Jeg synes dit digt er utrolig smukt og utrolig enkelt. Det er smukt, fordi det er enkelt og fordi det er sandt. Jeg elsker den barnlighed/naivitet digtet rummer, fordi den får pengeræset til at virke så absurd hjernedødt.

"Men de siger det ikke højt, for det er ikke etisk i orden.
I stedet tænker de det. Det bliver sagt i det usagte. Nogle nikker, andre er ignorante og stikker hovedet ned i deres boble af selvhad. Glemmer at der er andre mennesker omkring dem, som har brug for deres hjælp. De tror de er alene, men de er ikke alene."

De ovenstående linjer er jeg helt med på, men jeg synes, de bryder den naive enkelthed lidt. Jeg ville nok omformulere det eller korte det lidt ned, for resten af digtet illustrerer det jo på en virkelig fin måde i sig selv :)