt imellem fra din kyndige læsning og analyse! Tak!

Og du har ret hele vejen igennem, "show dont tell" er helt klart noget der ALTID kan trænes, og tillægsord står så nemt i vejen for læserens fantasi. Dine forslag ville blive inkorporeret eller inspirere til anden skrivning, hvis ikke det var for ordtælling - teksten rammer vist præcist det maksimale 400 ord til denne øvelse, hvorfor at der ikke rigtig er plads til udfoldelse. Men jeg har mange gange før taget en øvelse herfra og rettet den til et regulært værk, uden øvelsens begrænsninger. TAK for dine tips og tricks, det er MEGET værdsat og beærende, og noget jeg vil huske fremover!

mvh Ansu
4 måneder, 10 dage siden