Hej Savanti,

tusind tak for kommentar og for rørende positivitet og ros. Jeg håber at det betyder at teksten ikke er for narcissistisk, for egocentreret? Ethvert digt er en erklæring, men denne tekst, Flow, føles stadig ufærdig/som en erklæring til det forkerte. Til mig selv, mere end til BLM. Jeg tager dog din kommentar til efterretning, og sletter den ikke endnu. Prøver at stole på, at der kan læses mellem linjerne. Var teksten alt det jeg frygter, håber jeg også at mere had var rettet min vej allerede. Jeg skriver videre på andre ting, opmuntret af feedbacken. Tak igen for din kommentar, du lettede en sten.

Mvh Ansu

Det er helt ok. Digtet handler om dysfunktionelle mekanismer i familie og samfund. Så ja på en måde handler det om at dø. Den havde jeg ikke selv fået øje på.
Vh Hanne

Tak Mathias. Ja min udfordring ligger i lidt for meget gentagelse. Så det må der arbejdes med

Mange tak:)

Først og fremmest mange tak for din kommentar.

Jeg har fået for vane ofte at bryde mine linjer et sted, der giver et 'knæk' i konstruktionen. Jeg kan godt lide bruddet og fragmenteringen, som du selv nævner, men jeg benytter faktisk primært linjebruddene af en anden årsag. Jeg forsøger at forhindre en hurtig gennemlæsning og tillægge bestemte ord vægt og tyngde. I digte med rim, kommer sætningens sidste ord som regel til at fremstå tydelig og understreget af rimet, mens de øvrige ord let bliver til fyld. I mine digte er selv de små ord vigtige (ellers havde jeg skåret dem fra), og jeg tænker, at de tillægges større mening, hvis jeg vrider formatet og lader ordene stå, sådan som jeg ville have udtalt dem, og lagt pauser mellem ordene, hvis jeg selv skulle læse digtet højt.
Det generer mig ikke det mindste, at indtrykket bliver kaotisk, selvom linjebruddene er velovervejede. Faktisk vil jeg hjertens gerne skrive et grimt digt (hvis det altså kan lade sig gøre at skrive et digt, der er grimt).

Vh. Caro