Fin beskrivelse af hvordan en person kan fuldstændig tage magten og kontrollen over en anden. Det kan både være fysisk og psykisk. Godt digt .

Hej Anna.

Godt jeg ikke er single hvis det er sådan datingmarkedet er (og dette siger jeg selvfølgelig, da jeg ikke håber det er et forhold).

Fin beskrivelse af det submissive og dejligt at det ikke er trukket længere ud - passer godt længdemæssigt.

vh. Tommy

Hej Anna,

vanvittigt modigt digt, igen - og et digt der er meget, meget svært at kommentere, af frygt for at skrive noget forkert. Det håber jeg ikke jeg gør her - i så tilfælde undskyld på forhånd.

Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at blive udsat for den tortur som alle seksuelle krænkelser er, af en man har "delt en joint" og "nydt selskab" med. Hvis altså jeg har tolket dit digt korrekt, og det handler om den samme person i alle versene...

Det må være forfordeligt at blive forrådt sådan, af en man troede var en helt, helt anden person. Helt afsindigt forfærdeligt - ikke "kun" den fysiske tortur, tortur bogstaveligt talt, men den psykiske også; hvordan ens tillid til andre bliver rokket i sin grundvold, og næsten uundgåeligt også ens tillid til sig selv - alt andet ville være underligt!

Altså, ikke at det nogensinde, på nogen som helst måde, nogensinde kan være andres ansvar end krænkerens - der findes ingen formildende omstændigheder, ingen undskyldninger, og ingen deling af ansvar, nogensinde, det var 100 %, 1000 %, hans skyld. Men det er jo så svært at lægge den uretfærdige og tarvelige skyld fra sig, og genfinde tilliden til sig selv til, at man er i stand til at læse andre, og at man er i stand til at slå fra sig. Men voldtægtsforbrydere og andre krænkere er jo altid toptrænede i at skjule hvilke små kakkelakker de i deres sande karakter er. Og den apati og sadisme der driver det= altså nydelsen i at se en anden lide, er jo desværre brugbar i konkurrencesamfundet, så de fremstår ofte succesfulde, materielt og statusmæssigt. De er så ynkelige, sådan at være afhængige af andres tab for at kunne føle sig som vindere!

Dit sidste vers i "...Men denne gang er anderledes"...
først tolkede jeg det som dissociation - som kroppen og hjernen der helt naturligt lukker ned i choktilstand, for at beskytte og mindske smerten = på samme måde som alle dyr gør, når et rovdyr fanger dem og skal til at æde dem, og alle muligheder for flugt eller for selvforsvar er væk = altså kroppen og hjernen der lukker ned, i en opgiven, for at døden skal være så smertefri som muligt - det samme sker for os mennesker i sindssyge, unaturlige situationer såsom voldtægt og overgreb. Hvilket er smart i momentet, men jo ikke efterfølgende, hvor choktilstanden så ofte går i "loop", og dissociationen fortsætter. Og så forstår folk bare så satans sjælendt, forstår at man under forbrydelsen gik i choktilstand, og bogstaveligt talt ikke KUNNE gøre noget anderledes.

Men.. det sidste vers kan jo også, i relation til resten af digtet og titlen, tolkes som værende døden. Som voldtægtsforbryderen der endelig gør dét, som jeg tror at de alle, alle voldtægtsforbrydere, drømmer om at gøre - at "eje" deres offers sjæl for altid samt blive fri for bekymringer om at blive opdaget som værende de kakkelakker de er, ved at dræbe offeret..

Jeg er glad for at du er her i dag, og glad for at du er i stand til at skrive som du gør - selv hvis teksten skulle være 100 % fiktion, hvilket jeg virkelig, virkelig håber at det er, så tror jeg at mange overgrebsoverlevere kan relatere til det - til mareridtet om at stå ansigt til ansigt med en, der nemt kunne have dræbt en. Og som man, når man har det allerværst, med traumet i kroppen og minderne i sindet stadig torturrende én lang tid efter, måske ønsker at de havde gjort...

Jeg tror at der er en enorm healing, en enorm helbredelse, i at skrive om sine traumer, og i at droppe idéen om at man holder en tale i en retssal (sådan skrev jeg selv engang; som var jeg en advokat der klargjorde et anklageskrift, for at få verden til at tro på mig). Jeg er selv dybt, dybt inspireret af overgrebsoverleverne James Baldwin og Maya Angelou, der begge sagde at deres egne selvbiografier kun var semi-autentiske - at der uundgåeligt var fiktive elementer i dem, men at det var deres ret som forfattere og overlevere, at fortælle historien sådan som de ønskede at gøre det. At det var DERES historie at fortælle, ingen andres, deres sandhed at gøre med som de ønskede.

