Jeg så nogle af dine senere kapitler, og syntes at det var virkelig velskrevet, så jeg backtrackede til starten.
Og det ér virkeligt velskrevet og nemt læseligt. Det er teknisk på meget højt niveau.

Men. Først etablerer du at de formentlig har mistet deres kufferter, for mens forældrene er nogle kedelige typer med triste sorte kufferter der er umulige at genkende, så har sønnen en gul der burde være nem at finde. Sønnen er nemlig ikke kedelig. Det er showing, not telling.
So far so good.
Dernæst forklarer du direkte at han synes hans forældre er pinlige. Det er telling, not showing, og endelig render det hele ud i ingenting, for af en eller anden grund ser moren sin anonyme sorte kuffert først, åbenbart med røntgensyn, med alle de mennesker hun maser sig igennem.
Så kufferterne var ikke mistet alligevel.
Øv.

Undskyld hvis det kommer til at lyde lidt hårdt. Det er ment positivt fordi du skriver så teknisk godt som du gør.

Hejsa Anne.
Gik igang med at læse kapitel 1-4 uden først at have scrollet ned og have set forfatterbemærkninger. Hvis jeg havde læst forfatterbemærkninger, så havde jeg nok ikke givet mig i kast med starten på historie fordi historien henvender sig til teenagers.
Tænkte det jo godt da jeg fandt ud af at Oscar er jo kun tretten år og det er ham vi følger.

Nu da formaliteterne er overstået med kapitel 1-4 kan man vel sige at Kapitel fem lægger op til spænding - for hvem er denne mand fra lufthavnen? Det er jo et rigtigt godt spørgsmål.

Jeg ved ikke, om jeg giver mig i kast med kapitel 5 og vidre frem, men jeg kan ikke udelukke det. Lidt nysgerrig er jeg vel er blevet også selv om jeg ikke er 12-14 år gammel :)

Den eneste kritik jeg umiddelbar har er at der mangler luft engang imellem nogle af linjerne når der kommer en ny sektion - men det er jo småtingsafdelingen.

Tak for læsning
David