Det er rigtig fint og skrøbeligt. Det er en opremsning - en slags huskeseddel, og jeg ved PRÆCIS hvad du skriver om, for jeg render selv rundt med sådan en seddel hver eneste dag og har to gange i mit liv undladt "kun at tænke tanken." Man skal derfor huske at tage sedlen op ad lommen og læse den op for sig selv når bølgerne går højt. Det må du love mig at du gør.

Der er ikke så meget lyrik over dit digt, men netop på grund af det virker det så stærkt. Der skal ikke pakkes noget ind når der er tale om en sådan "note to self". Er det med vilje, at du afslutter hver linje med et punktum, i øvrigt?

Jeg har også læst noget andet du har skrevet, og du er altså ret god.

Meget tankevækkende og godt skrevet. Det lyder som om sygdommen har overtaget hovedpersonen lidt lige nu og har ligget der et stykke tid, at dømme efter bananfluerne. Selve digtet består vel af tre lange sætninger. Måske du kunne lave dit næste digt lidt mere opdelt? Eksempelvis de tre sidste linjer, som bliver holdt sammen af to "og" og således bliver til en sætning i stedet. Så kunne du sætte flere tanker i gang hos mig og du kunne få flere informationer og billeder med. Bare en tanke.

Jeg er også psykisk syg, og jeg kan have svært at finde ud af hvornår hverdagen hører op og hvornår fritiden starter. Det er derfor godt at læse det du har skrevet, så jeg kan blive mindet om det. Tak for læsning, det er et godt digt og det satte RIGTIG mange tanker i gang hos mig (og der skal der noget til, for jeg er en gammel cirkushest i gamet)

Kære Ansu,

Jeg synes du er modig. Ligeså mange ord du bruger, der lugter af nederlag og selvkritik, ligeså mange stærke, ærlige og omsorgsfulde ord ser jeg også. Du tillader dig selv at gå, når du bliver utilpas. Du er parat til at gøre nærmest hvad som helst for at opnå ro - hjælpe dig selv. Du har ikke mistet håbet om arbejde, kærlighed og omsorg, selvom håbet i sig selv piner dig. Du reflekterer over dine triggere og du taler med andre folk om det. Du har så mange traumer, der umiddelbart kunne være mere bekvemme at benægte - men trods retraumatisering bearbejder du dem stadig. Osv.

Udfra dette, ser jeg dig på ingen måde som 'behandlingsresistent' (et, for mig, ligeså provokerende ord som fx 'samfundsforstyrrende'. Hvem står mon bag dem??). Går det langsomt frem? Ja. Er det ubegribeligt hårdt? Uden tvivl. Men du ér stærk. Du overlever. Og jeg tror du gør det fordi du er så stærk til at kommunikere som du er.

Der er mere end rigeligt plads til dig i denne verden. En kasse at passe ned i er ikke lig lykke. Du rykker mere end du selv tror.

Knus herfra, hvis du holder fast i dit punktum. Hold fast i dig selv og held og lykke derude. :)

Håber ikke du hentyder til dig selv, for den slags følelser skal man se at komme af med.
De er ikke værd at gemme på.

Hej
Igen en god lille tekst, som fordrer eftertænksomhed.
Der er noget genkendeligt i tanken om, at når man er kommet i et forhold, så gælder der nye regler, nye måder at omgås hinanden på. Det kan let ligge et tæppe over den kærlighed og begær, som var i begyndelsen.
Her er din tekst en god reminder. Man skal udvide sit forhold - ikke begrænse det bag normer om, hvad et forhold bør være.
God lille tekst.
Claus

Hej
Fin lille tekst om overgangen mellem kærlighed og begær - ikke at kærligheden forsvinder med begæret. Synes dog du rammer øjeblikket meget godt :-)

Claus

Hej
godt digt, hvor du beskriver jalousiens væsen fra en personlig vinkel. Jeg tror, at mange kan genkende dele eller måske alle effekterne af jalousi.

