Du har virkelig talent for at skrive!
Du får en til at leve sig ind i din hovedperson, og dine følelser
er fantastisk beskrevet.

Dog som de andre også har skrevet, kunne dine beskrivelser omkring
området ovs. kortes bare en anelse ned.. Men det er DIT skrivesprog og
du mestrer det flot!

Jeg er ekstremt imponeret over dit sprogbrug!! Den måde du udtrykker hans følelser, med klicéer. Lys og mørke lægger du meget vægt på i denne fortælling, og det vækker min interesse.
Du skal virkelig fortsætte med at skrive så "poetisk" flot! Det er der bestemt ikke mange unge som gør idag. Og det syntes jeg er talent, at du kan det så fuldkomment!

Du beskriver psykologen MEGET flot! Jeg kunne se samtalen som en "flydende" film inde i hovedet, da jeg læste hans "replikker". Jeg kunne høre hans dybe mandestemme, og jeg kunne især fornemme hvordan den stakkels patient havde det...

Jeg er vild med slutningen! - Igen, det symboliserer lyset i mørket.

Fremragende! - Men en anelse tungt... Kunne være godt med nogle afsnit (:

- Sarah.

Super godt skrevet! :)

Jeg vil tro at det er en stil, du har fået for i skolen eller bare har lavet derhjemme? Jeg har nemlig selv fået den i et eksamenshæfte, og var lige ved selv at lave sådan en stil: @dskildt :)

Men din er bare super god!

Kommentar til Martin Kristiansens novelle: "Forladt."

Jeg må prøve at komme ud over det, som mange kommentargivere nok vil befinde sig i: Du vil gerne have din novelle bedømt. Du vil ikke bedømmes selv. Men man kan nu alligevel ikke undgå at imponeres over, at du i din unge alder kan skrive sådan.

Du har tilegnet dig en stil. Jeg tror nok, at jeg kan kende den. Havde du været en kvinde på fem og fyrre, ville man have kaldt din novelle for "trivialliteratur." Jeg tror, at du må have læst en del af den! Og det er udmærket. Du har måske læst ugebladsnoveller, mens dine venner læste tegneserier?

Du bruger en del af det, man vil kalde "fraser:" "hun blev med et desperat, som kun et barn kan blive det." Det er nok lidt af en påstand, da også voksne kan blive desperate. Men du har fanget barnets særlige problem: Den ikke færdigt udviklede evne til at sætte ord på følelser.

Sproget er drevet fremad, så man mærker barnets længsel, og i hele barnets egen fortælling mærkes det. Kun i moderens brev, er der et berettiget brud på stilen, da fortælleren jo er en anden.

Du har fundet glæden ved at lade en dukke repræsentere noget levende. For det er en glæde, man mærker. Det er ikke noget man bare skriver koldt og kynisk om. Det mest dramatiske er vel moderens selvmord. Men det drama, der fænger, er den metafysiske kobling imellem den døde dukke og noget levende. Og det er nok det kunstnerisk mest interessante. (Det er i hvert fald det, jeg selv bedst kan lide.)

Som vi andre, må du vænne dig til de irriterende bindestreger, som nok kommer efter tvungne linjeskift. Det handler vist om at overføre fra din egen computer til Fyldepennens tekstanlæg. Men lad det ikke røre ved det faktum, at novellen er dejlig at læse. Der skal mod til at skrive sådanne historier, når man er en ung mand, for man ville jo nok gætte, at den var skrevet af en pige. Bliv bare ved med det!

Du får for lidt glæde af kommentarer, hvis de kun indeholder ros. Så derfor vil jeg sige: Prøv med tiden at gøre dig fri af det, der kunne få nogen til at kalde teksten for en ugebladsnovelle. Jeg ved, at du ikke havde ugebladet i tankerne, da du mærkede angsten og smerten i dit eget hjerte. Men set fra afstand, når "stormen har lagt sig," er der ligheder.
På længere sigt bør det være en strategi. Men foreløbig har du godt "fat i det!"
Selv, ser jeg dog ikke en udvej i at fylde mere vold og brutalitet på handlingerne. Det er ikke løsningen. Det handler nok mere om at komme fra de "stormfulde højder" i sproget til noget, der er mere dit eget. Men det er dejligt, at du kan så mange smukke ord!