Jeg skriver dét, fordi at jeg læser dit digt som værende ala et mareridt, eller et flashback. Jeg håber i hvert fald at den sidste del er fiktiv, og at teksten ikke OGSÅ beskriver et mordforsøg... Omend alle voldtægter måske burde sidestilles med mordforsøg, og i hvert fald med tortur.

"Håb er altid ledsaget af fantasien, viljen til at se hvad vor fysiske miljø dømmer umuligt. Kun det kreative sind kan bruge håb. Kun et kreativt folk kan udøve det." - Jericho Brown (digter og aktivist).

Jeg håber at du holder fast i kreativiteten, ikke kun fordi at du har åbenlyst talent for originalt og nyt materiale, men da langt vigtigere fordi at kreativiteten kan være så godt til at skabe håb, og til at give slip på fortiden, eller få fortiden til at give slip på én. Og at du i kreativiteten, uanset om kreativiteten er i skrivning, hækling, håndværk, computerspil, i madlavning, dans, i sport eller i noget helt andet, så holder fast i at du har absolut frihed, til at skabe præcis hvad du vil.

Jeg har aldrig selv som sådan beskrevet et traume som du gør i dit værk her, hvor, hvis jeg tolker rigtigt, at det har en fiktiv slutning - igen, jeg håber VIRKELIG at det hele er fiktion!! Men jeg tror at det kan være enormt sundt at gøre - at skrive en del af sin historie, og selv skrive en anden ende på den, brugende fantasien. For sin egen skyld, og ingen andres. Det tror jeg at jeg vil forsøge! Tak for inspirationen, og undskyld hvis denne kommentar er lige lovlig intens. Tak for at dele et inspirerende, modigt og originalt digt herinde!

Kh Ansu

Hej Anna,

dybt rørende tekst. Værket er slet, slet ikke uoverskueligt i min verden, og trods teksten måske ikke føles gennemarbejdet, så er det tydeligvis ikke et værk der bare er opstået ud af det blå - tværtimod føles det dybt og sensitivt skabt. Med det mest ærlige, konstante og relaterbare i verden = tvivl.

Jeg er virkelig glad for at læse i din forfatter-kommentar, at det er erindringer - jeg håber at det er minder, og fortid. For det er et forfærdeligt sted at være, dér hvor man skader sig selv, og kun føler sig i live i smerten. Og måske i tvivlen.

Jeg forstår virkelig godt at det at blive skæv er fristende, i en verden hvor man hele tiden hører at man skal være lige, for at kunne passe i en kasse. Og for nerve-afslapningen som det kan føles som, at skæverten giver. Til tider. I den dybe ind- og udånding, med røgskyen visende at ens åndedræt er virkeligt, og manifesterer sig i skyerne. Og jeg forstår virkelig godt at nu'et føles som en uoverstigelig mur. Eller gjorde.

Jeg er ked af at du har, eller har haft, den erfaring.

Men jeg er glad for at du skriver om det, og tager det seriøst. Jeg håber at du, imens at du skrev værket ind på tastaturet, undervejs kunne mærke det modsatte af smerte - nydelse. Sikkert samme nydelse som en pianist på klaver. Jeg håber at du kan holde fast i nydelsen, og finde ting at lave der giver den følelse.

For mig, da jeg selv røg, drak, tog stoffer og selvskadede, var der mange veje ud af det, ud af pinslen. Musik (!), terapi, og til dels yoga/åndedræts-øvelser og guidet meditation, men især Qi Gong gav en erfaring af, at nydelse er mere virkeligt end smerte, trods smerte føles så ærligt og ægte.

I den første sæson af tv-serien Westworld (resten af sæsonerne er ikke lige mig), spørger en person "Hvad er virkeligt?". Hun svarer selv "Dét der er uerstatteligt - dét er virkeligt". DU er uerstattelig, unik. Hvert et sekund er virkeligt, aldrig til at opleve igen. Essensen af det. Konteksten. Det kan føles som et tab, af tid og rum, men også som et eventyr. Særligt når vi er kreative, fantaserende, eventuelt med kroppen i form af Qi Gong eller noget lignende såsom metodeløs dans. Der er masser af nemme instruksvideoer på dansk online, til begyndere og øvede i Qi Gong, f. eks. terapeuten Vibeke Fraling - "Universet ryster", eller ved at søge på Shaolin Qi Gong (hvor der ikke tales undervejs - qi gong handler om at finde sin egen stil, sit eget flow, langsomt men passioneret).