Jalousi er en personlig følelse og eksisterer mellem mennesker. Det er ikke på den måde en følelse, som kommer fra naturen. Gad vide, hvad den udspringer af? Hvilken drift eller overlevelsesmekanisme bliver gennem det menneskelige sind til jalousi? Der er nok tale om en kombination af i hvert fald misundelse og kærlighed/lyst, men hvilke andre ingredienser, som er på spil er ikke lige til at gennemskue. Det er nogle af de tanker jeg får, når jeg læser din tekst.
Godt gået
Claus

Hej
Fin lille tekst
Du leger med noget ukendt i fortællerens tætte fortid. Det skaber en åben tekst med mange tolkningsmuligheder.

Uuuuuaaaahhhhmmmm, jeg tillader mig at være uenig i de tidligere kommentarer.

For det første er jeg ikke glad for, at dit hjem blev lyst igen. Altså i en rent litterær kontekst. Er det et selvbiografisk digt, er det godt for dig, forstås. Men i forhold til digtets opbygning synes jeg, det er ærgerligt. At det bliver så klart fortalt. I modsætning til at ligge mellem linjerne; ligesom den dystre tone gør det i den indledende del.

For det andet læser jeg det mere som et destruktivt forhold, snarere end omhandlende barndom. Men jeg har det helt fint med, hvis jeg tager fejl. For det er netop digtets styrke, at det er placeret så ganske, intet mindre end, genialt i grænselandet, hvor læseren får lige tilpas meget at vide til at have en ide om, hvad der beskrives. Og så alligevel være i tvivl. Og dermed være og føle sig så aktivt, indlevende en del af historien og dens følelser. Jeg har kæmpe bias - i at jeg elsker denne slags formuleringer, både i det jeg læser, og det jeg selv skriver i længere format. Tag derfor den næste del, tiltænkt som udelukkende konstruktiv kritik, med en solid håndfuld salt. For det kan sagtens tænkes at - også den sidste del - fungere som digt, men blot ikke fungere i mit aparte hoved :)

Ligeså meget som jeg elsker den første del, ligeså meget står jeg af på den anden del (fra linjen "fandt ud af at jeg ikke var så lille alligevel"). Det er den klassiske show, don't tell. Som sjældent er en faktor i digte. Hvor jeg føler, at den første del er en lille (eller stor) genialitet, spoleres det af, at jeg får tingene så præcist udpenslet i den sidste del. Jeg kan komme på 117 måder (som primært er mere kortfattede), hvor digtet kan afsluttes, hvor det tvetydige stemning opretholdes, men det skal jeg ikke blande mig specifikt i. For det kan for det første tænkes, at du er dybt uenig. Og for det andet kan du sagtens selv formulere det smukt med de følelser, du ønsker, kan jeg konstatere på den første del.

Hej Jacob

Sikke dog nogle smukke ord, som jeg genkender så meget i. Dette særlige møde med et menneske der på bænken.
Tak for en smuk tekst, der vækker minder.
Kort og god
Kh
Christina

Hej Claus
et meget flot digt, især er jeg pjattet med "kunne jeg ville jeg lade tiden faste i aften", er meget flot formuleret. Det er den slags erindringer vi står tilbage med, når andre spørger ind til vores livs mindeværdige øjeblikke. Tak for ordene fra Ulla

Kort og godt! jeg er fan

Hej Ann :D
Meget intenst og passioneret digt. Du har begået et lille pragtstykke.

Tak for misundelsen. Jeg kvitterer med forundrelsen. Over noget jeg selv burde have skrevet. De næste vers kunne være:

Stjernerne funkler i dine øjne.
For i dig er ingen løgne.
Derfor er du hele mit univers.
Kærligheden er dermed ej på tværs.

D

Hej Cille
Et smukt digt om kærlighed og blufærdighed, det kan være svært at åbne sig når kærligheden titter frem. Det får du beskrevet rigtig fint. Det er umuligt at tyde "runer" hvis man ikke forstår sproget. tak for ordene fra Ulla

Hej Angeling
Nej det er ikke sjovt at gå i første klasse og føle sig udenfor. Godt pigen har en mor der har tænkt sig at snakke med skolen om det. p.s. Jeg kan godt lide titlen fordi den har dobbelt bund,

første klasse (i skolen)
første klasse (dem der har størst status)
nå ja og så DSB køre på første klasse (de bedste pladser)
Tak for ordene fra Ulla