Kære Vagn,
Jeg kan godt lide det mystiske og filosofiske i dette digt. Det er ikke lige sådan at "udrede", men forbinder sig til noget stærkt og genkendeligt i mine følelser, når jeg læser det. Der er noget meget vemodigt og universelt over temaet. Denne samtidige søgen efter sandheden, imens vi måske også er bange for at kende den, og det er her håbet fødes: At der ER en mening med livet (og for nogle er den også efterfulgt af et stærkt behov for at tro på, at døden ikke er enden på alt).
Jeg ved lige, hvordan det føles at stå der og kigge op i stjernehimlen (se hjem) og prøve at begribe sammenhænge og blot det faktum, at jeg er en skabning på denne jord, som har fået den gave (og forbandelse? :)) at kunne reflektere over egen eksistens.
Du skriver rigtig godt og minimalistisk om vægtige emner. Det er en kunst at kunne i sig selv.
Bedste hilsner LCR