Jeg kunne lide dit digt straks. Det blev bedre og bedre for hver gang jeg læste det. Enkelt og sigende. Tak for det

Ps. Elsker din forfatterkommentar

Det her digt er råt, rasende og retfærdigt arrigt. Det føles som et opgør skrevet med fed sprittusch på en institutionsvæg klokken 03:42 – og jeg mener det som en ros. Der er nerve og kant og en fandenivoldskhed, der nægter at pakke sig ind i bomuld.

Du bruger et rigt og billedmættet sprog, som skaber et klart scenebillede. Detaljer som blomstrende metervarer, kulørte lamper og migrænefremkaldende parfume fra en gadehandler på Kalymnos løfter teksten fra det ordinære til det næsten burleske. Det kan jeg godt lide!

Det paradoxale i at frygten er frodig – som noget, der både spirer og kvæler. Og at netop cyklussen, flodens forudsigelige genkomst, bliver kilden til uroen. Det er smukt. Og eksistentielt uroligt.

Jeg kunne forestille mig denne linje som åbning på et længere digt, måske med følgende tone:

Tidevandsbøn

En frodig frygt forplanter sig
når flod følger ebbe –
jeg ved jo, den kommer,
men frygter den som ny.
I tidevandsrytmen bor
en gammel melodi
der minder mig om tab
jeg endnu ikke har lidt,
men allerede græder over.

Digtet bæres af en eksistentiel undren, der klinger både barnligt og guddommeligt – en stemme der tør stille spørgsmål, uden at kræve svar. En stemme, der formår at holde både Palæstina og brystvorter, troldehaler og præsidenter, side om side, uden at det sprænger sproget.

"Håbet i lomme filosofien hjælper ikke mere."
– det er jo knusende. Og dog: selv dét at skrive det frem er jo håb. At græde til musik, at spørge hvor alting sejler hen – det er jo et menneskes stemme, der ikke har givet op.

Den bærer en barnligt-ærlig rytme og minder om noget, man kunne finde på bagsiden af Billed-Bladet, hvis det havde haft modet til at være poetisk. Den rimer med overskud og humor, men der er også en fin præcision i udvælgelsen af detaljer: ikke det kraftige lår, ikke det vilde hår – men kunsten i bevægelsen, cyklens penselstrøg hen over asfalt og alper. Det er Vingegaard som kunstner, ikke som maskine. Det kan jeg virkelig godt lide.

Kære Christina.
Hvad forstår du under en vandmand, mener du dem med mange ben som lever i havet? De har mange hoveder, fordi de har hoved på benene og er egentlig ret intelligente. Mvh Inge

Hej David
Du lykkes i teksten rigtig godt med at få budskabet leveret, og du gør det i en tekst der har præcis den længde den skal have for at virke. Den er varm i tonen, man kan mærke hjertet. Kram fra Niels

Hej Ulla
Dejligt med en tekst der er nede på jorden og samtidig er sin helt sin egen fortælling. Selv om fortællingen er kort, bærer den minder og kærlighed på fornem vis frem til nuet.
Kh David

Smuk, varmt og fintfølende. Nærværet i detaljen - sproget har ikke brug for at råbe højt, bare tilstedeværende som indholdet. FLOT

Du har talent i digtning, mange prøver sig i det poetiske, men du rammer det som der er mening i. Du formår at trække det evige ind som middelpunkt med en fin formuleret digtning. En fornøjelse at læse. Mvh Inge

Hej Kathrine.
Nogle af dine digte er så fantastiske og så smukke, at jeg næsten ikke tør læse videre, et af dem er det her. Det er helt utroligt skrevet, så jeg mangler ord.- Første vers f..eks. og senere ordene "Måske er meningen ikke stor. Måske er den præcis så lille og stille som et vingeslag i morgensolen", så sandt og så lyrisk smukt beskrevet, ligesom hele digtet tilsammen bliver forenet i en dyb filosofisk helhed og poesi.

Hej Pia
Skøn fortælling med puls og nerve. Du formår at beskrive både mørket og lyset og få det til at svinge fra frygt og over til hovedpersonens indre vildskab. Hun finder sig ikke i noget - og hun er nok blevet et forbillede for Hank, som ingen andre kan leve op til. Han kan lide hendes modstand og rappe kommentarer.
Den slutter rigtig godt, hvor den ene tjeneste er den anden værd.
Tak for teksten!

Mvh. Lejsy