Hej Niels
Mange tak for dine ord.

Ja, længslen kan være så stærk, at man mister sig selv lidt i den, og det kræver mod at vende blikket indad og tage ansvar for sit eget lys og mørke.

Det, du skriver om tiltrækningens rum, er så fint formuleret, som et sted, der åbner hjertet og gør os modtagelige, men som måske netop ikke er det sted, vi skal blive i. Derfra må vi, som du skriver, søge indsigt, og den rejse kan være ensom. Det kræver både mod og tålmodighed. Men rejsen er også dyb, sand og forvandlende.

Jeg kender til følelsen af at stå alene i en kamp, da jeg var barn, oplevede jeg racisme gennem flere år fra en lærer. Jeg delte det ikke med mine forældre, for min far var syg allerede dengang, og jeg ønskede ikke at være en byrde. Jeg talte kun med min søster om det, som er ti år ældre end mig, men hendes følsomhed gjorde, at det ikke altid hjalp. I stedet bad jeg hende nogle gange bare om at rose mig, i stedet for at gøre mig ked af det.

Selvom jeg forsøgte at gøre lærerens uretfærdige og nedladende opførsel til et lille problem, så er jeg ikke en robot, det gjorde ondt.
Men jeg sagde til mig selv: Min lærer er et lille menneske, og jeg er meget mere værd end hendes holdninger til mig og min personlighed.

Min mors og fars kærlighed gav mig styrke, men jeg bar stadig kampen alene. Til skole-hjem-samtaler ville min søster gerne tale med læreren, men jeg sagde ofte nej. Jeg mindede hende om, at læreren ikke skulle have mere plads i mit liv end nødvendigt. Jeg kæmpede for, at min lærer en dag skulle se, hvem jeg ville blive og i dag føler jeg, at jeg har vundet den kamp.

Jeg var ofte alene, men jeg troede. Jeg havde indsigt og vilje.
Derfor anbefaler jeg alle at læse The Secret (på dansk Hemmeligheden). Især i svære perioder. Ikke alle finder trøst i Koranen eller andre hellige bøger , men denne bog kan åbne et rum for tro, håb og retning. Det handler om at turde tro på det og tage et skridt ad gangen.

Tak for at dele dine tanker.
Du ønskes en dejlig dag.

Bedste hilsner
Hawraa

Hej Niels
Ja, det er en ubeskrivelig sorg at miste sine forældre eller sit barn.
Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være for jer at have mistet jeres søn. Hvor gammel var han?
Det er godt at høre, at hun ikke kom til skade.

Jeg har ikke deltaget i nogen sorggruppe. Jeg valgte at bære sorgen selv. Dengang havde jeg meget at se til, min afsluttende eksamen, og min mor, som jeg besøgte hver weekend.
I en periode tog jeg mig også af hende, fordi hun havde det svært. Min søskende hjælp også til. Men jeg er den hun har tættere forhold til. Det var en hård tid, og den eneste måde, jeg kunne finde lidt ro, var gennem bøn. Det hjalp mig.

Min far nåede aldrig at møde mine børn. Jeg ønskede faktisk ikke at få børn og det vidste han godt. Han ville gerne have, at jeg gennemførte min uddannelse først, og han forstod, at børn ikke var noget, jeg brændte for.
Jeg fik børn mest for min mands og mors skyld. Men jeg tror, at hvis min far havde mødt dem, ville de have været hans yndlings blandt børnebørnene.

Ja, min fars sygdom gør mig faktisk stadig ked af det. Jeg bryder mig ikke så meget om at tale om det, men du får historien.

Min far kæmpede med flere alvorlige sygdomme. Han havde hjerteproblemer og blev opereret tre gange, men desværre mislykkedes alle operationer. Han havde også nyresvigt, slidgigt, diabetes og fik flere blodpropper alt sammen før jeg blev gift.

Kort før brylluppet opdagede lægerne en knude, som viste sig at være kræft. De sagde, at han ville være heldig, hvis han levede tre- fire år mere.

Jeg blev gift og fik ham endelig til at smile igen. Tre år og et par måneder senere , præcis som lægerne havde sagt gik min far bort.

Det var en meget hård tid, og det er det stadig for mig. Jeg havde et nært forhold til ham. Jeg var ofte den, der sad hos ham om natten, når min mor trængte til lidt aflastning, fordi han ikke kunne sove på grund af smerter.

Ja, den skole har virkelig sat sine spor.

Det var en tid med streng disciplin og en fast struktur. Vores påklædning blev kontrolleret nøje, og vi skulle bære uniform noget jeg faktisk husker som både smukt og samlende. Hver mandag stod vi på række som soldater og blev tjekket for lus og rene, klippede negle.

