Bang!!
Det er super stærkt stærkt skrevet.
Det rammer så godt... måske fordi jeg selv kender den følelse du snakker om
klumpen. Den kan blive en så stor del af ens liv, at den ender med at blive en del af en selv
- og når så man endelig er super glad, kan man nærmest ikke kende sig selv.

klumpen tror jeg rigtignok vi alle kan kende i større eller mindre grad -
og den er stærk... det er en voldsom kraft som du rigtig nok benævner, kan ligge et menneske ned i flere dage.

Super godt.
Hos mig er klumpen en effekt af, at jeg ikke får levet i overensstemmelse med virkeligheden,
men i illusionen - som vi alle skaber som en forsvarsmekanisme.
Mange af os vil jo ikke ofre noget, for at få det bedre
men det sjove er, at lige så snart vi begynder at se problemerne i øjnene, i virkeligheden
og gøre bare lidt mere end det vi gør allerede
- så bliver klumpen mindre
- så betyder den store uddannelse noget
- så betyder det hele noget.

Jeg er selv uddannet
et af de ordsprog der var på universitetet, var: kill your darlings (altså de gode ideer)
Senere fandt jeg ud af, at denne mekanisme rent faktisk var med til at slagte den glæde,
den entusiasme, den borende lyst til at gøre noget... til at se klart, føle og mærke det.
for de vi mangler er sympati. logikken aner ikke hvor vi hver især skal hen
men det kan vi mærke...
og hvis vi lytter, handler og lever efter det vi mærker, om det udgår fra logikken eller den rene følelse... så mærker vi os selv...
så ser vi klart
så kan vi stå fast og kampen om skabelsen af illusionen - og virkeligheden..
så kan vi skille os selv fra den syge del af omverdenen og fri os selv fra generaliseringer - og turde tage ansvaret for vores handlinger med et smil..

Inden jeg kommer til at skrive en hel roman må jeg holde her...
men illusionen som vi skaber, og hvad den gør ved os, har været et emne for mig i mange år...

igen... du ramte lige en åre hos mig der
tak for den gode og intense læsning :-)