Hvil i fred Louise Bach Johansen.

Det er sådan en gave at kunne læse så ufatteligt mange mesterværker af hendes hånd og ånd. Hvil i fred.

Digtene lever for altid. Hvil i fred. RIP, Rise In Poetry, Revolution In Progress

Ganske enkelt det bedste digt jeg har læst i mit liv.

Hvil i fred Louise Bach Johansen

... og ikke for at tage mere plads, men for at ære med en sang, der for mig personligt indeholder healing på engelsk, til efterladte/overlevere/undskyld.

Lowkey - Ghosts of Grenfell ft. Mai Khalil (video): https://www.youtube.com/watch?v=ztUamrChczQ

Rest In Peace, hvil i fred Louise Bach Johansen (Sadie), og tak for dette poesi, som jeg håber ikke går i glemmebogen - det hjalp i hvert fald mig personligt, dybt. Hvil i fred

Kære læser,

Louise Bach Johansen (Sadie) forlod denne verden i december 2018, men hun lever videre for altid i sine smukke, inspirerende og tidsløse tekster. At vi her på Fyldepennen er velsignet med så mange værker af hende, og af hinanden, er en gave og det eneste hjørne af nuet nødvendigt for at vide og erkende, hvor velsignede vi alle er.

Hvil i fred Louise Bach - mit hjerte går til de efterladte der alle må være stolte over at have kendt så kreativ, original og givende en sjæl som hende.

Jeg kendte ikke Louise Bach personligt og er stødt på dette mesterværk, "Jeg Er Blevet Voksen" tilfældigt, hvorefter jeg straks googlede hendes digtsamling 'Emergens'. Jeg kommenterer her for at gøre opmærksom på et utroligt værk og tydeligvis ligeså utrolig, produktiv og givende en kunstner bag, blandt andet med hele 425 værker publiceret herinde som jeg og tydeligvis mange andre fortsat er taknemmelige for, og jeg undskylder kraftigt til efterladte, hvis kommentaren her sætter noget utilsigtet i gang.

Kærlig hilsen Ansu

Fåk, det skider jeg på : Det er fame flot noteret! Sikke billeder, velvalgt og godt sprog. Trist historie, men sådan er livet sgu. Sikke indholdsmæssige perspektiver. Fåking godt! Dårlig kritik: Jeg fatter ikke helt meningen med versefoden "I dag vil du igen stryge hjertet på plads".

Du får sgu lige 27 ud af 10 stjerne for dette værk.

.-) Knud

Digtet er stemningsfuldt og sørgmodigt. Jeg er lige før, jeg græder med, selv om jeg er lidt i tvivl om, hvad det egentlig er, der sker. Det er især de sidste ord, der giver mig tvivl. Jeg læser digtet, som en regnvejrsaften, hvor vedkommendes kæreste siger, "jeg er din" og hvordan fortælleren enten ikke tror på manipulationen eller på sandfærdigheden af udsagnet. Og hvordan de efterfølgende tårer giver anledning til flere tanker. Men et eller andet sted, virker det til, at digtet er gjort unødvendigt svært at læse. Luk gerne læseren ind, også selv om det gør ondt.
/Louise

Solens kast af sne i brøndens munde......er ord jeg også opfatter som en kuldebro, som jeg nogle gange oplever i dykning, kuldezoner i vandet, jeg oplever noget ildevarslende fordi det er som om de der fine brønde der er ved at få gestalt, altså gestalt fordi spejliingen går nedad, i det dybe ubevidste så det får tunger og sprog og ikke er umælende symbolik mere, ja disse brønde, der skulle få tunger, får i stedet får en kold afvaskning, af sneen sneen. Jeg får så mange flash backs til Kliches gamle rocksanger, især fra pladen Super tanker, sangen netop denne sang ALDRIG MER VIL JEG SE, der fortsætter Du er så tavs, tavs som sne, og vinden blæser....altid væk i en sky, der er så stort i min by, og du er ligeså grå og død, og her er ikke noget at lave. Knus fra en tidslomme helt fremme i 2019, 11 år senere .Din Niels