Hver morgen deltog vi i morgensamling, hejste flaget, sang den nationale sang og bad for Hafez al-Assad, far til Bashar al-Assad. Alt var gennemsyret af Baath-partiets ideologi, ligesom man så det i Irak under Saddam Hussein. Selv som børn vidste vi, at man skulle være varsom med, hvad man sagde alt kunne få konsekvenser.

Selve skolen var dog imponerende. Der var orden, struktur og rene omgivelser , selv toiletterne blev holdt pletfri, og hvis de ikke var det, fik vi straf. Lærerne måtte ikke slå eleverne, hvilket adskilte skolen fra mange andre syriske folkeskoler. Jeg har tit tænkt på, at hvis jeg havde gået i en almindelig skole, ville jeg nok have fået tæsk dagligt især i starten.

Jeg begyndte som 5-årig og var allerede dengang meget glad for at tegne. Desværre tegnede jeg ikke kun i hæfterne, men også på vægge og borde, hvilket ikke blev taget godt imod. Jeg husker særligt én episode, hvor jeg pjækkede fra en matematiktime og i stedet tegnede på væggen ude på gangen. Læreren opdagede mig og gav mig tæsk med en pind på begge hænder. Som straf blev jeg sendt i strafferummet i en time, hvorefter buschaufføren kørte mig hjem med besked om ikke at møde op næste dag.

Det var hårdt, men det lærte mig meget om grænser, ansvar og konsekvenser. På sin egen måde blev det en vigtig del af den rejse, der har formet mig.

Hej Niels
Hvor er det spændende at høre om dit frivillige arbejde. Det er en smuk gerning, du gør, og det betyder uden tvivl meget for dem, der har brug for det.
Det var så lidt, Niels og jeg takker også dig for din tillid og for at dele lidt af din verden med mig.

Vh.
Hawraa

Mange tak for dine ord og din fine tanke, Niels.

Mange i min familie, blandt venner og kollegaer, har sagt det samme, at jeg burde undervise eller tage en kandidatuddannelse inden for ergoterapi. Jeg forstår godt hvorfor. Det ville uden tvivl klæde mig udefra.

Men sandheden er, at mit hjerte stadig er hos borgerne. Jeg elsker at være tæt på dem, at lytte, observere, analysere og finde frem til deres skjulte ressourcer. Der er en særlig glæde i at “lege” psykolog og detektiv ikke som en erstatning, men som en måde at forstå deres behov på og støtte dem i vejen tilbage til et selvstændigt liv. Det er her, jeg føler mig allermest til gavn og her, jeg mærker livsglæden i mit arbejde.

Jeg har flere gange overvejet at rejse til Irak for at lave frivilligt arbejde med Hisam Al-Dahabi. Han er psykolog med en doktorgrad i sit felt og er kendt i både Irak og i den arabiske verden for sit enestående humanitære arbejde. Jeg har haft æren af at møde ham, da han to gange besøgte Danmark og fortalte om sit projekt: at redde gadebørn og ældre fra håbløshed og give dem et trygt hjem og en værdig tilværelse. Hans indsats taler dybt til mit hjerte, og ønsket om at bidrage med frivilligt arbejde der lever stadig i mig.

Allervigtigst for mig er dog at se mine egne borgere blomstre. Jeg har haft æren af at følge mennesker med hjerneskade og misbrug og se dem rejse sig, blive selvhjulpne og genvinde troen på livet.

Der er især en borger, jeg ofte tænker på. Jeg hjalp ham ud af et mangeårigt misbrug, og han begyndte at blomstre. Desværre blev han ramt af kræft, som allerede havde spredt sig, og jeg måtte afslutte rehabiliteringen.

Det var tungt , men det var også en ære at følge ham det stykke af vejen. Det minder mig om, hvor dyrebart og meningsfuldt dette arbejde er.

Kampen med visitationen er et kapitel for sig. Jeg har ofte måttet kæmpe for, at borgere får de rette hjælpemidler og den varige støtte, de har behov for, særligt når det gælder borgere med komplekse problemstillinger. Men netop i den kamp finder jeg også mening. Når det lykkes, er det ikke kun en sejr for borgeren, men også for vores fælles menneskelighed.

Tak igen,fordi du deler dine tanker så generøst.

Mange tak for dine venlige ord.
Det er inspirerende at høre, hvordan du har fundet mening i arbejdet med at hjælpe andre som sosu-assistent. Det kræver både styrke, nærvær og empati. Jeg har stor respekt for mennesker, der vælger netop den vej.

Da jeg arbejdede med mine “stjerne-sosu’er”, havde vi også flere mænd i teamet og det gjorde en tydelig forskel. Mænd i denne branche er virkelig nødvendige, ikke mindst fordi mange ældre mænd har behov for nogen, de kan spejle sig i og føle sig forstået af.

Jeg havde et godt samarbejde med dem alle og kunne mærke, hvor meget de brændte for faget. Jeg savner mit team og de var noget særligt. Indimellem får jeg stadig beskeder fra nogle af dem, og det gør mig oprigtigt glad, når de fortæller, at de savner vores samarbejde. Det var vigtigt for mig at rumme dem, også når de havde brug for at lufte frustrationer og især i mødet med borgere, der kunne være svære at samarbejde med.