Med venlig hilsen og bedste ønsker for fremtiden
Flemming Dalsgaard

En fantastisk beretning om indre kampe og selvudvikling. Godt tilrettelagt, hvor du først indfanger læseren med sparsomme oplysninger - og så roligt bygger flere og flere hints ind i fortællingen inden du til sidst kommer med forklaringen.

Du har et meget rigt sprog - måske for rigt. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at "ja ja, nu har jeg forstået at han er alene, at det er mørkt osv.", så prøv evt. at overveje om noget måske kan forklares med færre ord.

Du kan afgjort skrive - og beskrive. Resten er småting, detaljer du let kan få på plads.

Tak for læseoplevelsen, jeg var fascineret.

/Gitte

Meget smuk historie som rørte mig dybt i hjertet.
Rigtig flot skrevet med et godt billedsprog som fik én med ud på pigens rejse efter sin mor.
Det eneste der forvirrer mig lidt er fortælleren. Er der en fortæller som fortæller ud fra hendes synsvinkel? Det synes jeg det virker som om men alligevel kommer der nogle meget modne og indviklede ting til en lille pige at tænke sig til. Men alt i alt en utrolig smuk historie.
-Cecilie

Hej Martin, den er skrevet utrolig godt og i et meget blomstrende sprog, og i lang tid sidder man i spænding, hvad er det for nogle oplevelser? En drøm? Fantasier hos en sindslidende? Men så får man forklaringen, og så er det jo fortællingen om en, der ikke kan klare at leve i denne verden på grund af sine traumer. Den ender så i et håb, noget er jo forandret. Bestemt en lærerig historie med et godt sprog. VH Mons

Fed tekst du skriver super godt. Den eneste kritik jeg har er at du nogen gange over forklarer lidt, men det er vel et spørgsmål om smag og behag. I hvert fald super godt skrevet :)

Du beder om konstruktiv kritik??? - det er sgu svært at give konstruktiv kritik til det her: I stedet får du sgu en historie fra de varme lande;

Den lille fedladne mand, med de sure sokker og den krøllede skjorte, kløede sig eftertænksomt i røven. Det var så og sige det mest fornuftige han havde udrettet den dag.

"Google," sagde han ud i luften, "Mest populære forfatter i dag?"

Google svarede øjeblikkeligt et sted inde i hans hoved.

"Dato 8.2.2045, mest populære forfatter, Kristensen, Martin 1.450.067 hits/downloads"

Manden rystede opgivende på hovedet, han forlangte næste.

"Rosenkilde, Mikala 1.340.555 hits/download"

Jo mere manden spurgte, des mere cigaraske, dryssede ned omkring hans fødder. Da han var ved at være begravet i aske, gav stemmen endelig det ønskede svar:

"Kier, Rene 898.678 hits/download"

Skide lille opkomling! Du smadrer sgu forlagene i landet, den dag de tørner sammen for at få lov til at udgive dine tekster.

Godt gået!

Hej Martin.

Det er sandelig ikke kun klassekammeraterne, du kan imponere. Hende i Gyngestolen
er mere end imponeret. Dit ordforråd er formidabelt. Din historie er en stor billedbog.
Jeg skal nok vare mig for at komme med kritik, du ved meget mere om at skrive end jeg
gør. Jeg glæder mig til at læse mere fra din hånd.

Mvh. Lizzi

Hej Martin.

Jeg har nu læst din novelle to gange. Første gang virkede novellen utrolig lang, men dit sprog er ret så fængslende så jeg læste den alligevel til ende. Anden gang kunne jeg bedre sætte mig ind i hovedpersonens personlige udvikling, og så blev din novelle også automatisk mere interessant.
Jeg håber du tager min kommentar som det den er ment. Små forslag til at lette din tekst lidt, for til tider synes jeg der er noget tungt over den. Men der er ingen tvivl om at du skriver godt, og det er jo det vigtigste.

