Hej Tatiana
Jeg læste kapitlet uden at have set hverken dine profiltekst eller dine bemærkninger om romanen, men stemningen fik mig til at tænke på Raskolnikovs første møde med sin søsters forlovede, Lutzhin, i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf – nu giver det mening.
Du spørger til sproget – det er som udgangspunkt fint – der er enkelte detaljer omkring tegnsætningen hist og pist, men det er småting.
Et par ting synes jeg, du skal overveje.
Der er en stemning af ”gamle dage” over teksten. Fx bruger Sjens mor vendinger som ’rapse’, og ’ballademagere’. Og Sjen, der, så vidt jeg kan se, er en ret ung mand, bruger vendinger som ’tossekassen’ og siger, at hans mor ’lignede en skolepige på første date’, og bemærker om sin mor, at hun ’knevrer’ og ikke er ’en ørn til dansk’.
Jeg hæfter mig også ved passagen, hvor Sjen siger: ”Jeg trådte et skridt frem og tog om den velklædte og velduftende, fremmede i sin skønhed kvinde.” Navnlig sætningens sidste led virker knudret og under alle omstændigheder ikke som noget, en ung mand ville sige.
Som nævnt i begyndelsen har din tekst naturligt nok, hvad jeg med min begrænsede indsigt vil kalde russiske rødder; dem skal du ikke fjerne, men jeg tror, teksten vil vinde ved, at du gør sproget ’ynger’, navnlig Sjens.
Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på to mulige (og vidt forskellige) inspirationskilder: comedy-podcasten ’Fup i farvandet’ og Peter Høegs roman ’Elefantpassernes børn’; den først for at du kan høre ’ungt’ sprog, den næste for at se et eminent eksempel på en kompleks historie med mange lag, der bliver fortalt med en utrolig sproglig lethed.
Håber, du kan bruge noget af al min rablen til noget.
Og inden jeg glemme det, vil jeg også lige sige, at jeg synes, at din indledning lover godt for resten af historien, som jeg vil gælde mig til at læse.
Rasmus