God, summende rytmebanken, den faste klangbung for digtet opfatter jeg ved første gennemlæsning som en summende rytmebanken, der afspejler at der er et liv udenfor digtet, et liv i dig som forfatter, og at det liv er vibrerende og har en bid af noget friskt fra en slags kosmisk berettigelse til at sanse og leve.....en berettigelse, der gør ordene her indeni digtet, ikke udenfor digtet, væsentlige, væsentlige nok til at blive læst igen og igen. At der strømmer et hektisk skær er ikke for meget at sige, for du skriver det selv, Louise. For så længe siden, i 2008. Knus fra Niels i en tidslommer i 2019. KIgger forbi igen.

WOW - det er flot skrevet. Jeg tolker det som et digt om et nyfødt menneske?

Fint lille skriv om "lys" og "mørke". // Knud

Jeg fornemmer to slags smerte her. En fysisk og en mental - men er ikke klar over hvilken du vægter mest. Du bruger angst i digtet, og jeg tænker at smerten og angsten hænger sammen her, Håber, gør jeg hvis det er tilfældet, at du er kommet godt videre siden ..

Udvikling og nye tider der læger alle sår; takfordi jeg kunne læse med

Meget direkte, ærligt lidenskabeligt, finurligt og flot skrevet dengang.

Smukt og ligetil - jeg tænker ordet "kærlighed" - Flot og enkelt formuleret. Tak fordi du delte.

Virkeligt smukt digt. Drømmende og flydende. Måden de forskellige linjer ikke kæmper imod hinanden, men fuldender hinanden er meget behageligt at læse. Mest imponerende er dog de billeder du formår at fremkalde. Elsker især de sidste tre linjer, måden de helt naturligt og meget blødt afslutter digtet. Meget flot.

Helt fantastisk. Jeg er meget betaget af dit sprog og jeg synes dit ordvalg og sammenhæng er intet mindre end imponerende.

Som patient med bipolar lidelse er jeg naturligvis særlig facineret af ordet litium midt i teksten,

Jeg kommer afgjort til at læse mere af det du har skrevet!

Martin

Godt nok er det et "gammelt" digt, men det er stadig smukt. Jeg får associationer i forhold til genfødsel, at finde harmoni, ro etc. Håber du læser kommentaren

Bestemt skønhed. Stram poesi.

Fin digt om at når man er forelsket, sanser man ikke de dårlige ting omkring en.

Nok noget der er mange som har prøvet. At leve på en løgn.

vh

Jeg mener dette digt er en klassiker på niveau med Søren Ulrik Thomsens niveau i digtsamlingen
Hjemfalden. Det undrer mig ikke du stoppede med at skrive på Fyldepennen efter dette, for det er vitterligt en kulmination, en meget meget sikker hånd og ånd du skriver med her - men kan det ikke ses som en fase, en fase der transmissions-erfarings- går i frø, for derved at kunne vende tilbage, på samme niveau, men med større indfoldet kompleksitet - miss you anyway. Niels

Jeg læser heri noget af det transcendente ideal, som nogle forfattere tilstræber, også i håb om at det transcendente indhold kan reparere på den tabte mytologiske verden, det nogle kalder atlantis, UTOPIA, evighedsverdenen - verdenen bort fra den timelige alment kendte verden. " Jeg er stigende af savn i min rastløse gang - " læser jeg som en rastløshed født af smerten ved at se at et langt, årelangt forsøg på at sprede og rodfæste dele af denne evighedsverdens kultur IND I den timelige verden, for at skænke verden kvalitet, er blevet opslugt, udhulet, tilbagevist ----
yours Niels

Hvad vi dog ved og ikke ved om hinanden ......