Selvom dine metaforer og beskrivelser er spot on, sidder jeg engang i mellem med et lille ønske om at du bare kom videre i teksten. Eller at du ville lade teksten stå som den er og lade mig som læser danne mine egne billeder, det er din tekst stærk nok til. F.eks
Det er skræmmende, som sanserne fungerer. Fratages én af dem, tager de fire andre straks over, kompenserer, som en tvehovedet hydra med én samlet bevidsthed.
Du udtrykker dig tydelig nok, bare udelad hele sammenligningen med en hydra.
Endnu et eksempel:
Da jeg trådte ud, blev jeg straks overvældet af et brændende lys, der med det samme blændede mig
Her, er det som om du gentager dig selv. Et brændende lys og han bliver blændet. Vi er med dig, bare du nævner en af delene.

Skoven begyndte at tynde ud, og snart prydede kun få af de smukke træer landskabet som de sidste spredte pinde i et spil mikado.
Denne er til gengæld en af dine "Spot on's" IMO.

Denne gang venter han venter ikke på svar, sukker bare en smule opgivende.
Der har lige sneget sig et ord for meget ind. ^^

For fanden hvor er han scary, ham manden i mørket. Jeg tænker straks at han var sådan en læge der lavede eksperimenterende forsøg med patienterne (spørg mig ikke hvorfor) men helt klart en gennemtænkt karakteristik af ham.

En lille irrelevant ting. Jeg skævede ud til siden under din profil mens jeg læste og så at overskrifterne på de noveller du har udgivet, danner deres egen minihistorie:
"Fanget"
"Forladt"
"Adskilt"
Pudsigt, men stadig irrelevant, hehe.

Ja, det er egentlig småting, de ting jeg har nævnt, men det har været min oplevelse af din tekst. Håber du kan bruge det til noget.

Mvh Dorthe

Virkelig flot :) Der er nogle enkelte fejl, men ikke noget stort.
Jeg er imponeret over at du skriver så godt som 15-årig :)

Wauw hvor godt! I betragtning af at du "kun" er 15 år, så har du utroligt mange gode betragtninger med og en rigtig god symbolik i rejsen gennem skoven. Du har helt klart potentiale efter min ydmyge mening. Jeg havde godt regnet ud, at det var en del af ham selv som han slog ihjel, men det bliver det jo ikke ringere af. Du kunne godt have lidt mere afsnits inddeling og der er et par småfejl, men ellers synes jeg godt nok det er imponerende. Godt gået!

Hej Martin..

Ak ja, ude af øje ude af sind. Jeg med min høje alder har prøvet det mange gange.

Jeg elsker dit poetiske sprog, jeg forstår ikke hvorfor alt skal være så minimallistisk i dag. For mig gør det ikke noget at der bliver brugt mange ord, det skaber en masse billeder i mit hoved.

Set fra en mormors gyngestol skriver du helt forrygende, bliv ved med det.

VH. Lizzi

Jeg blev rigtig glad, da jeg så at der var nyt fra dig. Du er jo relativ ny herinde, men dine to foregående tekster vidnede om et stort ordforråd og en stor skriveglæde. Denne historie er kun en understregning af samme.

En meget mærkelig og speciel historie. Første del af fortællingen virker drømmeagtig og jeg spekulerer på hvor du vil tage mig hen. Men dit sprog er blomstrende og langt hen ad vejen godt.

Her er dog et billede, jeg ikke helt kan få på plads i mit hoved;

"Prøvende tog jeg et skridt fremad. Så snart min fod ramte gulvet, hørtes den høje, men hule lyd af gummi mod beton. Braget spredtes til alle sider, smadrede brutalt den før så knusende stilhed, og blev straks efter kastet tilbage med fornyet styrke."
- Skulle det være sko mod beton, der laver sådan en larm? Måske - fordi det er så diffust hvad der foregår, at man accepterer det - måske - men jeg måtte læse det flere gange, for at forstå.

Der er så meget godt i denne tekst (og det vender jeg tilbage til), men jeg ved også at du gerne vil kende "knasterne".

