Blodet løb.
Køen bag ham vrikkede og vrissede, alle utålmodige efter deres strøgtur og for at komme ud igen i en fart. Varens prismærke blev ikke registreret i kassen da blodet indsmurte såvel varer som gulv, rendende fra hans stumpnæse. Køen voksede og voksede, og der lød nu tilråb fra de bagerste geledder om at bløde færdig eller falde død om.

Hans panik voksede. Luften bed og den smule der trængte ind igennem den tilstoppede næse smagte af støv i sidste time. Når weekenden nærmede sig havde ingen tid til blødende indkøb, og da slet ikke fra en hjemløs. Manden foran ham med poser med vinflasker og spareribs stod stille med rynker om munden og afsky malet i ansigtet. Det stoppede måske Bo's hjerte et øjeblik men ikke blodet der strømmede derfra.

Endelig kom en ekspedient til den ubemandede og selvbetjente kasse hvis alle overflader var våde og tildækkede af det røde hav, og Bo kunne omsider høre sig selv tænke trods tilråb og et bankende hjerte. Manden foran fnyste og gik ud af supermarkedets store døre. Kasseekspedienten tog en klud og smurte irriteret lidt blod væk og spurgte "Ellers andet? En spådom?". "Nej, bare smid bonen ud". "Bonen?! Makker, du har ikke betalt for varerne endnu, og skulle jeg gætte kommer du ikke til det. Nej, læg den klamme 500-kroneseddel i lommen igen og fuck af din bums!". Bo gjorde stivnet som befalet, og skyndte sig at vende blikket fra ekspedienten og de andre kunder ned til det blodindsmurte gulv og indkøbskurv med rugbrød og makreldåser. Kvinden bag ham tog et skridt bagud, og hele køen ligeledes. Var de bange eller var det afsky for hans tandløse mund og brækkede næse, tænkte han et øjeblik. Måske troede de at blodet smittede med hjemløshed.

Den mystiske attentatmand der havde sparket og slået og forsøgt at kvæle ham med sit slips stod nu pludselig foran ham, netop som han skulle til at gå tomhændet fra supermarkedet. Han kunne se sit eget spejlbillede i mandens blankpolerede tænder der alle var synlige i et triumferende smil. Bo's eget blev holdt tilbage af kvælende blod i halsen. Manden i habit sagde "Du har ikke mobilepay? De tager ikke imod kontanter her, men kom, så skal jeg fjerne dig herfra,"

Bo fulgte manden med lædertasken ud af supermarkedet trods hver en fiber i ham skreg at han skulle blive, i blodbadets pool. På gaden igen var manden med røve næver pludselig væk, og et stik i ryggen fik Bo ned på knæ. På en mur til venstre for Bo var 2 reklameskilte hvoraf Bo røg op af det ene, udåndende. Det ene var for Hus Forbi, og det andet Digitaliseringens Spåkone.