Wow.! Var min første tanke...
Så malerisk og kreativt skrevet. Du er god til det med ord, og skabe et tydeligt billede, udtrykket "betændte livstråde", er genialt, og bærer så meget betydning.
Det indre, kommer gennem overfladen og ses på de visuelle ar.
Virkelig godt beskrevet, en smerte, et levet liv.
Tanker til dig! og stærkt at du deler.
- Camilla

Hej Lærke,

præcis. Så præcist skrevet! Den indre smerte gjort ydre. Jeg har også, ligesom Jeg-fortælleren, gjort det. Jeg skjulte det, men alligevel var det et råb om hjælp, til mig selv. At den ydre smerte var virkelig, mens den indre var så ubegribelig og umulig at gøre noget ved.

Men der ER hjælp at hente. Der er mod i at bede andre om hjælp, det gør ikke en svag eller til et offer - det er STÆRKT at sætte ord på det, stærkt at stå frem som du, eller jeg-personen, gør!!!

Trods trådene er betændte healer ar. Mine er helt væk. De ydre i hvert fald, men også nogle de indre, i sjælen. Tårer tørrer hurtigt til, men de er ikke forgæves, og kan man finde et vidne, en der kan holde én i hånden undervejs, en der kan give et kram man SELV har lyst til, så glemmes de måske aldrig, tårene. De tørrer hurtigt, men i omsorg og selvomsorg gror blomster, og også betændt ukrudt, men det hele er liv. Hold fast i livet, det kan føles som slimet vand til tider, som olie der drukner en, men det kan også føles som spirende frø, som buketter af farverige blomster og som udødelige træer.

Måske er vi blot bølger men ved at være sårbare kan vi føle os som havet. "Alle floder løber mod havet, fordi det er placeret lavere end dem. Ydmyghed er kilden til dets styrke" (Lao Tzu).

Ingen intelligens er højere end medfølelse og solidaritet, og teksten "Betændte Livstråde" gør ondt at læse, jeg føler den virkelig, og jeg håber at den er fiktion. Uanset om den er autentisk eller ej er den ÆGTE, og den sensitive energi du har skrevet den med er stærkt gået - jeg håber at kynismen kan slippes, smerten er ikke det værd. Roden til pinen KAN graves op uden at du behøver begrave dig selv, og der KAN gro blomster uden at det behøver at være en gravplads. Blomster der ikke er fodret af tårer eller blod, men af kreativitet, af leg og af glæde ❤

Stærkt digt og god selvindsigt og refleksioner

På den ene side overbelaster vi månen og kan godt se at den måske ikke magter mere... men den er trofast og hjælpende, vender retur.
Fin dialog.
Hilsen Poul

Tænksom og smukt digt.
Ja, månen giver der svar på alle de spørgsmål vi har. Det gør solen også, den blænder bare, så vi ikke kan se, at vi ikke skal lade og gå på af negative mennesker, men omgive os med alle dem som vil os det godt
Tak fordi jeg måtte læse med

Jeg er vild med din tekst, og at tale med månen er noget, som jeg tror, at mange kan identificere sig med. Det kan jeg i hvert fald. Specielt din skildring af månens rolle om natten frem for solens om dagen, men at du samtidig bruger ordet "lys" i beskrivelsen af, hvad der er muligt om natten. Det er godt skrevet.

Hej Lærke!

Meget relaterbart tematisk digt! Jeg kan godt lige gentagelsen, den bliver en anelse hypnotisk, næsten en fornemmelse af at det hele bliver lidt for meget!
Det at dit digt udfører, det som du samtidig beskriver er et super træk!

Modsat kan jeg personligt godt savne lidt kontrast, så stilen ikke overblænder temaet.

Bedste hilsner Sigurd

Simpel og fængende. Mange af disse følelser kan jeg selv genkende, og de kommer nok kun til at blive stærkere som jeg bliver ældre, da jeg lige nu deler din alder. Gentagelsen er et fedt element, dog måske brugt en anelse dronende med længden af digtet. Godt digt ellers!

Rigtig fint digt du har skrevet. Særligt brugen af handlingsverber i begyndelsen giver en god følelse af den rastløshed og magtesløshed, som du beskriver.

Uh jeg kan virkelig se mig selv i det - den intense rastløs- og rodløshed. Så fint.

Feeeeed sætning.. At planlægge sin personlighed! Det er jo præcis det selviscenesættelse er og det er vi nok mange der er træt af. Jeg er klar!

Der er virkelig meget potentiale i det her digt. Kvælningsfornemmelsen, angsten og ensomheden snor sig ind i hinanden. Jeg kunne godt tænke mig at det var lidt skarpere og så irriterer det lidt med tallene, i stedet for at skrive dem ud med bogstaver. Men det kan selvfølgelig være et stilistisk træk du holder af. Godt gået, selvom jeg personligt synes at lidt redigering kan gøre det endnu bedre!