Da han træder ud fra mørket, skriver du:
"Da jeg trådte ud, blev jeg straks overvældet af et brændende lys, der med det samme blændede mig. Hvor jeg før ikke havde kunnet se noget på grund af mørket, var jeg nu blind af de kraftige stråler."

Men et øjeblik efter skriver du:

"Selvom solen skinnede igennem det tætte skydække, lignede det, at alt havde et gråt skær over sig. Men det var mere end bare et anstrøg. Alt var gråt, de brede, mosbegroede træstammer, det vilde græs, de få mælkebøtter. Kun små antydninger af mørkegrønne og brune farver kunne rundt omkring svagt anes igennem det triste tæppe."
- Jeg synes ikke det helt harmonerer med det foregående. Giver to forskellige billeder.

Husk forresten lige "nødT til". Der er forskel på "nød" (at være i nød) kontra "nødt til".

Fantastisk afsnit, synes jeg:

"Overfor mig, på den anden side af den cirkelrunde lysning, lå et Utopia af farver og mærkelige planter. Som ved et trylleslag havde skov, træer og blomster med kulører fra hele årets farverige palet åbenbaret sig for mig. Smukke, slanke træer med dybrøde blade, friskgrønt græs og blødt mos. Blomster, der satte ild til billedet med orange, gule og røde farver. Lugten af forår, frihed, livet i al sin pragt. Alt sammen umuligt at forestille sig, så fantastisk at det lå hinsides selv den livligste barnefantasi og så mærkværdigt og smukt, at ikke engang en kunstner ville kunne forevige det."

Midt i teksten skifter du fra datid til nutid - hvilket her virker meget effektivt på flowet. Og her begynder meningen at komme tilbage. Faktisk lige på det rigtige tidspunkt, før læseren finder det hele for mærkeligt. Ret godt gået!

Denne her er også god:
"Spørgsmålene vælter straks indover mig, forvirringen overtager mig helt og lukker alt logisk og rationelt ude. Jeg vil have svar, vil forstå, men intet forståeligt kommer ud, kun mumlen og halve sætninger. Min mund er et uigennemtrængeligt fængsel, og min nyfundne spørgelyst og nysgerrighed er de ulykkeligt fængslede."

Meget interessant tekst, synes jeg. Hvad det så er der gør vores HP fri til slut er jeg måske ikke helt sikker på - andet end han har dræbt sit gamle jeg (og det er jo nok forklaringen).

Kender du Michael Ende? (den tyske forfatter med "Den uendelige historie") Han har skrevet nogle interessane noveller, der i sproget kunne minde lidt om det her - og det er altså et kompliment.

Mikala

Hej

Flot historie (;
Den får sat mine tanker igang om emner som overgangen fra barn til voksen eller overgang fra liv til død igang.

Til at begynde med blev jeg en smule skuffet over, at hun igen fandt dukken, men som historien skred frem, forstod jeg, hvor du ville hen med det. Meget flot.

Man kunne sagtens nøjes med de tre ord i stedet for hele brevet.

Du har et utroligt smukt sprog, må jeg sige. Jeg var dybt, men positivt overrasket over din måde at udtrykke og formulere dig på taget din alder i betragtning.

Glæder mig bestemt til at læse mere fra din side

//Marie-Louise

Hej Martin :)

Så var det vist på tide at jeg kom forbi dine tekster!
Jeg må sige at jeg er dybt imponeret over dit sprog. Jeg bøjer mig i støvet hvad det angår. Dog skal du passe på, som andre også har påpeget, ikke at drukne din fortælling.

Jeg savnede måske også lidt tydeligere afsnit da teksten er "så lang".

Men du skriver jo fantastisk!
Ros herfra.