Det gør mig lidt trist, når nogle af dem nu fortæller, at den nye ergo ikke rigtig lytter til dem, som jeg gjorde. Det giver mig en følelse af dårlig samvittighed som om jeg har efterladt dem, men jeg var nødt til at træde tilbage for at passe på mig selv.

Det glæder mig også, at du blev introduceret til Khalil Gibran på VUC. Det lyder som en berigende tid, og møder med mennesker fra forskellige baggrunde kan virkelig åbne ens horisont. Jeg er overbevist om, at vi på tværs af kulturer ofte deler langt mere, end vi tror.

Jeg forstår godt, hvad du skriver om det traditionelle og hvordan det både kan være en støtte og en begrænsning. Det er en balance, mange af os kender til. Det kræver mod og bevidsthed at finde sin egen stemme midt i det.

Tak igen for dine fine ord om mit digt. Det gør mig glad at høre, at det talte til dig og at poesien kan skabe et rum, hvor vi kan mødes, uanset hvor vi kommer fra.

De bedste hilsner,
Hawraa

Hej og godmorgen Niels,

Mange tak for din fine kommentar.

Jeg har altid elsket Khalil Gibran. Han har haft en særlig betydning for mig siden barndommen. Som barn gik jeg på en privatskole i Syrien, hvor kunst, litteratur, drama og musik spillede en stor rolle. Det var en skole, hvor det var et must at kende og kunne recitere forfattere som Nizar Qabbani, Mahmoud Darwish, Al-Mutanabbi og netop Khalil Gibran. Digtlæsning og udenadslære var en fast del af hverdagen til tider i overflod, da lærerne havde stort fokus på at vi skulle kunne mange ting udenad.

Alligevel var det en værdifuld tid, og jeg er taknemmelig for, at jeg selv fik lov til at vælge netop den skole, fordi jeg elskede dens ånd og fokus.

Jeg nåede desværre kun at gå der til og med 3. klasse, da vi kom til Danmark gennem familiesammenføring. Især husker jeg, hvordan jeg midt i skoleåret fik muligheden for at springe direkte fra 3. til 4. klasse, noget jeg glædede mig meget til, ikke mindst fordi drama og kunst fyldte meget i 4. klasses undervisning. Men drømmen bristede, da vi pludselig måtte rejse. Det var en hård overgang, men netop den periode står stadig som den bedste tid i min barndom.

Jeg valgte selv at begynde i skole i en tidlig alder. Jeg voksede op med ældre søskende og ønskede at være en del af deres verden. Jeg kunne ikke holde ud bare at lege og tegne, mens de gik i skole, jeg ville med. Hvis jeg var blevet på skolen til sidste årgang, tror jeg, jeg kunne være blevet ligesom Khalil Gibran, skarp og præcis. I dag forsøger jeg at nære mine tanker og mit udtryk gennem det, jeg lærte dengang, og det jeg har samlet op siden.

Da vi kom til Danmark, måtte mit fokus skifte. Det blev nødvendigt at lære et nyt sprog og finde fodfæste i en ny kultur. Min fars sygdom tog samtidig hårdt på både mig og min familie. Men efterhånden som mit danske sprog blev stærkere, vendte jeg langsomt tilbage til poesien. Jeg oprettede en profil her på Fyldepennen vist i 10. klasse, hvis jeg husker rigtigt og begyndte at skrive igen.

Som ung læste jeg bl.a. Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Michael Strunge, Klaus Rifbjerg, og ikke mindst Yahya Hassan. Hans digte var barske, rå og direkte, og vidnede om en svær opvækst. Hans syn på islam blev desværre præget af det miljø, han voksede op i et snævert og hårdt rum, hvor religionen blev formidlet på en forvrænget måde. Det er trist, for islam som alle andre religioner rummer dybde og skønhed, når den forstås i sin rette kontekst. Yahya Hassans digte rørte mig, men efterlod også en tristhed over det tabte.

Derfor betyder det meget for mig i dag at møde irakiske poeter og kunstnere. Det føles som at vende hjem til en verden, jeg elskede som barn, en verden, der gav mig glæden ved at leve. Hver gang jeg møder den del af min kultur i levende form vågner noget i mig.

Måske er det derfor, at Gibrans stemme og tonen fra min barndoms litterære landskab stadig lever i mit sprog. Tak for at lægge mærke til det og for at spejle det så fint tilbage.

Ønsker dig en rigtig dejlig weekend.

De bedste hilsner
Hawraa

Hej Ulla
Tak for dine ord. Jeg er helt enig.
Intet i livet er tilfældigt.
Tak fordi du læste med og tog dig tid til at svare.

Vh.
Hawraa