"Jeg er uduelig," hviskede hun til sig selv.
"Jeg er uduelig, og ingen vil nogensinde elske mig. Jeg er så dum," Ordene var de første hendes stemme havde sagt højt i lang tid, trods det blot var en hvisken. Hun tiede straks igen, og liggende på sin sorte sofa med fjernsynet netop slukket havde hun det et kort øjeblik som om at en alarm gik af, frosset panisk fast i chok over at høre sin egen stemme, uventet. Hun havde blot ment det som endnu en brik i puslespillet af tanker, det usynlige indeni, ikke som forstyrrelse af naboen, overboen eller underboen.
"Jeg er så fucking dum!" tænkte hun til sig selv, "Og nu er min forstand sgu også skredet, ligesom alle andre! Jeg er så tudegrim at jeg selv nu er den eneste hvis øre kradses i af min afskyelige og ynkelige stemme! Jeg burde...,"
En rystelse fra maven bredte sig på et splitsekund til hele hendes krop, og mens skuldrene trak sig sammen gjorde hendes ansigt det samme, i en dyb sorg hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med - den var evigt til stede men begyndte hun først at føle den, begyndte hun først at trække luft helt ned i maven var det som at blive mindet om hvor tom maven føltes, hvordan hendes krop var ubeboet og nyttesløs, hvordan hendes sjæl blot en dag var skredet, uden at smække døren i.
Hun lå med armene om sig selv på sofaen men hænderne føltes svedige og klæbrige, med et hårdt greb om de trætte muskler. Duede hun til noget var det disciplin, følte hun.
Tanker om hvad naboerne mon tænkte hvis de hørte hende græde fyldte hende op til bristepunktet, og rystelser og kulde fik hende til at stramme grebet om sig selv. "Alt jeg gør er så fucking forkert, jeg kan ikke engang tænke rigtigt, kan ikke føle rigtigt. Så de mig ville de grine hånligt, og pege og slå. Og sparke. Og spytte, og,..."
"Og græde!" hørte hun pludselig en knækket stemme råbe højt - alle hendes tanker og følelser af afmagt frøs, og hun lå stille.
Det sidste ord sagt slog ekko, og trods lynhurtig spekuleren i hvem der havde sagt det, råbt det, fik de næste ord hendes tårer til at flyde, stille og roligt, kærtegnende hendes kinder, forløsende som en orgasmisk vibration. "Du er ikke alene! Også jeg er uduelig!"