-Ayoe

Hej Martin

Du er bestemt talentfuld.
Din historie er vedkommende og emnet er rigtig godt.
Dog får du ikke lutter ros herfra.
Jeg kan altså ikke fordrage forudgreb og slet ikke, når de indleder en historie. Jeg vil meget hellere selv opdage, hvad det går ud på. Andre har det nok anderledes, så den kritik kan du godt placere under "smagssager." :-)
Du har valgt en altvidende fortæller. Meget altvidende. Og det kommer til at virke postulerende. I stedet for at fortælle mig, hvad Felix tænker og føler, vil jeg meget hellere kunne se - og føle - det.
Det der virker allerbedst i din tekst, synes jeg, er de mails drengene udveksler.
Stilen med den altvidende fortæller er ret klassisk. Læser du meget? For mig virker det som om du kunne have glæde af at finde din egen skrivestil.
På trods af at mit brok, fornemmer jeg dog, at historien var vigtig for dig at fortælle. Det er som om du har lagt meget energi og sjæl i, at få historien frem. Nå ja, faktisk så meget, at dette skinner igennem den skrivestil, jeg altså ikke er begejstret for :-)
På mig virker Felix temmelig umoden. "Det er da kun mindre børn, der bare lige glemmer en ven," tænker jeg umiddelbart. Men sådan er virkeligheden nok alligevel ikke. For de fleste?
Det er en udmærket pointe, at Felix skammer sig og derfor flygter. Det giver mig da et bud på visse oplevelser, jeg har haft. Dog kunne forklaringen måske klippes lidt mere ud i pap? Og helst ved at vise det?
Men, som allerede skrevet, du kan noget med sproget!

vh. Pia H

Sikke da et smukt og flydende sprog du har. Som andre har skrevet, så glemmer man din alder. Du har et stort talent angrebet af de sædvanlige børnesygdomme, men jeg ret sikker på, at du meget hurtigt skal få kureret dem.

En af dem er overfordring af tillægsord. Teksten blev for mættet og gled ikke helt så let ned, heller ikke med den poesi, du formår at tillægge teksten. Især i starten, første afsnit er flot detaljeret, men farven grå bliver gentaget 3-4 gange. Der mangler lidt variation og jeg sad lidt og følte, at jeg læste samme oplysning, blot formuleret på forskellige måder. Dem var der flere af i løbet af teksten. Også hvor du beskriver sommerhusene med mørke osv. Her er der ikke så meget variation, men du får vigtige/flotte/eftertænksomme/nuancerende detaljer med til at give læser endnu flere tanker og følelser. Nu mangler du blot balancen.

Jeg kan tro, at den sætning, som bla. Eddie kommenterede med, at pigen var "låst inde" er en metafor for, hvordan hendes sorg er låst inde i forhold til de andre ... altså at døren ikke er fysisk låst, men at hun ved at være låst inde blot er afskærmet? Eller har hun selv låst døren? Det er en af de små vigtige detaljer, som man bare skal have på plads som forfatter, ellers mister man sine læsere, også selvom du hurtigt får fanget tråden igen og hevet læserne tilbage på sporet.

Selve afskedsbrevet fandt jeg ikke helt troværdigt, måske fordi en selvmorder ikke plejer at have så meget omtanke for andre. Så min læserhjerne forsøgte at gøre den troværdig ved, at mørket og alt det sorg, som opslugte moren, var en kræftsygdom, som åd hende op, og at hun ikke har villet dele den med familien, fordi hun ikke ville gøre dem ked af det. På den måde kunne jeg genkende en moders kærlighed for sin familie, hendes styrke og mødres selvopofrende natur. Andre har også efterlyst lidt mere viden om selvmordet, grunden og fandt de liget?

Pigens tanker var til tider også lidt ved siden af, for siden hun kun er begyndt at skrive og kunne stave, så må hun være mellem min søn og niece rent aldersmæssigt, og her kunne jeg ikke genkende nogen af dem. Jeg havde hende i mit hoved langt tættere på 12 år, og så kan man jo både læse og skrive.

Jeg tvivler dog ikke på, at den slags små brølere er nogen, du meget hurtigt lærer at omgå, for der skal absolut ikke lægges skjul på, at jeg synes du er meget dygtig og har et talent, hvis udvikling jeg glæder mig til at følge.

