"Jeg kan ikke," hvisker jeg.

Vi er i et skur der ligger et par meter væk fra forsamlingshuset som festen bliver holdt i. Festen. Polterabend. Min polterabend.

"Selvfølgelig kan du det, skat," siger Sally upåvirket, "Det er helt normalt for en brud at få kolde fødder i sidste øjeblik."

Men det er ikke bare det. Det har jeg lyst til at skrige til Sally; Jeg har lyst til at flå cigaretten ud af hånden på hende, kaste den på jorden og stampe voldsomt på den, mens jeg skriger at jeg ikke har fået kolde fødder. Hvordan skal jeg have det, når de ikke engang var varme til at begynde med?

"Lige om lidt skal du i seng så du kan få din skønhedssøvn. Imorgen vil alt være okay!" bliver Sally ved, imens hun vifter med cigaretten. Don't temp me, siger jeg næsten.

Jeg kaster et irriteret blik på den hvide bryllupskjole som det er meningen jeg skal have på når jeg går ned af midtergangen i morgen og skærer tænder. Tårerne begynder at samle sig i mine øjne, men jeg nægter at græde.

Det her er simpelt hen for latterligt! Michael er en helt fantastisk mand, med blond hår og blå øjne, så hvorfor kan jeg ikke lade være med at ønske, at han var en anden? Han er sød, han har god humor, han er høj og stærk, og han er den mand, alle kvinder drømmer om at gifte sig med.

Alle kvinder undtagen mig, ser det ud som om.

Der lyder et bank på døren, der giver mig kuldegysninger, men jeg forlader alligevel Sally for at ud og åbne.

Og der i mørket står han.

Uglet, kulsort hår; blide, lysebrune øjne; smilerhuller, der er tydelige selvom han ser bedrøvet ud.

Det er den mand, jeg drømmer om.