Hej Kaa
Fryser, når jeg læser dette.
Det er så smukt og trist.
Håber ikke hvad det er jeg tror/fortolker.
Død og tab.
Bare det ikke er virkelighed
men et virkeligt godt digt.
Vh. Poul Brasch

Du godeste. Et DIGT læses her. Gør helt ondt i maven, må læses igen.. Er det da ikke utroligt som ord kan give os empati og tolkningsmuligheder? Flot skrevet..

Hej Kaa

- der er intens stilhed hvor jeg sidder lige nu, så dybt et indtryk har dit digt gjort på mig. Det er ufattelig smukt og skrøbeligt, og da jeg selv har døden tæt inde på i mit private liv i disse måneder, uger og dage, da fornemmer jeg tydeligt den smerte, der ligger i alle dine billeder og i alle dine ord - hvoraf flere er rigtig godt "fanget ind", og beskriver et rum hvori døden er på ophold, og en smerte så afgrundsdyb..

Dødens tilstedeværelse fornemmes træffende og helt uden sentimentalitet hvilket beriges af digtets visuelle form og det syns jeg særligt godt om. Som læser er jeg vild med god billeddannelse, og især når jeg som læser får meget frie muligheder for selv at se billederne for mig.

Det er på mange måde et stille, VOLDSOMT digt og jeg takker dig mange gange fordi jeg har måttet læse med. Dig digt har berørt mig dybt.

Hej
Marianne

Du afsløre hvad det hele handler om når man som læser kommer til For at drukne stilheden, brøler jeg
Frarøvet en datter

For mig beskriver digtet den sorg der høre med til at give slip på sine børn, og den glæde der høre med når man ser dem udvikle sig til smukke, selvstændige individer.

Hvad det i virkeligheden handler om kan kun du svare på!
Fantastisk smukt digt


KH Mathilde Asmussen

Du får en række gode inputs fra HTHS og tag endelig det til dig, du kan bruge. Jeg blev også glad for din historie, som jeg læste frem og så den som en art stumfilm, mens jeg læste. Den er ret skæv, din historie, men det er kun et kompliment.
Jeg er enig omkring tillægsord, og at der kunne strammes en smule, men historien i sig selv er fin!

Bedste hilsner

Mikala

Hold da op! Da jeg læste digtet første gang, var jeg undrende over, hvad det handlede om. Jeg prøver at gribe dine billeder i luften, men først til allersidst går det op for mig, hvad det er jeg har læst. Genlæser digtet med en helt anden viden og derfor står det langt stærkere anden gang. Med en ny nerve. Men dette digt er også skabt til at blive læst igen. Jeg synes det er vældig godt og forfærdeligt sørgerligt. Håber virkelig det er digt.

Mange hilsner

Mikala

Hej Kaa Dahl

Det er en kraftfuld historie, som desværre holdes tilbage af et lidt opremsende sprog, der ikke giver den pondus, som temaet fortjener. Der er en del fejl og uheldige ordvalg, gentagelser og overmaling med tillægsord, og disse gjorde teksten for tung til bare at flyde igennem og opleve.

Blandt andet denne: Hans ansigt var presset fladt mod de ubehandlede gulvbrædder og hans ansigtsudtryk ændrede sig en smule da han smaskende smagte på salten fra gårsdagens tårer.

To "ansigt" i samme sætning. Her kunne du med fordel benytte en omformulering ala "han skar en grimasse".

[...] da han smaskende smagte på salten [...] de to ord lyder så tæt på hinanden, at læser føler, at dennes hjerne stammer, og det er ikke godt. Læser kan vel forestille sig hans ansigtsudtryk osv. ud fra, at han skærer ansigt og smager på salt. Ingen af os vil se ud som om, vi lige har spist en lagkage, hvis vi vågner op på et gulv med morgenånde og saltsmag i munden.

Egentlig er problemet størt i begyndelsen af teksten, hvor du vist gerne vil male så tydeligt et billede som muligt, og derfor overkrydrer teksten med tillægsord og maleriske forklaringer. Så som solen krænkede sig vej ....

Men så kommer der kød på, når du begynder at trænge lidt ind i ham og beskrive gøremål, og det gør du helt uden at forklare, hvorfor. Du efterlader mig med hints hist og her, som jeg så kan sidde og gruble over bagefter. Smukt! Og slutningen er sat godt op rent opsætningsmæssigt til at give afslutningen den pondus, som virkelig får mig til at tænke over grunden for, hvorfor denne stakkel sidder og har det sådan og gør sådan. Jeg får ondt af ham, men skræmmes lidt ved tanken om, at siden jeg jo ikke ved det, så kan det jo være, at han har alvorligt knald i kysen og derfor måske er farlig og har han slået ihjel og ... skal jeg så have ondt af ham? En masse tanker, som endda kan tvinge mig til at genlæse teksten, som er dejlig kort til netop at tvangsindlægge en læser til sådanne tankespil, for nu skal teorien jo lige afprøves og ses med nye øjne, og så læser man lige igen, for at se, hvad detaljerne siger om den teori.

Kort sagt: Rigtig godt gået, men starten bør strammes op og lues for et for overfladisk, opremsende sprog.

HTHS