Denne perle: De blå øjne stirrede direkte op i luften, og armene, de små skrøbelige arme, sad i en omfavnende positur, ventende på at nogen ville tage imod omfavnelsen. Denne sætning rørte mig dybt! Ventede på, at nogen ville tage imod omfavnelsen. Du har flere af dem, men det er sådan nogen små detaljer, som virkelig afslører, hvor dygtig du er!

HTHS

Hold da op hvor du skriver godt. Sikke et flot sprog. Du skriver som du aldrig har lavet andet.

Historien fangede mig lige fra starten med beskrivelsen af stranden og dukken. Og denne sætning:

De blå øjne stirrede direkte op i luften, og armene, de små skrøbelige arme, sad i en omfavnende positur, ventende på at nogen ville tage imod omfavnelsen. Nogen savnede den, mang-lede den. Men ingen var endnu kommet for at hente den

...er bare perfekt! Virkelig smukt fortalt. Men de bindestreger til at dele ordet med er unødvendige og er meget irriterende at læse.

Hvorfor begik moderen selvmord? Årsagen var ikke helt klar for mig, og jeg forventede egetntlig at få svar. Det virker som om novellen ikke rigtig blev afsluttet.

Ellers var der var lige den med sceneskift, som et par andre har været inde på, men ellers var jeg overvældet. Du kan virkelig skrive, ingen tvivl om det.

Glæder mig til at læse mere..

Scott

Hej Martin

En rigtig god historie om noget, der sagtens ville kunne lade sig gøre i virkeligheden.
Du skriver godt og ja...
Jeg har ikke så meget at sige.
Fortsæt det gode arbejde!

Mvh. Karen

historien er go. dethar du klaret godt. jeg tror forcen er stemningen du bygger op i starten. vi bliver tvunget ind i det deprimerede univers, mens der også er nok mystisk til at vi vil vide hvordan det hele ender. som sådan er handlingsplanet ikke så avanceret og løsningen på prob lemet kunne i andre tilfælde måske også virke antiklimatisk. men fordi du forlklarer på sådan en poetisk måde og lukker os ind i al sørgmodigheden læser vi bare videre. til tider kan denne sentimalitet blive form eget men i denne novelle mestrer du balance gangen rigtigt godt. som sagt det er det der gbør historien god, da plottet i sig selv ikke er så opfindsomt.

Hej Martin, det er en historie om en familie i meget triste omstændigheder, der så alligevel ender med et håb og en lidt glad stemning i den lille pige. Jeg kan virkelig godt lide ´den stedbeskrivelse i starten, stranden i gråvejr og så dit billede med stenene, der laver punkter til en stregtegning. Man ser det for sig. Det er så også en fin ide at røbe i starten for læseren, hvor dukken er, så man sidder og kan følge pigens tanker, hvornår tampen brænder. Alt i alt rammer du fint hvordan en sådan lille pige tænker. Nogle steder forklarer du så lidt for meget i stedet for at lade læseren selv tænke. Men det hindrer ikke historien i at røre hjertet. VH Mons

Hej Martin
Da jeg kommenterede "Forladt", undlod jeg at bemærke din alder. Det bli'r jeg altså nødt til nu.
I denne novelle indleder du med noget værre rod....fristes til at sige ordflom
-de første 20 linier virkede nærmest forvirret afskrækkende!

Men tilstået; jeg blev belønnet for min vedholdenhed.
Dit billede med ulveunger er spøjst (tyder ikke på du selv har været spejder?) men det der virker er din sjæl....
De følelser du udtrykker i forbindelse med deres første mail-udveksling, og så især din temmelig "akavede" slutning, som du slipper extremt godt og forståeligt fra; er årsagen til at jeg undrer mig over din alder.....

Så megen følelse og forståelse så tidligt i livet....

Læste den lige igen, da jeg godt kan lide at kigge den efter.
Som det tideligere er blevet skrevet er det virkelig sønd du skiller ordene ad på den måde. Men ellers kan jeg ikke rigtig finde noget du kunne gør bedre. Du er på vej til at blive en stjerne forfatter ;)

M.V.H. Twee/Louise