Tak Ida. Faktisk handler digtet om livet i mere bred forstand. For sådan nogle som mig, opleves de fleste sociale sammenhænge som en slags "familiefest"... kontinuerlige bekymringer, sociale kompromisser og nederlag. Synes sammenligningen gav god mening til det jeg ville ramme.

Ja der er mere end manglende ord, nedenunder ligger en anden slags mangel. Dejligt du fornemmer det nedenunder og mange tak for kommentaren.

Ja det er vist et tema de fleste som er glade for ord vil kunne nikke genkendende til. Tak for din kommentar!

Igen, tak for indsigtsfulde og brugbare observationer. Hele vejen rundt.

”den Lynchianske vibe føler jeg tydeligt, hvilket er en super god ting”

Du kunne have sammenlignet mig med en hvilken som helst forfatter, og det ville stadig have bragt et mindre smil frem, end tilfældet er med Lynch. Jeg kan ikke undsige mig at hive inspiration – både bevidst og ubevidst – fra hans måde at fortælle en historie. Endda i en sådan grad at der i et senere kapitel er lavet en mini-homage til mesteren i at fucke med ens hoved :)

Jeg er enig i alle dine observationer omkring det sproglige – adjektiver, mere koncise sætninger med videre. Det ”sjove” er, at jeg for nærværende slår, nej tæsker, en anden bruger oven i hovedet med ”færre adjektiver” og ”mere præcise, kortere sætningskonstruktioner”, på den kærlige, velmente måde forstås. Det er min erfaring, at det for langt de fleste er væsentlig sværere at spotte, lige præcis de to ting, i sætninger, som man selv har fremelsket. Og tilsvarende lettere at spotte hos andre. Så i det omfang du fanger dem, og har overskud til at kommentere på dem, vil jeg frygtelig gerne have dem påpeget. For jeg lytter og retter (også efter jeg selv har forsøgt at luge det ord-ukrudt så meget væk som muligt).

Der er en undtagelse:

” "Ikke skyggen af humor eller sarkasme i stemmen. Blot en tør konstatering af en reel risiko. Efterfulgt af en advarsel" = igen, show it don't tell it.”

Jeg er enig, som en generel regel, at alle adjektiver, der kvalificerer tale eller toneleje, skal ud. Det vil dog næsten altid være en beskrivelse, tell, af et øjebliksbillede, uagtet om det er fremført i nutid eller datid. Her er der i min optik ikke tale om, at jeg som forfatteren fortæller tonefald i stedet for at vise det. Jeg-fortælleren genkalder sig egen erindring om oplevelsen fra det opkald. Er det heeeeelt skævt at mene, det er en gråzone??? Hvor det er okay så længe, det ikke bliver en narresut, der forfaldes til gentagne gange. Det er essentielt at få beskrevet ”hende” på denne vis, og jeg er derfor fristet til at udnytte gråzonen, selvom jeg godt kan se, hvorfor du peger fingre af den.


” "Det skvulper for mit øre og hvisker til mig." = hvad hvisker? som læser mangler jeg et subjekt, der agerer hviskende.”

Ahhhhmmm, det er med vilje. Det er tiltænkt som et what the fuck moment. Og det kommer til at gå igen et par gange. Tanken, eller snarere håbet, er, at det ville være genkendeligt som netop den slags moment. Med historiens overordnede ”feeling” in mente. Og det derfor, som naturlig forlængelse deraf, vil være tydeligt, at der – når det ikke er random – vil komme en payoff på det (hvilket der gør). Det er derfor lidt ligesom dit svar til en del af min feedback til dig: Hvis grebet ikke virker, ikke opfattes efter hensigten, eller endda bliver kilde til irritation/undren, bliver jeg jo nok nødt til at genoverveje det.

” "Ultimativt en forgæves og umulig kamp. Lys mod mørke. Det gode mod det onde. " = jeg ved godt du kritiserer allegorien i teksten i efterfølgende sætning, men tænker stadig show it don't tell it. Men det er her mere en fornemmelse end direkte at det er bedre at gøre.

Yes, det er uden sammenligning det lille segment af tekst, hvor jeg har været mest frem, tilbage, frem og tilbage igen. Jeg vil såååååå gerne have, at jeg-fortælleren har den tanke (og helst på denne måde) i forbindelse med at slukke lampen; at han godt ved, at han træffer en ikke kun seksuel men også en skelsættende moralsk beslutning. Forsøget med at få ham til selv at studse over den/kritisere den er blot min seneste hail mary på at få den til at virke. Det er, desværre nok, a darling that needs to be killed.



” "Hvornår har jeg... [og frem til] Nej vent, blomsterne" = jeg fornemmede ved læsningen en vis skurren mod hårene for mig som læser ved, at du lige efter en super effektfuld dialog og indre monolog falder tilbage til fabuleren. Det kan godt virke, men måske skal fabuleren gøres kortere/ mere præcist.”

Og

”Afsnittet med countrysang og frem fik mig til at tænke, at jeg kunne vove den samme kritik, du gav mig, nemlig at guldkornene i kapitlet bliver forstyrret af for lang mellemtekst, og idet den er for lang kommer den til at føles uvedkommende.”

Det er også her delvist bevidst. Jeg har i de indledende kapitler tilsigtet at danne et billede af en jeg-fortæller, der er perfektionistisk og control freak (og analytisk). Det er denne beskrivelse, jeg forsøger at bygge videre på (før character arc stikker helt af). Mens han er stresset over en kombination af irritation over telefonsamtalen, ikke at vide hvor han er på vej hen og at skulle holde øje med afkørslen, er hans tanker fragmentariske, ulogiske og ja sammenligneligt korte. Så snart han har fundet afkørslen og ved (cirka) hvor han er på hen, returnerer tankerne til mere sammenhængende, logiske/analytiske og ja længere. Dermed forsøger jeg at fortælle noget om ham; og benytte det som ”undskyldning” for ved samme lejlighed at skabe en solid back story for historiens altoverskyggende karakter. Plus at snige et hint til læseren om, at den logiske/analytiske del af ham ganske udmærket ved med sig selv, at hans prekære situation i dette øjeblik skyldes et eller andet fra hans fortid. Deraf de lange tanker på fortid. Er din anke ligeså stor med dette in mente? Jeg forsøger ikke blindt at forsvare, men forhører mig med oprigtig nysgerrighed. For jeg har selv tænkt tanken, at det bliver liiiige meget nok i de selvsamme passager, du påpeger. Det er igen tilbage ved din egen observation; hvis mit greb ikke virker og i tilfældet her hæmmer historiens fremdrift, skal det ændres. Jeg vil bestemt kigge på muligheden for at gøre det kortere og/eller struktureret bedre. Apropos dette:

”Kan også noget, især billedsproget. Men hvorfor ikke lave dialog efterfulgt af billedsprog, med samme kontante effekt, som med Nadija? Sådan at artefakter graves frem fra dialogen (elefanter) og så holdes op mod lyset i karakterens tanker?”

You might be onto something, you know :)