Af musik har alle selvfølgelig forskellig smag, men især har Speech Debelle, kvinde fra London der vistnok arbejder som terapeut ved siden af musikken, hjulpet mig = The Work = https://www.youtube.com/watch?v=5SzWjfBsoSU&list=PLxIfxBdMuflAGc8f3fUTjKS91mvWQnQ9-&index=1

Tak for din tekst her, og for dine andre. Glem aldrig at dem du hjælper mest pr. definition er de/den sidste til at sige det - fordi at dine værker måske især hjælper andre med at finde ordene til at tale sjælens sprog, men det kan tage mange år før at de tør åbne op, på samme måde som du, og andre herinde, gør.

Kh Ansu

Så trist, men så godt skrevet.
Det kan mærkes, at det kommer lige fra hjertet.
En krammer til dig og tak fordi jeg måtte læse med. :)
Fortsæt det gode skriveri. <3

Hej Anna,

stærkt digt, ligesom dine andre - og super godt budskab, som jeg tolker det = at holde hovedet højt i en næsten ubeskrivelig storm, som du alligevel formår at beskrive. Stærkt! Jeg lod først mærke til rimene da teksten blev genlæst, hvilket er et kæmpe kompliment idet sproget føles naturligt og uforstilt.

Det er utroligt hvad det kan gøre at smile - hvordan man kan narre eget nervesystem, i et par sekunder, til at frigive endorfiner; altså det er så vigtigt at huske at smile, ikke til andre eller til sit spejlbillede (!!!), men blot at smile - at finde små ting at smile over, trods... trods man er i helvede. "Jeg er ankommet. Jeg er hjemme. Min destination er i hvert et trin." - Thich Nhat Hanh (legendarisk buddhistisk lærer og poet, der argumenterede at buddhistmunke skulle ud af templerne og finde meditation i at hjælpe folk til at smile, næsten udelukkende skrivenede om dette).

Jeg læser en enorm smerte i dit forfatterskab, men også et håb. Ikke håb igennem "fake it till you make it", narcissisters livsmotto, men håb igennem mod, igennem den krigermentalitet jeg læser i alle dine tekster. Dit selvforsvar. Det er så tarveligt at du skal være din egen advokat, men du gør det godt! Mega. Trods jeg læser håbløshed i dine sidste ord i dette værk, og træthed af at kæmpe, så... med tiden bliver kampen til en dans, og hvilen til søvn uden mareridt. Krigerdansen kan endda blive til fredsdans, omskiftelig hvis nødvendigt, og søvnen fredsfyldt, rar og dejlig. Det lover jeg. Arrene forsvinder ikke, men en dag vil du pludselig, i chok, opdage at du ikke har tænkt på dem hele sommerdagen ude, på arrene eller det de er ekkoer af, og dén dag og nat, og mange flere, vil minde dig om at du er i stand til at glemme - og at smil kan opstå intuitivt, uden anstrengelse og indsats; endda smil man ikke kan holde tilbage trods man forsøger :-) Hold ud, og tak for din superseje tekst som jeg har gemt og vil genlæse :-) Tak.
mvh Ansu
PS: neo-soul-musikeren, terapeuten, aktivisten og rapperen Speech Debelle, en kvinde fra Londons undergrund og en tidligere hjemløs og overlever, har virkelig hjulpet mig med sine tekster der også er online. De handler om såvel overlevelse som glæde. Her en playliste med hende hvis det har interesse = Speech Debelle - The Work feat. Miss Baby Sol = https://www.youtube.com/watch?v=5SzWjfBsoSU&list=PLxIfxBdMuflAGc8f3fUTjKS91mvWQnQ9-&index=2

Kære Anna,

hjerteskærende og isnende læsning - jeg håber at tiden angivet i digtet, og titlen, er en coping-mekanisme = at komme tilbage til nu'et ved at huske hvilken dato det er, og at mindet og flashbacks er fortid der forsvinder. Det gør det. Jeg håber virkelig at teksten er enten fiktion eller datid, og at der evt. er lagt afstand til overgrebspersonen.

