De kigger alle.
Deres skærme de holder op foran blikket blinker og blitzer, og bag masker af sjælelig sult og apati synger de i kor en sang om min død. Hvis bare de vidste...

Hvis bare de vidste at denne strand var mit mål. Hvis bare de kendte til dybet. Kendte til sulten, andet end den sjælelige. Men deres maver er fyldte, store og runde af min mad. Det der skulle have været mine børns.

Havde de set havbundskirkegården ville de lægge flere blomster. Måske endda rigtige blomster og ikke dem af plastik. Jeg skulle aldrig have spist den buket men den lignede sådan en blæksprutte og jeg kunne ikke holde finnerne fra den.

Som jeg ligger her på stranden ånder jeg lettet op. Valentinesdags-buketten rumsterer i mit indre og skraber mod mine gæller, men jeg er lettet. Min stemme er hæs og næsten fraværende, men selv under vand ville disse maskebærende planetparasitter alligevel ikke høre min sang.

Jeg hørte forleden fra en måge at også mågerne sulter, trods al affaldet. Hun rappede som de jo gør så jeg forstod ikke alt hun sagde, men vibrationerne var ikke til at tage fejl af - sult er universelt. Da hun kastede op og rødt indsmurte lykønskningskort ramte vandet spiste jeg dem, for hvad som helst er bedre end olieret vand. Det smager godt men mætter ej.

Jeg er så glad for at ligge her, hvis bare det ikke var for parasitterne. De er søde i vandet hvor de lader til at forstå at vi alle er forbundne, men det usynlige vand de kalder luft gør dem til spøgelser der nu står og hiver liv ud af mig, uden selv at optage det.

Jeg ånder ud og min stemme tier, og det sidste jeg ser er en parasit med blikket lukket, rart.