Hej Lea,

meget interessant og vellykket drabble-skriveøvelse, der som jazz og et digt siger meget imellem linjerne, med vellykket initiering af fantasien og brug af titel til at skabe en forventning; noget af det sværeste for mig selv ved at skrive er begrebet "less is more" - det er svært at stole på læserens villighed til selv at skabe billeder med minimal information, men det lykkedes du med her.

Fra start får du sat en stemning, af mildt chok i relativt trygge rammer, med ord som bageren, kaffe, bønner og smil, men hvor man straks fornemmer at noget er 'off', og får lyst til at læse videre - en fornemmelse der styrkes af et ord som 'porcelænskoppen'; et sådant ordvalg stopper autopilotlæsningen her, da det virker mistænkeligt specifikt; hvorfor ikke bare kop? Selvfølgelig fordi at næste sætnings røde flag, "...sjældent lykkelig", får ekstra volume og gennemslagskraft i egenskab af de forrige virkemidler.

At manden gentager ordet "skat", da han kommer tilbage med kaffen, siger også så uendelig meget imellem linjerne, om et statisk forhold med fastlåste roller, men uden skurke eller helte; jeg gætter på at de begge forsøger alt de kan at gøre noget ud af dagen, men at de slet ikke ser hinanden - jeg kunne nemt se en scene for mig, hvor han står ude i køkkenet og laver kaffen, med en tåre trillende ned af kinden, fordi at han desperat forsøger at holde liv i noget dødt, altså forholdet/ægteskabet/synkroniciteten, men inderst inde ved at slaget er tabt; i hvert fald emmer det af desperation og evt. benægtelse i hans ordvalg.

Og endelig kvindens reaktion; her føler jeg at du rent fonetisk (hedder det vistnok) taber bolden lidt; "Så et pludseligt jag.." er et afgørende tidspunkt i historien, som sprogligt ikke gør det ære - jeg ved hvor svært det er at ramme præcis 100 ord, men det er en skam at så definerende et øjeblik ikke lyder bedre - jeg tænker at "Et pludseligt jag fór igennem hendes krop" ville lyde bedre, som eksempel. Jeg er selvfølgelig pedantisk lige nu og det er en lille detalje, men en vigtig en tænker jeg.

Norsk er et underligt sprog - de er så glade for at stå på ski, at selv deres toner i sproget farer ned af en bakke og så op af en, efterfulgt af et hop; "hu-la-HOP!". Men det lyder til tider ufatteligt smukt, når det ikke lyder fjollet. Jeg hiver det frem som et eksempel i fonetisme; hvordan ord er energi og vibrationer, og hvordan disse går op og ned. Undskyld hvis jeg vrøvler - jeg skriver dette efter en søvnløs nat.

Anyways, ift. historien: du lykkedes med at skabe en scene med effektive virkemidler, en scene der genremæssigt kan gå i alle retninger, omend kvindens symptomer på depression, på følelsesløshed/"numbness", selvfølgelig peger i retning af tragedie. Men historien kunne jo gå i alle retninger; selv komedie. Dét er et stort kompliment! Man får så absolut lyst til at læse videre, trods du får lukket scenen meget, meget vellykket, med et stærkt punktum.

Man får jo ondt af dem begge, selvfølgelig især kvinden. Dét er altså godt klaret, med så få ord til rådighed!! Endelig understøtter titel i dén grad teksten, jeg havde forventet en helt anden tekst udfra titel, og det er så fedt at du i hver eneste tekstafsnit formår at overraske. Det ville være 5 stjerner herfra, hvis ikke det var for ordet "Så..." i sætningen "Så et pludseligt jag...".

Tak for at læse kritikken hertil, og tak for en tanke- og følelsesvækkende tekst :-)

Mvh Ansu
PS: ift. emnet - alt liv er dynamisk, i konstant forandring; jeg tror at det i kærlighed og ægteskab er vigtigt at holde fast i man IKKE kender hinanden, at ingen er den andens 'skat', eftersom man stadig er i live og i evolution, og ikke er et færdigt produkt eller objekt, men stadig er i proces. En proces der fastlåses så nemt i forhold, hvor den anden forelsker sig i et statisk billede af en, og ser på én med gårsdagens briller. Men at man i forhold holistisk tilkendegiver at man har LYST til at kende den anden, at man er nysgerrig og ikke tager kærligheden for givet - kærlighed er påskønnelse, ikke besiddelse. Det er livets sværeste kunst og øvelse, og samtidig den simpleste - at glemme hvad man ved og rent faktisk åbne øjnene for det mirakel der er foran en, det udefinerbart smukkeste = liv. Jeg føler at din tekst siger alt dette, poetisk og koncist, uendelig meget bedre end jeg lige har gjort :-) Jeg håber at en anden ikke er lige så pedantisk som jeg, og giver kunstværket 5 stjerner, for det fortjener det også!

PPS: film-trilogien "Before" (Before Sunrise, Before Sunset, Before Midnight) tænker jeg er meget relevant ift. emnet, og er de bedste film jeg har set i mit liv - de er måske lidt nørdede, og nogle ville nok kalde dem intellektuel porno (negativt ment), fordi at det er kærlighedsfilm med næsten konstant dialog - men særligt for kunstnere, og særligt ift. emnet kærlighed, er de ganske inspirerende alle 3. Den er med Ethan Hawke og den franske sangerinde Julie Delpy, som med sin sang "A waltz for a night" delvist opsummere alle filmene, en sang der også indgår i filmene på et afgørende tidspunkt.