Hej Ann

Du er virkelig gået all-in med metaforer og symbolik i denne novelle - det er bare dejligt at se. Det kræver en del mod at opbygge en historie så konkret op på et fundament af billedsprog, som du har gjort her, og alene det skal du have ros for.

Faktisk synes jeg du formidler brugen af dine metaforer rigtig fint. Det knuste hjerte er i centrum gennem hele historien - de små atomer - og selvom man skal halvt ind i historien (måske er det bare mig, som var langsom) for at opfatte dette, giver det kun god mening, eftersom man i denne slags historier SKAL være forvirret, inden en snært af det vigtigste går op for en. Det handler så om at kunne fastholde læseren, imens denne forvirring er tilstede, og her hjælper din dejlige formidling af sproget rigtig meget. Du skriver nemlig rigtig dejligt. Dit sprog er dejligt overkommeligt, men stadigvæk godt balanceret i forhold til malende, nuancerede beskrivelser og ganske enkel beretning.
Hvad jeg imidlertid godt kunne have ønsket mig fra dig, er en mere rammende og kortere indledning, der ganske kort inde i historien kunne have gjort læseren utrolig nysgerrig. I og med du skriver så flot, som du gør, og har nogle gode og gennemtænkte idéer, er jeg sikker på, du med fordel ville kunne sammenstykke en sådan. Du gjorde det i din sidste historie (Papegøjen), og det virkede nemlig rigtig fint. Du kan sagtens vække mere nysgerrighed i starten af denne historie, det er jeg sikker på.

Jeg er vild med indholdet. Nu nævnte jeg før, det kræver mod at springe ud i en sådan metaforisk novelle, som du har gjort her, for der er altid en chance for, det går galt. Intet har på den fløj gået galt for dig med hensyn til denne historie, og jeg fik hurtigt fyldt et A4 papir med noter omkring dit effektive billedsprog. Atomerne har jeg været inde på tideligere, men det er en fin måde at beskrive hans knuste hjerte på, da han jo er videnskabsmand. Han leder efter de mange brudstykker af sit hjerte for igen at kunne blive hel oven på et knusende brud med en kvinde. Han finder ikke nogen af dem i løbet af novellen, men han kan mærke de smukke atomer svæve rundt, og som læser føler jeg dermed, at der er en smule håb for ham, selvom historien ender relativ sørgelig.

Jeg er samtidig vild med din beskrivelse af haven, som billed på hans sind. Det er her han bevæger sig rundt og leder efter sine atomer. Det er i imidlertid også her, stormenene raser, når han nu engang bliver trukket ned i sin sorg på ny. Specielt elsker jeg denne sætning, som gjorde meget indtryk på mig:

"Det kunne ikke gro der mere. I hvert fald ikke før at tiden havde glemt en smule, og det grønne igen kunne forvandle sig tilbage til det, det før havde været."

Dette er en god beskrivelse på hans nuværende sindstilstand. Han erkender samtidig her, at han måske slet ikke er klar til at lukke en masse nyt godt ind i sit liv. For mig at se erkender han her, det nok kommer til at tage tid, inden han bliver lykkelig igen. "I hvert fald ikke før tiden havde glemt en smule". Så kan han lede nok så meget efter smukke atomer.

Du får de små ting, du lægger ud til at gå op i en højere enhed. Samtidig benytter du kontrolleret billedsproget, og selvom du overøser historien med den, er det tydeligt, du ved, hvad du gør. Det er en meget respektfuld novelle i forhold til det "at skrive". Du er så bundærlig, og det er pisse fedt at læse. Du har virkelig fat i noget af det rigtige, og du skal bare fortsætte ad den bane - så har du mange gode historier i vente; det er jeg ikke i tvivl om.

Mange tak for den dejlige læsning.

Det allerbedste,

Rasmus

Hej Ann

Jeg starter tit på historier herinde, hvor indledningen får mig til at vige bort og bringe min opmærksomhed et andet sted hen. Din indledning gjorde lige det modsatte, og jeg nød din historie rigtig meget.
Først og fremmest vil jeg gerne fokusere på din formidling af sproget. Det lader til, du er meget fortrolig med at skrive, og det gør din historie behagelig at læse. Dit sprog er meget flydende og malende - det stryger simpelthen bare derudad - og derfor formidler du hovedpersonens sanseindtryk på en rigtig fin måde til din læser.
Med titlen gør du læseren opmærksom på, hvor denne skal lægge en god del af sit fokus. Og med papegøjen får du fint bragt essensen af historien videre til din læser. Jeg formoder, at titlen gennemsyrer historien. Stiller spørgsmålet: Hvad er sandsynligheden for, at en tropisk fugl lander på ens tag? Men endnu værre - hvad er chancen for, at den bliver siddende? Det er rigtig flot, du har tænkt meget over det, og det gør mig bare glad.
Super flot historie. Du kan være sikker på, at jeg vil være der igen, når du på et tidspunkt lægger en ny historie ud.

Godt arbejde. Tak for den gode læsning.

Alt det bedste,

Rasmus

En flot fortalt og skrevet historie.
Mange er nok mødtes på en lignende måde. En ganske kort indledning og så - nå ja, hvorfor ikke? Lad os dog prøve. Men hverdagen trænger sig på og ødelægger idyllen.
Papegøjen? Det kunne have været en pelikan eller en stork. Det er ikke vigtigt. Væsentligt er, at lykken kan lande på vort tag som en smuk fugl og snart efter flyve bort igen.
Rigtig godt beskrevet!

Venlig hilsen
Dino.