om mig og månen er asfalten? ikke rigtig nej, vi er mig. jeg er den forvirrede, rablende, drengerøv der ikke ved hvor han er på vej hen, eller om han er på flugt eller på jagt. månemanden er den lyttende, forstående, og klarsynede voksne jeg ønsker at være.
asfalten er mange ting. den er byen med alle dens drukture, fortjente fortrydelser, dårlige vaner, og muligheder jeg ikke kan håndtere, men også der hvor jeg føler mig hjemme og tryg. den er de venner der er i byen, jeg stiller alt for store krav til, og giver alt for lidt igen. og så er den den x kæreste jeg elskede så højt, men gjorde så ked af det ved at give hende alt for lidt opmærksomhed, på grund af "asfaltens" andre elementer.
asfalten er sådan lidt en metafor for at blive holdt oppe af alle de ting jeg elsker, og så træde på dem uden noget egentligt formål, udover at jeg ikke kan finde ud af at være den jeg gerne vil være.

Du skal ikke beklage, forstod bare ikke hvad du mente

Øv, det er eller mine yndlings linier

Mange tak

Er ikke sikker på at jeg er helt med?

Er det stadig kejserens nye klæder hvis man udstiller sig selv nøgen med vilje?

Tusind tak

Det er desværre en slags følsomhed man ikke bare kan møde, den tager et halvt livs fejltagelser, tilgivelse, og forståelse at opbygge.
Men jeg ville oprigtigt ønske at alle mennesker havde den i sit liv.

Som jeg så tit siger til hende, alle burde ha en anna, men der er kun en, og jeg har stadig ikke fattet hvorfor jeg har den.