Smukke små rim om sandhed, uden at gøre dig selv bedrevidende. Det er smukt, du lader sandheden gå over i blomster, som i en dyb filosofi uden dyre ord. At den skal gødes med sund fornuft, kan jeg kun sige til, at det er så evigt sandt. Rigtig fin afslutning med de sidste to linjer, for det er der, vi skal ned at kravle for at begynde at se/tænke, og ikke som store roser på et utænkeligt bjerg eller oppe på tyvende etage. -

Meget velskrevet digt. Det er utvivlsomt, at det omfatter meget sorg og kærlighed.

Puh, jeg bliver helt forpustet. Din tekst er ærlig og rørende. Vh. Caro

Elsker din lille historie her og man kan ikke slippe den før man er færdig og rosen var noget særligt og hvad Ester så end var :-)

Elsker dit så sand skriveri her og kunne ikke være mere sandt og samtidigt er det godt skrevet .og næstekærlighed kender de slet ikke

Så sandt og så smukt hvad du skriver og jeg elsker det og godt spørgsmål du stille til sidst om man er blind eller ej

Kan godt lide hvad hjertet er fuld af og jeg kunne godt havde skrevet dit digt med mit hoved og hvad der sker der for tiden og elsker det og må tænke over hvad jeg ville ønske af den lampe ånd og tror det skulle være noget med minus misbrug...narko...og ikke mig men hvem der besidder noget jeg gerne vil havde

Av den her gør ondt og læse og er så smukt skrevet og bider ind til tænderne og gør ondt i mit hjerte og kende den med tidsrum ikke at huske fra sin barndom og det var overgreb og psykisk terror fra mennesker med alkohol i blodet og kaos i deres indre....
Jeg har været alle steder du beskriver og bortset fra psykologen og kirkegulvet (tog rådhus i stedet) og angsten har jeg selv arbejdet med...min sociale angst der fik noget af et tilbage slag her i den seneste tid, fordi jeg endte i selskab jeg ikke kunne harmonere i og forholde mig til og ville trække mig ned. Du får nye støvler til jul og så er alt lykke husker jeg noget om fra min barndom og så kan du da intet huske vel.

Uha den tilstand kender jeg vist lidt for godt lige nu hvor jeg er og mit skriv handler om en person og ikke ret meget andet og bliver ikke godt skriv, men mine tanker og hvad mit hjerte føler og den smerter der i det lige nu fordi jeg har sagt farvel, fordi misbrug kan jeg ikke gøre noget ved

Hvorfor ikke vælge en lile smuk og blå blomst i stedet for lange værker skrevet om tro og hvad sandheden er og finde sin egen lille sandhed i den i stedet .

Man mærker og føler din smerte og dine følelser. Det er smukt, brutalt, ægte og rammende. Like it :-) Nils

Halløj Ileme/Emeli

Du har skrevet en fantastisk tekst her.. Efter første gennemlæsning sidder jeg og spekulerer på hvad det var jeg lige læste.. Næsten som at høre Prokofiev eller John Coltrane første gang. Det er tydeligt at det jeg lige oplevede her, var noget helt særligt selvom jeg ikke forstod ret meget af det. Jeg bliver nødt til at læse den igen..
Dit store ordforråd og din gode evne til at sætte ordene sammen giver en spændende og særegen struktur i teksten. Det er ikke umiddelbart let at gennemskue hvad hulen det hele handler om. Er der mon et budskab i det her lidt labyrintiske konglomerat af mystiske sætninger..? Et mønster.. en krukke med guld.. Jeg tror det.. Din tekst er ikke let tilgængelig. Ros for det.
Det er vildt flot og jeg glæder mig til at læse mere af dig..

Vil dog ikke undlade at komme med et par små bøvser..
Denne her feks.
"De havde faldet ned i det høje græs og været desorienteret, begge to. "
Den er absolut ikke mundret endsige elegant..
Jeg ville have skrevet:
"De var faldet ned i det høje græs og havde begge, af den grund, været desorienterede"

eller denne her:
"Der blev de så sammen siddende, kun to stirrende ind i det vandfald af lysindfald glimtet havde skjult. "
Vandfald og lysindfald lyder bare ikke fedt lige efter hinanden og det burde lige blive rettet. Altså to gange fald..
Der er et par stykker af den slags småting igennem teksten, men er bestemt ikke noget der ødelægger oplevelsen. Prøv eventuelt at læse teksten højt for dig selv, det giver som regel en rigtig god ide om hvor der skal strammes en skrue eller høvles en knast.

Men ellers synes jeg du kan være stolt over din tekst.. Flot arbejde..

VH.
Jonas Q.

Et meget aktuelt digt, du byder ind med her, Sarah. De fleste af os kan vel genkende følelsen af, at noget i vores liv er gået i stå i disse coronatider. Jeg kan godt lide din skrivestil, for du tør godt lade sætningerne i dine digte blive lange. Alligevel kunne du måske med fordel bruge stort forbogstav ved linjeskift og efter punktum for at skabe lidt brud i teksten, hvis ikke din læser skal føle sig helt stakåndet over at læse digtet (højt) :) Vh. Caro

Jeg vil gerne tilslutte mig koret af imponerede læsere. Sikke et inspirerende ordvalg og en malerisk stemning du får skabt, når du skriver om at turde flyve højt og satse på egne drømme. Vh. Caro

Skønt digt der rummer masser af budskab. Jeg er især fan af dine rim, der skaber en dejlig og let rymte, som gør digtet "nemmere" at følge

Hej Inge. Jeg er vild med, hvordan man kan se digtet fra begge sider af den aktuelle sag. Parrimene sætter prikken over i'et i digtet, som gør det lyrisk. Tak!

Det er et godt og kort digt. Selvom det er kort, rummer det en meget virkelighedsnær beskrivelse, som er yderst relevant

Dejligt digt, hvor du har valgt en vinkel/et perspektiv, der fungerer godt! Det giver levende billeder i mit hoved, når cyberspace følger med og man modtager smil i ryggen. Jeg tænker, at du sagtens kunne have afsluttet digtet dér ("og får mit smil i ryggen"). Det er både en stærk linje eventuelt at slutte af på, og så finder jeg den pinlige mor langt mere interessant, end hvad der end foregik på sønnens skærm i baggrunden. Men det er nok et spørgsmål om smag :-) Vh. Caro

Dybt digt, der skildrer det personlige aspekt