Jeg er normalt imod tekster der bruger 'jeg' kombineret med 'du', fordi at læseren kan føle sig ramt, evt ubevidst - altså at den aggressive tone er psykisk vold mod læseren: men ikke i din tekst. Tværtimod. Du formår at holde læseren ude af ligningen trods teknikken, og fra start chokerer du med få ord, bogstavrim (gentagende s-ord i starten), og gentagelse af voldsomme ord (skrubber) - du har virkelig talent for at sætte en scene, og for at inddrage alle sanser - jeg kan næsten lugte svinets klamme stank af ynkelig sved.

Din tekst vækker sympati for hovedpersonen, antipati og vrede imod rovdyret beskrevet, og solidaritet med det samlede indtryk - med dig som kunstner, og evt. overlever af tortur. Vi kalder det 'seksuelt overgreb', men reelt er det jo tortur der varer ved, evt. hele livet, hvad få forstår - men de bliver flere og flere, takket være en tekst som din. PhD og opfinder af Somatic Experiencing-terapi Peter A. Levine: "Jeg tror ikke blot på at traumer kan kureres, men at healingsprocessen kan være en katalysator for dybsindig vækkelse (profound awakening, på engelsk)". Hans metode er beskrevet i mit digt "Handikap" der er herinde, og han har øvelser online på youtube til at håndtere flashbacks, simple og nemme øvelser, såkaldt "tapping", som jeg bruger meget. Også Shaolin Qi Gong, som minder lidt om yoga men er blidere og nemmere, med youtube-instruksvideoer online, har virkelig ændret mit liv, fra et liv i skyggen af min egen overgrebsperson, min mor, og til at leve i lyset af mig selv, for nu at citere en smuk sætning fra overlever Lone Holm's bog "Vejen Tilbage". Qi Gong genlærer kroppen dels selvforsvar, og dels genbalance, iltning af blodet (så man ikke fryser/bliver hul) og nydelse af sin frihed til at kunne flowe med kroppen såvel som brage/være kreativ/slå fra sig.

Du er mega sej for at skrive autentisk som du gør, og for at gå efter struben på rovdyret - det er virkelig ikke alle der kan sætte ord på den healende vrede så råt og ÆGTE som du gør, men jeg kan nemt forestille mig tårene grædt under skrivningen... og vil ikke skrive "fortsæt" eller andet, jeg selv finder det mere rart at male end at skrive, men vil sige at du virkelig har et talent, hårdt tilkæmpet, og en gave at give verden, men en gave du ikke skylder nogen. Tak for at dele herinde Anna, denne og dine andre inspirerende tekster. God vind frem, forhåbentlig medvind og i modvind huskende at du ER i stand til at rejse dig igen, ikke ved at vende den anden kind til modvinden men ved at hæve hovedet som du gør med din tekst; courage is contagious, mod smitter.
mvh Ansu

Sikke da et dejligt digt.
Du er rigtig god til at formulere den følelse kvinden her.
Keep up the good spirit.

/Henning.

Meget fint og sårbart digt, som beskriver en følelse, man på ingen måde kan sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det.
Digte og skrevne ord er en af de bedste måder at sætte ord på følelser, som er svære, og du gør det virkelig godt.
Sejt, svært og modigt.
Jeg er ked af, at noget så frygtelig skulle ske for dig

Tak for dit digt.

Jeg kan virkelig mærke dig og din vrede igennem det. Jeg føler at digtet er en måde at tage magten tilbage på. Udtrykke alt det du ikke kunne da kroppen stivnede. Din krop er din. Jeg er ked af at du mødte en der ikke ville respektere det.

Et stærkt skriv med en bølge af bevægelse. Fra jeg'et brænder, til hele verden står i flammehav, beskyttelse mod flammer og fra ild til aske.
Håber, at hjertet vil opstå igen, som fuglen Fønix.

Hej Anna. Jeg kan godt li dit intense digt om, hvor ond kærlighed også kan være. Vh Niels

Hej Anna,

Jeg finder dit digt utrolig relaterbart, for kærlighed er fandme en hund fra helvede. Jeg kan godt lide, hvordan du bruger elementer tvetydigt; "Et kæmpe flammehav /
Men jeg lod aldrig en eneste flamme røre dig".

Hilsen Görkem :-)