Hej line Broholm. Per Nilen her! . Jeg har læst din ultrakorte novelle om danserindedrømmene, og naturligvis er den strenge kritiker faret i mig---Det er egentlig en meget nærværende historie om en tilstand hvor ambitionerne måske er større end evnerne. Formuleringerne er udmærkede. Du skriver let og ubesværet. Alligevel sidder Hr kritikeren tilbage med en fornemmelse af her mangler noget. Dansedrømmene er jo den røde tråd i historien, men det er som er denne røde tråd blevet lige afbleget nok--Som en anden streng kritiker engang formulerede sig over for Johannes W, dengang han endnu var ung og ukendt. Historierne er skam gode , unge mand. Men sproget Jensen! Sproget! Den tids strenge kritiker fik som bekendt uret, men lidt sandhed er der jo alligevel i det udtryk---
det er lidt som mangler historien substans. Der mangler lidt prægnans som man siger --Dansedrømmene bør jo gå igen i alt hvad Maya foretager sig. Hun kan for eksempel slukke for computeren på kontoret med en let svævende balletbevægelse. Hun kan sende kontorstolen ind under bordet med en fornemmelse, at det nussede kontorgulvskråner nedad, som de skrå brædder på en scene. Hun kan forlade kontoret i en gangart som en kyndig koreograf måske havde misbilliget. Man skal kunne fornemme ,at Maya er lidt udenfor verden, måske ligefrem en smule skør af al den dansen rundt om sig selv --Hun forestiller sig ,at danse på den Kongelige Ballet. Måske en god ide ,at fremhæve at det(?) drejer sig om Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Det bidrager til visualiseringen ,at den høje kunst udspiller sig i gamle , ærværdige omgivelser ( uopnåelige, hm)

I øvrigt er det min erfaring, at gode tekster sjældent popper op i et hug! der skal adskillige omskrivninger til før der sker noget magisk. Jeg vil anbefale dig ,at skrive dagbog, hvis du ikke allerede gør det. De små daglige livsdramaer er den bedste skrivetræning man kan give sig selv---Fortsæt ufortrødent. God vind!


MVH Per Nilen