Klart at denne tekst har fået mange kommentarer. En spændende kort tekst, der fint skildre det menneske, vi alle har mødt. Dér hvor teksten løfter sig og slår luften ud af læseren er så sidste linje. Så godt. For pludselig rækker forfatteren ud af teksten og griber læseren ved kraven. Dino formulerer det vist lidt mere elegant i sin kommentar, men tror vi mener det samme. Og det er godt.

Jeg sad med en lidt blandet smag i munden under første 2/3 af teksten, fordi jeg synes bedømmelsen var hård, omend sikkert retfærdig, men så var det forfatteren tog fusen på mig. Og den slags holder jeg altså meget af.

Velskrevet og god tekst. Til anbefaling.

Mikala

Hej Torben

Inde i mit hoved, lavede jeg lige en lille fortsættelse af din historie:
"Så var det at drengen gav sig til at skrive historier." :->
Jeg tror mange - måske især blandt skribenter - kan nikke genkendende til en del af den lille drengs oplevelser.
Du har en speciel skrivestil og umiddelbart synes jeg dem er for blandet: eventyr, novelle, case, debatoplæg, børnehistorie, erindringer ...(??)
Det er rigtig spændende at blande stilarterne. Er det noget, du har gjort bevidst?
Selvom jeg synes det er for meget, holdt det mig vågen- Og nysgerrig, for hvad var nu det?
Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for, om jeg synes den er for opremsende. Noget jeg tit synes om historier ;-> For hvis det er meningen, der skal være et sagligt præg (case/debatoplæg, krydret med elementer fra andre genrer) passer det fint.
Men der er for mange gentagelser.
Det virker fint med de indskudte gentagelser om at spørge og ikke få svar, men selve handlingen er også lidt gentagelsespræget, synes jeg.
At han lige har fået en lillesøster, synes jeg, er en mærkelig oplysning i en tekst, jeg opfatter som en skilding af en længere periode (nogle år), for søsteren bliver vel ikke ved med at være nyfødt?
Trods mit brok, nød jeg teksten og synes det er en relevant og tankevækkende historie.

Vh. Pia H

Av. Det gør ondt at være anderledes, om det så blot er fordi man stiller andre spørgsmål end de fleste.
De indledende afsnit er søgende i sproget, og der skiftes imellem det nøgternt beskrivende og det let poetiske, som her::"Når de realistiske vinkler ikke længere var nok, så søgte han ud i fantasiens kringlede kroge for at finde frem til en ny mening med det hele. Han digtede store episke værker i sit hoved; om sagnvæsner og rumraketter."
Og hvad er min pointe så? At ord som "realistiske vinkler" og "store episke værker", med deres indbyggede realiteter spolerer det poetiske islæt, og det er en skam. Teksten kunne blive et lille, moderne eventyr bygget omkring om noget mange mennesker kender til,nemlig mobningen der slår uskylden og kreativiteten ihjel. Så derfor hører hverdags udtryk og tekniske termer ikke rigtigt hjemme i en tekst med et eventyrligt potentiale(:-)) Din gentagelse af konstateringen af at nu blev det mærkeligt, og gradvist ophøjet til den endelige forståelse af at "nu var det altså for mærkeligt", rammer til gengæld lige ned i eventyr stilen, og det klæder teksten.
Et sted i teksten henvender fortælleren sig direkte til læseren, som var denne et levende publikum:.Han var blevet storebror for nyligt, ser du." Det er så vidt jeg kan både første og eneste gang det sker, og det forstyrrer faktisk en smule. I dit sted ville jeg slette det lille "ser du", og fastholde den alvidende fortællers stemme.
Din tekst har et godt potentiale, og den fortjener fortsat opmærksomhed fra din side. Tak for endnu en god læseoplevelse.

Så kort det end er, har du formået at ramme noget væsentligt i vores forhold til de der falder igennem og rammer bunden, særligt når de kommer tæt på. Det handler om foragt,fortvivlelse, men også om fortielse, pænhed og vægren ved at turde kommentere, kritisere, måske endda hjælpe. Du sætter ansigt på fornedrelsen, rammer det rent i en sætning som denne:"Og han har drukket for at glemme. For at kunne føle sig som en mand igen. For at kunne stå overfor en anden mand og tigge om penge."
Lige der er teksten særlig interessant. Fortællerens tanker om manden overfor, erkendelsen af at der er en rest stolthed tilbage i den undskyldning af et forsumpet menneskevrag der står foran ham, og det er der hvor det bliver svært for mange. Det ligger i erkendelsen af at det kunne have været en selv, havde omstændighederne villet det.
Jeg har som du kan se fået endog rigtig meget ud af at læse din tekst, og jeg vil sige dig tak oplevelsen og inspirationen. Du har fat i det helt rigtige, så bliv ved!

