Kære Michelle Hankil, tak fordi du delte dit digt! :)
Det kan meget vel være at min kommentar ligger meget langt fra hvad du selv forstår ved dit digt! Så jeg vil bare ydmygt gøre det klart, at disse fortolkninger selvfølgelig bare er mine, og at du kender selv bedst dit digt :D

Man bliver nysgerrig/forvirret når der står "Jeg går på den tyndeste is og alligevel den tykkeste". Og det er vel et udtryk for personen som i hele digtet befinder sig i et enormt spændingsfelt. Det virker som om der skal træffes valg for hvor hun vil træde hen. Den er tyk fordi den kan bære hende, men alligevel synes den for tynd til at kunne bære et næste skridt, en handling.
Når der skrives om mennesker som går rundt i sommertøj, får jeg opfattelsen af at det nu er afsløret, at der er to forskellige verdener eller virkeligheder. Personen på isen kan se de andre, men selv klimaet er forskelligt hvor de står.

"Selvfølgelig har jeg prøvet at komme ind på land, men at overleve virker ikke så vigtig som før. På en eller anden måde drager isen mig længere ud på dybt vand. Menneskerne bliver mindre og mindre, som jeg forsigtig begiver mig længere ud".
Jeg kan enormt godt lide dette stykke. I takt med at hun forsigtigt bevæger sig længere ud og vender ryggen mod folk bliver de mindre. Mindre betydningsfulde og mindre relevante. Og jo længere de er på afstand jo mindre har hun lyst til at vende tilbage. I min fortolkning, tilbage til livet. Som havisen kommer imellem hende og de de andre, kommer selvmordet tættere på.