En utrolig smuk og sørgmodig tekst. Dit sprogbrug er virkeligt godt, og det skaber nogle smukke, livagtige og sørgelige billeder hos én. Jeg kan godt lide, at man kan fornemme hvem fortælleren er, da man både får de gode og de dårlige sider af vedkommende vist. Der er en grund for, hvad hun tænker/siger/gør; eksempelvis dét med, at hun kan lide at se dyrenes dødskamp, og at man bagefter får at vide, at hun ikke havde lov til at være der, da hendes egen mor åndede ud.
I det hele taget livagtige personer - flot skrevet.