Hej Torben.
Puha....det er godt malet og beskrevet. Kender sådan en, kendt flere gennem livet, beslægtet typer. Jeg gyser.
Spejlbilled af en selv...er det det, der gør, at man tager sig sammen hver dag, hanker op, gør sig til før man går ud i samfundet? Tror det....der skal nok ikke så meget til før filmen knækker.
God læsning.
Vh. Poul

Hej Torben
Meget fin tekst. Godt beskrevet møde mellem to, der ikke kan undgå hinanden, men som ej heller nyder samværet.
Jeg har lige et par ting:

mest af alt bærer præg på... - mest af alt bærer præg af...
Hver eneste fiber er ved at eksploderer i mig. Eksplodere
Han kryber sig lidt foran mig - enten - han krymper sig lidt foran mig - eller - han kryber lidt foran mig.

Held og lykke med skriveriet - og bliv endelig ved!

mvh
Karen

Hej Torben
Mikala og Mons har defineret min tankerække. Men en sørgelig historie og et godt budskab.
Vh. Poul

Her er det lykkedes med en virkelig fin person- og situationsskildring. Jeg kan ikke rigtig sætte min finger på noget egentlig kritisk konstruktivt, hvilket du o så må tage som et bravo.
Lige på nær den her;
"Ja. Det er ikke nemt. På ingen måde, men det ved du jo også; du er jo hendes kæreste trods alt."
Den sidste del af sætningen "du er jo hendes kæreste trods alt" er malplaceret og irriterer mig voldsomt. Hvis du kunne lokkes til at slette denne del, så ville du være en af de få mennesker på fyldepennen der rent faktisk har været i stand til at skrive overbevisende dialog. Du fortæller om søsteren og du fortæller os at denne mand er svogeren, så behøver vi ikke få en så overdimensioneret "tell" igennem en dialog. Har du nogensinde hørt en person sige "Du er jo hendes kæreste trods alt"? Nej vel? Stryg det, og du sidder med en perfekt tekst!

Det er lykkedes Torben Kastbjerg ikke alene at beskrive et uudholdeligt menneske, men også at tilføje en drejning i retning af noget principielt menneskeligt.
Det var det, som Stevenson ville have frem i "Dr. Jekull og Mr. Hyde."
Der er fortællingen og virkeligheden bagved, som fortællingen blot er en udpenslet videredigtning af.
Den virkelighed, som vi alle trækker rundt med.
Den der får os til at ryste en smule på hånden.
Fordi vi ved, at ingen er sikret uangribeligt imod egne frjl og eget forfald.
Så vi holder igen på vor fordømmelse og giver ham igen igen en sjat penge.


Mvh. Dino.

Hej Torben, ja, den type kender vi jo, den totalt forsumpede, der kommer igen og tigger penge hos svogeren til druk. Du har virkelig skildret ham så malerisk, så man kan se ham, ja, og navnlig lugte ham! Også jeg'ets - hans svogers - reaktion på ham, hvor han ønsker ham langt væk, det er i kradse vendinger, men sådan føler mange det jo i mødet med sådanne personager. Du har mange gode formuleringer, bare den her, "han er hvor ingen burde være, han er i min søsters hjerte." den er god. De afsluttende sætninger sidder jeg og vender lidt, det er jo nok rigtig nok, at det er sådan, men vil en person i den person være så bevidst om den psykiske proces som jeg'et er her? Den halter måske lidt, synes jeg, men jeg kan godt lide hele historien og personskildringen. VH Mons

Hej Torben, det er vældig godt skrevet sørgelig historie, hvordan et barn med megen fantasi og spørgelyst bliver underkuet. Du rammer det vældig godt, også al uforstanden. Et par steder skal du nok bøje lidt mindre i neon, det kan så let blive sentimentalt, hvis man smører for meget på. Men bestemt en lille gribende historie. VH Mons

Hej Torben.
Er lidt ambivalent omkring denne tekst, der faktisk er velskrevet, men desværre også lidt forudsigelig, fordi det hurtigt bliver klart for mig, hvordan den vil ende.
Jeg kan klart bedst lidt starten. Her møder læseren det fantasifulde barn med de mange spørgsmål til livet og alt hvad han ser omkring sig. Jeg tror, det er noget, rigtig mange kan genkende. At have været sådan et barn, Følelsen. Der er jo også en vis genkendelse i at blive misforstået og/eller at andre ikke forstår, hvad man mener. Og her synes jeg tekstens svaghed så opstår. At det bliver for sort/hvidt. Der savnes nuancer, det er den lille kvikke dreng mod den onde verden, savner lidt overraskelse her. Og pas på at det ikke bliver sentimentalt: "Han blev fortalt at han ikke var lige som dem. Han fik hele tiden at vide at han ikke var god. Han spurgte med mere og mere gråd i stemmen, hvorfor de dog sagde sådan."
Når det så er sagt, så er der som sagt en styrke i teksten, som jeg især møder i starten, hvor den slår stærkest igennem.

Mikala