Utroligt godt digt. Der opstår en meget neaunceret person (selvom det er tydeligt, at det er ensomheden og det underkuede, man primært skal fokusere på) - regner med, at det er dig selv. Selve ordvalget i digtet er virkeligt godt. Det er avanceret uden at være uforståeligt. Der er en konstant trist tone, som man fornemmer tydeligt, mens man læser.
Jeg kunne sige mange pæne ting, om hvordan du virkeligt har formået at skabe et digt af klasse - men det er trods alt ikke det, du lærer af.
Så jeg vil fokusere mest på de enkelte småting, som irriterer mig:
"der ej er mine" - hele digtet er skrevet i et "nyt" sprog. De gamle vendinger bør derfor ryge. Skriv 'ikke' i stedet for 'ej', det andet forstyrer læserytmen.

Digtet har meget få metaforer. Det beskriver meget håndgribeligt og bruger mange fagudtryk (med det mener jeg, at du fx skriver paranoia og ikke "folk er efter mig"). Derfor synes jeg, at metaforen med mørket bør fjernes. Den virker malplaceret. Du har allerede smukt beskrevet, hvad du føler - der er ingen grund til at hive en kliché ind for at få alle med :)

Hele flash-back strofen (Engang var jeg [...] alt kunne kontrolleres), synes jeg, bør fjernes. Den har ikke nogen relevans for, hvordan personen er nu. Derfor kommer den til at fremstå som fyld - og det er lidt synd, for selvom digtet er meget langt, er det faktisk det eneste sted, hvor man føler, at du bare har fosøgt at gøre det langt.
Selve strofen er ikke dårlig; men jeg synes, den hører til i et andet digt end dette. :)

Alt i alt er jeg meget imponeret. Ikke blot over dine skriftlige kundskaber; men også over dig som person. Der skal en stor selvindsigt til for at skrive det her - tilmed er det skrevet, så man kan forstå det uden at have studeret litteratur på uni. Kan derfor kun klappe og sige, at jeg er træt af, at det ikke er mig selv, der har skrevet det :)

Flot beskrivelse af kreativitetens kamp mod egoet. Ambitioner eller aspirationer ..? Den hænger flot derude ...

Flot, flot beskrivelse af et højaktuelt tema for mange af os. Det at manifestere sig udenfor den maske man fremtræder med i forskellige fora. Utroligt svært for vor hovedperson at ønske en anonymitet der ikke er lig glemsel. Bare at blive accepteret som den man er, eller gerne vil være. Udfordringen ligger i at man fastholdes af sine omgivelser, da dette er det mest trygge for folk i en "forandringsfjendtlig" verden, og så er det nemt at "falde tilbage" til den de tror de ved man er. Træd frem, sig fra ! Det kræver mod, men belønningen er - når de første bølger lægger sig - utroligt stor.

De tanker, du her har nedfældet, deler du med mange. Jeg synes ikke, at det er et digt, men snarere "en slags essay" Det er så også ligegyldigt, for du får fint givet udtryk for dit håb og din længsel.Sommetider har man indtryk af, at det er ret tifældigt, hvad der bliver udgivet, så bevar håbet.
V.h. Birte

Hej Pia
Jeg synes det er et meget fint digt, også flot at du behersker det engelske sprog så godt, det kunne jeg aldrig på samme måde, tror jeg:-)
Jeg undrer mig dog lidt over linjen med at du vil være "true to myself every day" og så "even if it means I have to fake a smile" - det er lige som om du modsiger dig selv her ...
Kh Liza