Jeg er så klar ;)
Tror vi alle ønsker at give slip. Slip på andres forventninger. Slip på samfundets forventninger. Slip på vores egne forventninger.
Bare leve nu og her som os selv. Men at blotte sig, at turde være ærlig og sårbar, kræver uendelig styrke. Og sandheden er: AT DET BURDE DET IKKE. Det burde ikke være sådan, at vi lever i en verden, hvor man får respekt eller er modig, når man tør være sig selv. Men det er realiteten.
Spændende digt, meget hudløst og ærligt, jeg er vild med det. Og kun de mennesker, der kan håndtere ens ukontrolleret sårbarhed, er din flok værdig.

Hej Lærke :)
Råt og usødet!
Lige på og med så få linjer "In my Face"!
Smukt!

D

Super godt skrevet! Virkelig velformuleret og spændende!

Det er det store spørgsmål: hvem er man foruden den rolle, man benytter?

Findes der noget ægte og skjult? En form for rigtigt mig, der er gemt nedenunder forstillelsen, og som kan bryde fri og være en helt anden end den planlagte, låste rolle?
- for det planlagte selv (frontstage selvet) er det, som andre møder og som de forstår som det ægte; men nedenunder ligger potentialet, det ukontrollerede og skjulte (backstage selvet).
Tricket er selvfølgelig at få de to dele til at mødes. Og her bliver det vanskelige at få andres accept af, at deres låste forestillinger i virkeligheden kan være forkerte. Som du skriver: “er du klar?”

Det er et fint digt. Meget talende i sin enkelthed og formidler på en god måde en kompleks problemstilling.

“Så evig(t) træt af at planlægge min personlighed” synes jeg, er den svageste del af digtet. Budskabet er fint og bør være med, det virker bare en kende kedeligt. Det taler ikke gennemteksten i så høj grad som de øvrige linjer.

“Ukontrolleret, bar og blottet” er digtets stærkeste del. Billedsproget er stærkt og adjektiverne velvalgte. Det giver en klar fornemmelse for 1) at bryde fri som en form for empowerment, men samtidigt 2) adresserer det sårbarheden ved at stå alene som noget nyt og ukendt, med risikoen for andres fordømmelse.
Denne linje fungerer helt klart bedst af alt i digtet.

Hej Lærke :)

Hvis man sidestiller eksistens og væren med interaktion. Vil man da kun blive stresset?
Den efterfølgende nærmest meditative tilstand du beskriver er da netop væren.
Blot væren uden unødigt støj.

D

Og det er jo noget alle kan relatere til, så simpel kan det være. Tak for dit fine poesi Lærke

Lidt dunkelt, men mange 'sjove' vendinger.
Det er svært at gennemskue helt, hvilket jeg egentlig godt kan lide.
Følelsen af at have en off-dag hvor man ikke skal leve op til andres (og enge) forventninger - vores egne er gerne højere end dem vi omgås.

''bare mig og måske dig'' - elsker at jeg ikke ved hvem 'dig' er - er der mon en person der giver dig håb for hverdagen? Eller er 'dig' den person du gerne ville være med et større overskud til at kunne være mere på?

Tak for god læsning.

Mathias

At se sig i et større perspektiv, hvor uendelig lidt det hele betyder og så acceptere det, skaber håb og forståelse for at turde håbe. Jeg ser ingen selvmodsigelse, men en udvikling, hvor accepten af netop svagheden, vender svagheden til styrke. Venligst Djani

Jeg får lyst til at lægge mig under dynen, ind i varmen og lad dagen gå i sin gang. At kramme en ro og finde ny energi til at vende tilbage til livet.

Alligevel virker digtet mere dystert end det. Første linje er bekymrende: "I dag er en af de dage hvor jeg ville foretrække ikke at være til." Det kaster en mørk skygge over resten af digtet, da jeg så kommer til at læse en stor dødslængsel ind i det. Er det hensigten, eller er det mere a la "jeg vil bare ligge under dynen" frem for i graven?

Den sidste linje: "Bare mig og måske dig" åbner op. En forsoning. Der kan alligevel lukkes nogen ind. Selvom jeg ikke har noget imod det dystre, er det nu også rart med sådan en åbnende slutning (:

Jeg håber, at resten af dagen åbner sig på en dejligere måde!

Der er en underlig selvmodsigelse her. Den første linje anslår en anden retning, end det samlede udtryk. Det er ikke det, at være til, der er problemet, det er forventningen om at skulle være noget for nogen, man ønsker at slippe. ikke selve det at være til. .
Indånding, udånding, gentagelse kræver at man er til.
Udtrykket i slutningen er en higen efter nærvær og en flugt fra fravær, en higen efter fravær af ansvar, en higen efter frihed. ikke en higen efter ophør af at være til.

Digtet vækkede mange følelser i mig, og jeg kan godt relatere til den. Jeg synes, at det er flot skrevet og jeg kunne særlig godt lide 2. strofe. Fortsæt endelig med at skrive